MOTIV: To hænder med matchende armbånd “holder i lillefinger” med hinanden. (Modelfoto)

Jeg vil ikke være hjerneskadens søster

»Jeg er hans søster!« Den sætning har jeg sagt flere gange i det sidste år end gennem hele mit liv. Min bror er svært traumatisk hjerneskadet. Da han blev skadet begyndte en lavine af præsentationer af mig selv.

Jeg var ikke længere Nanna

Jeg kan ikke tælle hvor mange fremmede menneskers hænder jeg har trykket siden min bror kom til skade. Alle relateret til behandling, møder, samtaler og så videre i forhold til min bror. Og det kommer ikke til at stoppe. Nogensinde.

Når man står på hospitalet og man møder en ny sygeplejerske eller læge. Når man står på et plejecenter og møder en ny plejer. Når man møder en ny behandler. Når man besøger et bosted. De vil alle sætte mig i en relation i forhold til min bror. Forståeligt nok. For hvem er det der står og blander sig i en diskussion omkring deres patient/borger/kunde?

Personfølsomme data og oplysninger kommer frem, så de vil gerne placere mig. Lige så vel som jeg gerne vil vide hvem jeg har med at gøre. Hvilken funktion de har. Er det en terapeut, en plejer, en socialrådgiver?

I begyndelsen kom det per automatik. Nærmest med stolthed ud af min mund. Det var så sikkert som amen i kirken. Når håndtryk udveksles, overføres informationer om navn og tilknytning så vi kan putte hinanden i kasser. Bevidst eller ubevidst. ”Nå, det er hans plejer.” Og omvendt: ”Nå, det er hans søster.”

Jeg nåede bare et punkt, hvor jeg var så træt af den sætning. Så uendelig træt af mit mærkat. Jeg var ikke længere Nanna. Jeg var nogens søster.

Jeg vil være mig igen

Jeg har endda oplevet iblandt mennesker som jeg kender – som ikke har noget med min bror, behandling af ham eller noget at gøre, at blive præsenteret som hende med broren. I mit eget univers!

Hvis der er noget jeg ikke gør, er det at fortælle hele verden hvad der er sket i min familie. Jeg vil ikke være kendetegnet som hende med en hjerneskadet lillebror. Jeg vil være noget andet. Noget mere. Hende den sjove. Hende med de blå øjne. Hende fra skolen. Alt andet.

Derfor holdt jeg op med at sige andet end mit navn, når jeg mødte nye mennesker i behandlingssystemet. For jeg kunne ikke få ordene ud af min mund. Nu siger jeg det kun hvis jeg har lyst. Eller hvis de spørger direkte.

Ikke fordi jeg vil ændre på det, på nogen måde. Ikke fordi jeg ikke er glad for at være nogens søster. Men jeg er mere end det. Også når jeg møder en plejer eller terapeut.

I princippet er det jo lige meget hvem jeg er. Om jeg er blod eller vand. Om jeg er hans søster eller veninde. Jeg er her. Sammen med ham. Jeg er pårørende. Ligeså vel som han ikke er sin hjerneskade, så er jeg ikke hende med broren. Jeg er meget mere end det. Jeg er mig.

Artiklen er skrevet til hjemmesiden under et år efter at skaden ramte familien.
Tekst: Nanna Lundsgaard, søster til en hjerneskaderamt