window.dataLayer = window.dataLayer || []; function gtag(){dataLayer.push(arguments);} gtag('js', new Date()); gtag('config', 'UA-29175679-1');
Når far ligger, er det svært at stå2019-01-07T14:26:13+00:00

MOTIV: Majkens forældre Birthe og Asbjørn Jensen

Artikel fra medlemsblad

NÅR FAR LIGGER, ER DET SVÆRT AT STÅ

At miste en far i den udgave, som man kender ham, får benene til at ryste under en. Et uopmærksomt øjeblik under motorcykelhjelmen og derefter en hjerneskadet far i kørestol. Det kan i nuet føles helt ubærligt. Indtil vi opdager sollyset i vinduet, og indtil vi fra vores modne jeg forstår, at vi må rejse os og give plads til livet og kærligheden, der – smerten til trods – kan bruse løs indeni.

NOGET DØDE I MIG DEN FORÅRSAFTEN

Min far kørte galt på motorcykel en forårsaften i 1996. Jeg boede i egen lejlighed sammen med en veninde på det tidspunkt. 19 år og i gang med at færdiggøre 3. g på gymnasiet. Min far døde ikke ved ulykken, men det var tæt på. Inden i mig var der noget, der døde lidt den forårsaften. En tanke eller forestilling om, at livet er langt, stærkt og unedbrydeligt blev sparket væk med uafviselig kraft. Pludselig gik det op for mig, at det rent faktisk var muligt at dø eller miste sine nærmeste på et splitsekund – hvis man altså er uheldig nok. Rædslen ved denne tanke føltes dog for smertefuld i nuet, til at mit 19-årige jeg turde gå med den. I stedet holdt jeg den aften i april fast i et spinkelt håb, der på én gang føltes desperat og naivt.

I CHOK OG OVERLEVELSE

”Det er fifty-fifty,” husker jeg lægen sagde, inden han forlod min mor, jeg og mine tre søskende i skadestuens venteværelse på ulykkesnatten og gik mod operationsgangen. Sammen med en anden læge skulle han de næste 6-7 timer forsøge at sætte min fars skadede krop sammen. Jeg tror ikke, jeg helt forstod lægens formulering i nuet. Eller også var jeg bare i en tilstand af chok, så jeg ikke rigtig hørte efter. Det var måske meget godt. Jeg kunne i mine tanker ikke forestille mig andet, end at min mor, jeg og mine søskende tidligt næste morgen skulle ind på sygehuset og høre, at operationen var gået godt, og at min far nok skulle vende tilbage til livet i fin form.

”Benet kommer sandsynligvis ikke til at fungere, og måske vil det ende med en amputation. Hjernen har fået nogle slag, som kan udvikle sig til væskeansamlinger, og vi tror, det er bedst, at Asbjørn flyttes til Intensiv Afdeling på Århus Kommunehospital. Der har de bedre muligheder for at hjælpe, hvis trykket i hjernen stiger.”

Så var han der igen, lægen. Tydeligt træt efter nattens operation og alt for klar i mælet omkring situationens alvor til, hvad jeg, min mor og søskende dybest set kunne rumme at høre på.

HÅBET TOG OVER

Mens jeg bad til, at trykket i min fars hjerne ikke ville stige, voksede trykket lige så stille indeni mig i den kommende tid. Det lagde jeg dog på det tidspunkt ikke helt mærke til. Overlevelseskraften og håbet tog over. Sorgen og tabet kom i baggrunden. Jeg følte ikke, at jeg kunne andet. Noget indeni mig turde måske heller ikke andet, og det var på sin vis meget godt.

Min studentereksamen stod for døren, og jeg havde en hverdag og en eksamenslæsning, der mindede mig om et liv uden for intensiv afdeling. Overvågningsapparater, der bippede. Lugten af sygehus og synet af min bevidstløse far, der lå med slanger med ilt for at blive holdt i live. I mange, mange måneder efter.

KÆRLIGHEDSRUS MIDT I SMERTEN

Når livet viser sig fra sin skrøbelige side, vågner vi op til det liv, vi har i hænderne. Det gjorde jeg i hvert fald. Jeg mærkede kærligheden til livet, til min far, min familie og nærmeste venner så kraftfuldt i tiden efter ulykken, så det faktisk ikke altid var usikkerheden på min fars tilstand, der fyldte. På en måde føltes det helt paradoksalt – og også lidt skamfuldt – med den kærlighedsrus og –fest, der blev sluppet løs indeni, når nu min far lå livløs på intensiv afdeling og trak vejret gennem slanger. Men når kærligheden for alvor får fat, så kan den for en stund fuldstændigt rydde bulen og vise vej midt i smerten.

Jeg fik min studenterhue den sommer og fejrede sammen med mine medstuderende glæden over at have afsluttet tre gymnasieår. Jeg kom ud med et højt karaktergennemsnit. Min far havde uden tvivl været stolt, hvis han havde kunnet stå ved min side. Men min far lå ned, da jeg blev student. I hospitalssengen på Neurologisk Afdeling på Viborg Sygehus.

SOL GENNEM VINDUET

Sammen med min gode barndomsven Jonas, der var blevet student samme dag som jeg – tog vi til sygehuset for at fortælle, at vi havde bestået og drikke en tår øl med min far. Det var smertefuldt. Min far kunne hverken snakke eller bevæge meget andet end to-tre af sine fingre. Nogle gange også armene, men det var kun på grund af de ukontrollerbare spasmer, der indimellem løb afsted i hans krop.

Så stod vi der, Jonas og jeg ved min fars sygehusseng. Med glæde i øjnene, en studenterhue på hovedet og for mit vedkommende en uafviselig smerte i hjertet. Min far fik øl hældt op i en hospitalskop med sugerør. Jeg ved ikke, hvordan den smagte for ham, og i virkeligheden føltes det fuldstændigt forfærdeligt at stå der og forsøge at bringe noget normalitet ind – med en skål i øl sammen med min far – når han lå der, og min verden for altid var forandret.

Der var varme og et lille smil i min fars øjne, da Jonas og jeg stod ved hospitalsengen. Og der var sol gennem vinduet. Det øjebliks nærvær var måske alligevel hele galskaben værd.

Egentlig var vi alle usikre på, hvor meget min far på det tidspunkt kunne forstå af, hvad der foregik omkring ham. Men vi klyngede os til håbet og tænkte nok, at en heling og tilbagevendelse til livet for ham havde de bedste betingelser, hvis vi prøvede at være mest muligt, som vi plejede at være, når vi var hos ham på sygehuset.

EN NATURLOV I FORÆLDRE-BARN-RELATIONEN BLIVER BRUDT

I det øjeblik en forælder bliver ramt af en ulykke eller får en alvorlig sygdom, sker der en omfordeling af rollerne mellem barn og forælder, som – faktisk for begge parter – kan være vanskelig at finde sig til rette i. Indtil da har der eksisteret en naturlov i relationen; mor eller far som den stærke, der skal bære og trøste barnet, når det er lille, og senere hjælpe og støtte, når barnet træder sine usikre og fejlbarlige skridt ind i ungdoms- og voksenliv. Denne uligevægt i forholdet er ikke problematisk. Den er naturlig. En iboende præmis for kærligheden i forældre-barn-relationen.

I tilbageblik er jeg ikke i tvivl om, at en stor del af min smerte over min fars ulykke som barn/ung havde meget med denne ombytning af rollerne at gøre. Vanskeligheden ved at acceptere, at min far pludselig lå, mens jeg stod.

Jeg har madet min far på sygehuset, holdt ham i hans livløse hånd, aet ham på armen – og mærket min kærlighed til ham imens. Men det var ikke uden en iboende smerte, mens jeg stod der. For noget føltes jo helt, helt forkert.

ØNSKE OM AT GENOPRETTE BALANCEN

Min fars blik på mig fra sygehussengen – og senere fra kørestolen – gjorde ondt indeni i lang tid efter ulykken, for han skulle ikke se, at mine ben kunne gå, når hans egne ikke kunne. Jeg ville dybest set ikke gøre ham ked af det og minde ham om hans handicap ved mit nærvær og min livfulde tilstedeværelse ved siden af. Derfor holdt jeg lidt igen med mig selv og mit udtryk, når jeg var sammen med ham. Noget i mig sagde samtidig, at min livsudfoldelse var betinget af min fars kraft og styrke på sidelinjen. Og var den der ikke, så hverken kunne eller skulle jeg vove mig frem i livet med det, jeg havde på hjerte.

I årene efter ulykken har jeg mange gange drømt, at min far pludselig kunne rejse sig fra kørestolen og bare løbe afsted. Jeg tror, at det på ét plan ville have genoprettet balancen for mig i forholdet dengang, hvis han havde fået sin fysik tilbage. Derfor drømte jeg tit om det, da jeg var ung.

AT REJSE OS FRA MOR OG FAR OG SIGE JA TIL LIVET

Nu er jeg holdt op med at drømme om det. Min far sidder i kørestol i dag og har et godt og dejligt liv. Han har fået en hjerneskade som følge af ulykken, men det lever han og vi andre fint med. Der er ting, han ikke kan huske klart længere, og hans tale er lidt besværet. Min far har for længst affundet sig med sine nye livsvilkår, og lige så stille har vi andre omkring ham fulgt med.

I tilbageblik er jeg ikke i tvivl. Det er svært at miste en mor eller far som barn og ung, men det kan næsten føles ligeså svært at miste dem, for så at få dem tilbage igen i en ny og mindre funktionsdygtig udgave. Samtidig kan der i den forandring være mulighed for meget udvikling og forvandling, når først vi fra vores modne jeg forstår, at vi ikke er børn længere, og at vi skal rejse os fra mor og far. Ikke kun fordi vi kan, men fordi der er brug for, at vi hver især – selv i det, der umiddelbart føles for smertefuldt og ubærligt – tillader livet og kærligheden at få fylde i os.

Om Majken Kristine Gunge

Majken Kristine Gunge er eksam. psykoterapeut og cand.mag. i dansk og musik. Hun har praksis i Assensklinikken, Skelvej 7, 5610 Assens og i Mulighedernes Hus, Søndergade 99, 5620 Glamsbjerg.

Majken kan kontaktes på ✆ 6170 9064 eller e-mail majkenkristine@gmail.com.

Se mere på hjemmesiden: www.majkenkristine.dk

Besøg også disse sider …

Personlig fortælling: Sangen har lysning

Bogen er skrevet af Majken Gunges mor, Birthe Kristine Jensen. I bogen kan du læse om Asbjørn ulykke og om hvad det har betydet i familien – set gennem Birthes øjne og altså fra den pårørende partners vinkel.

Førstehjælpskassen

At være pårørende til et menneske med en hjerneskade er en overvældende opgave. Find gode råd til at passe på dig selv.

Tidsmaskinen

Man er altid klogere i bagklogskabens klare lys. Pårørende giver tilbagevirkende råd – de råd de gerne selv ville have haft da skaden skete.

DENNE HJEMMESIDE BRUGER COOKIES. Vi bruger cookies til at huske dine personlige valg og indtastninger, til at understøtte vores integration af sociale medier. Indstillinger Ok

Nødvendige

aaa

Statestik & Tracking

Bruges for at kunne give den bedste integration med sociale medier.

3. part cookies