Smerten når man “mister” sine forældre

Det mareridt, der blev præsenteret for mig 2. oktober 2010, stoppede ikke, da min bror vågnede op fra koma. Det stoppede heller ikke, da vi fik af vide, at han alligevel ikke var spastisk lammet.

Mareridtet stoppede ikke, da han kom ind på Hammel, eller da han blev udskrevet fra Hammel. Heller ikke da han kunne smile, begyndte at snakke eller kunne gå. Mareridtet stoppede ikke, da han endelig fik sin egen lejlighed. Heller ikke, da han fik sit kørekort. Det stoppede heller ikke, da han flyttede til Esbjerg og blev beskæftiget med et ’job’ på et koncertsted. Det stoppede heller ikke da man endelig kunne sige: ”Hvor langt lillebror er kommet? Jamen han bor selv, har købt hus og bil og træner i fitness og etablerer nye venskaber!”

Mareridtet stopper aldrig

Mareridtet stopper aldrig. For han er hjerneskadet. Han er socialt handicappet og vil altid kræve mere opmærksomhed fra mine forældre end jeg. Og læg mærke til, at jeg skriver: ”kræve” og ikke ”behøver”. For han behøver ikke nødvendigvis alt den opmærksomhed han får tildelt. Han kræver den bare, fordi han endnu ikke ved bedre.

Der er mange ting, som jeg ville gøre anderledes, hvis jeg var mor til ham. Men det kan man sgu også sagtens komme og sige. Nu forsvarer jeg så mine forældre. Men lige på det punkt, kan jeg godt se deres problematik. Det er deres barn. De elsker ham mere end dem selv. Og de står helt inde i kernen af problemet. Hvis man ser på en appelsin på under en millimeters afstand, kan man heller ikke se hvad det er, og hvordan man skal gribe denne orange genstand an.

Det samme gælder mine forældre. De står ikke på afstand og kan se problemet udefra. Derfor kan de heller ikke nødvendigvis tage de bedste beslutninger. Men nøj, hvor er det som datter og søster sørgeligt at kigge på, hvad de gør mod sig selv. Hvad de byder dem selv, og hvor stor en bjørnetjeneste det er for ham. Og sidst, men absolut af størst betydning for mig; hvor ondt det gør på mig, ikke at få den opmærksomhed, som han alligevel ikke behøver.

En hjerneskade rammer bredt

Min lillebror kørte galt som 17-årig og slap med en hjerneskade i hjernebjælken i stedet for døden.

Processen fra at ligge brak og kigge op i loftet til i dag at bo i eget hus og køre rundt i egen bil og have taget dykkercertifikat, er 4 år lang. Her understreges det fantastiske først. Tænk hvor langt han er nået. Vi troede jo, at han skulle dø eller sidde spastisk lammet resten af sit liv.
Men skyggesiderne og ødelæggelserne er kolossale. Hjerneskaden ramte ikke kun min bror. Den ramte os alle. Min mor, som bagefter overlevede brystkræft men glemte at passe på sig selv. Evig optimist og dermed også konfliktsky.

Min far som blev en indebrændt enspænder, som jeg opgav at tale med. Min resterende familie, som altid bekymrer sig og aldrig fortæller om dem selv. Mine venner, som jeg både føler taknemmelighed og skyldsfølelse overfor. Tænk på, hvad de har hørt på gennem årene.
Og så er der mig selv. Storesøster 23 år. Mor til datter på 1,5 og pædagogstuderende. Bor sammen med kæreste i samme by som lillebror.

Mit hoved er blevet til et kæmpe rod

Et udpluk fra mine tanker er:

• Dårlig samvittighed overfor lillebror.
• Dårlig selvtillid i forhold til at være en god og støttende storesøster.
• Mangel på selvværd da mor og far ikke synes, at jeg har været en god nok søster.
• Dårlige nerver når lillebror bliver sat i situationer, som hjerneskaden begrænser ham i.
• Tonsvis af vrede over, at det lige skulle gå ud over min familie.
• Følelse af kæmpesvigt fra mine forældre. Konstant søgen efter tryghed og nærvær.
• Uforstående over for mine forældres prioriteter.

I det hele taget føler jeg, at jeg selv er blevet ramt af en hjerneskade. Langt de fleste grundfølelser så at sige er der lige blevet skruet op for indeni mig. Skruet op for vrede. Skruet op for tårekanalerne. Mistilliden. Ned for selvværdet. Selvtilliden. Jeg har fået masser af hjælp fra både psykolog og psykoterapeut. Men jeg bliver ved med 4 år efter at spørge mig selv, om jeg nogensinde får det helt godt igen.

Falske rygter mit i sorgen

Der er mange der har spurgt mig, om jeg ikke var gal i perioden efter ulykken. Måske mest med henblik på føreren af bilen eller måske på min lillebror. Men det må jeg overraskende svare nej til, for det var jeg slet ikke. Jeg burde være gal på føreren, selvom det jo ikke var med vilje han kørte galt. Men det var jeg bare ikke. Jeg var heller ikke rigtig gal på lillebror på det tidspunkt, selvom det jo er en typisk følelse at blive gal på den der kommer til skade, fordi ”hvordan kunne de gøre det?”. Men jeg havde ingen af disse typiske vredesfølelser.

Til gengæld var jeg meget, meget vred på dem der sladrede. De kunne finde på at skrive rundebeskeder: ”Hej. Mais mor har skrevet en besked rundt hvor der står, at lillebror nu er hjernedød, og at de snart slukker maskinerne.”

Det skal lige siges, at disse sladderhanke også nævnte mine forældres navne i beskederne, selvom de aldrig nogensinde før havde mødt dem. Og det var skam ikke det eneste. Det ene rygte spredte sig efter det andet, og flere og flere som aldrig havde snakket med min lillebror før, lod pludselig som om, at de kendte ham.

Jeg var så gal. Tænk at folk ikke har den respekt, at lade en familie i sorg være i fred. Mine forældre kunne ikke forstå, hvorfor jeg blev så gal. De mente ikke, at vores situation overhovedet handlede om sådan noget. Men min lillebror og jeg har altid beskyttet hinanden, og jeg tror, at det var en form for forsvarshandling, at rette min vrede mod dem. Han ville heller ikke have givet folk lov til at snakke om mig, hvis jeg ikke selv havde mulighed for at forsvare mig.

Gode råd

Det er lidt over 4 år siden, at min lillebror blev hjerneskadet. Derfor er jeg også nået langt i min bearbejdelse af sorgen. I hvert fald i forhold til, hvad jeg forventede, da det lige var sket.

Er der mon noget, som jeg ville gøre anderledes igennem de 4 år, hvis jeg kunne? Ja, det er der faktisk. Og det kan måske være gode råd til dig.

Jeg ville fra start have gjort klart for mine forældre, at jeg havde brug for dem, og at jeg havde brug for at være en del af det hele. Jeg boede nemlig i en anden by end mine forældre, da ulykken skete. Min mor synes, at jeg skulle passe min skole og tage på studietur. Og da jeg var for ked af det til at tage mine egne beslutninger, gjorde jeg som hun sagde.

Men set i bakspejlet skulle jeg have holdt fri fra skole og være blevet hjemme fra studietur. Jeg skulle have været en del af det hele, helt fra start. Desuden kunne det give anledning til flere krammere og små snakke, hvilket måske kunne have været altafgørende for mig, som i dag bøvler med lavt selvværd, ked af det hed og mistillid.

Desuden skulle jeg have taget flere billeder af min lillebror og jeg sammen under hele forløbet. For han slog nemlig sit hoved, og hukommelsen har taget skade. Det vil sige, at han ikke kan huske, at jeg var været der under forløbet på Hammel neurocenter. Dette faktum er han rigtig gal over. Og da jeg ingen billeder har, kan jeg jo ikke bevise overfor ham, at jeg har været der for ham. Netop dette skiller os en del ad.

Artiklen er skrevet til hjemmesiden cirka 4 år efter hjerneskaden ramte familien.
Tekst: Mai Thorning, søster til en hjerneskaderamt