Med Hjerneskadeforeningen i Ree Park

En overnatning i shelter i Ree Park. Hvor fedt lyder det ikke lige? Guidede rundture i parken og at kunne falde i søvn til lyden af løvers brøl, og ulve der hyler mod nattehimmelen?

Jeg havde længe overvejet at tilmelde mig, men det var min mors skub bagi der fik mig til at få det gjort. Og så gik arbejdet med at skaffe det rette udstyr og få pakket det hele. Helst bare nogenlunde slæb-bar bagage.

På dagen regnede det voldsomt, men de to koordinatorer fra Hjerneskadeforeningen, Esben og Klara, havde været ekstra forudseende. Ikke nok med at de havde aftalt et program med Ree Park, nej, de havde også sendt det ud til os deltagere. Endda sammen med en vejledende pakkeliste OG en ekstra e-mail med en venlig påmindelse om at huske både regntøjet og tørt tøj. Det er god service. Især når man som mig ikke bare har en dårlig hukommelse, men også hele tiden bliver i tvivl om det jeg har pakket nu også er det rigtige.

Vi møder hinanden

Jeg kom til Århus og ind i Hjerneskadeforeningens lokaler. Her sad allerede en del der også skulle med. Hurtigt fik jeg fornemmelsen af at være – hvis ikke den eneste – så i hvert fald en af få der ikke kendte andre der skulle med. Heldigvis havde Klara og Esben planlagt en kort intro hvor vi fik gennemgået programmet for turen, og hvor vi alle skulle præsentere os kort med navn, alder, hjemby og hvordan vi fik vores hjerneskade. Så havde man ligesom fået brudt den første forhindring med især navne og alder.

Heldigvis for mig blev det besluttet at navneskilte var vejen frem. Da jeg for det første husker dårligt og for det andet har ualmindeligt svært ved at huske ansigter, så var disse navneskilte en stor lettelse og gjorde mange ting meget nemmere.

Vi kom godt afsted og sikke da et køretøj vi havde os. Der var blevet bestilt en bus til max 25 personer. Men de kom med en flyder af en bus der (efter min vurdering) kunne rumme en hel del mere. Vi kunne alle have hvert vores sæde, og der var stadig massevis ledige. Det var nemlig en dobbeltdækker bus, så masser af plads. Der blev sludret, hvilet og sovet rundt omkring. Jeg fik ikke hvilet, det ville der nemlig være tid til efter frokosten. Jeg bliver så nemt køresyg, så at vente virkede som det bedste valg. Og der var jo så mange hyggelige mennesker at sludre med.

Argh – programmet smuldrer

Efter ankomsten til Ree Park opdagede jeg desværre at jeg havde taget fejl. Jeg burde have sovet i bussen, eller i hvert fald hvilet. For desværre gik vores program ret hurtigt fra hinanden.

Den guide vi troede ville komme kl. 13 fik vi først kl. 16. Og den lejr vi skulle have boet i, var ikke den vi endte i. Så shelterturen blev til en telttur. Det gav en hel del forvirring og vandren rundt med oppakningen igennem parken. Vi havde desuden et par skønne mennesker med der lånte en kørestol. Af ene eller anden årsag blev det almindelige kørestole og ikke de el-scootere som Ree Park også har.

Alle hjælper alle

Indbyrdes i gruppen var der en utrolig evne og vilje til at hjælpe på kryds og tværs, så de var med alle steder vi andre var. Men lad mig sige det lige ud…. Ree Park er ikke flad. Og mange steder er det grusveje man bevæger sig rundt på. Nogle steder føltes det nærmest som Kiddesvej som grussti (har du ikke set den vej til Post Danmark Rundt, så prøv at Google det). Så flere af de andre fik en ’full body workout’ op og ned af bakker med en kørestol der skulle skubbes rundt. Heldigvis hyggede vi os og der var en afslappet stemning og humor til stede hele turen igennem.

Lidt for hårdt uden hvil

For mig begyndte det manglende hvil efter frokosten og det forskubbede program at sætte sig i hovedet omkring kl. 15. det gjorde det åbenbart også for flere af de andre i selskabet, for to i gruppen takkede af og tog hjem før vi fik guide på. Det var super ærgerligt at de tog afsted, men jeg kunne virkelig godt forstå dem.

Den falske Janni

Guiden hed Janni. Det blev der joket lidt om og hun fortalte historier både om parken og dyrene og også om hvordan hun er blevet fotograferet som ”Janni Ree”. Men hun er nu ’kun’ Janni fra Ree Park. Hun er til gengæld en utroligt god guide. Velforberedt, interessant og ved en hel masse om dyr generelt og især deres dyr. Jeg var virkelig glad for hendes guidede ture rundt i parken både til bens og i jeep.

Forvirring, hovedpine – men hygge og virkelig god mad

Aftensmaden gav mig endnu et hak op i hovedpinen. Maden var super og vi havde nogle meget erfarne grillmestre med. Men vi skulle flytte lejr for at kunne starte bål op et sted der havde et overdækket bålsted. Forvirrende for min stakkels hjerne, men igen, maden var virkelig god. Vi var nogle stykker der havde joket med at det kunne være spændende at prøve flamingo hotwings eller måske en zebra eller gnu burger. Hvad det var for kød der var i burgerbøfferne ved jeg desværre ikke. Men de smagte godt og Ree Parks burgersalsa/ketchup kan virkelig anbefales. Så der blev hygget og spist godt omkring bålet.

Aftenfodring af tigre og geparder

Efter aftensmaden skulle vi efter programmet have fri til bålhygge, men pludselig dukkede vores guide op igen. Hun inviterede os nu med til fodring af tigere og et smut mere forbi geparderne. Her kan jeg så lige indskyde at det der med at smide kød og fisk ind til tigrene er hårdt. Der er ret langt op over deres indhegning og øverst er et el-hegn der skråer ind mod tigrene. Dette er for at de ikke kan klatre op i et træ og hoppe ud. Men det gør altså også fodringer mere udfordrende.

For eksempel lugter hestekød der steges af et elhegn i 4 meters højde bare ikke ret godt… Jeg fik æren af at ramme en af tigerungerne med en fisk. Det gav en hel masse grin at se den rende fra den fisk der var klasket ned på ryggen af den. Og også hos geparderne fik jeg grinet. Det var dog ikke på grund af kød på afveje, men min mærkelige hjerne. På dette tidspunkt var klokken omkring 21 og jeg havde gevaldige problemer med at gå. Men da Janni snakkede om at geparder er den eneste kat der ikke kan trække kløerne ind fordi den bruger dem som løbesko – ja så gik min hjerne amok i billeder. Noget i stil med en gepard der, iklædt pigsko der ligner neon fodboldstøvler, kommer spænende efter en gazelle. Det tog mig lidt tid at holde op med at klukke.

Yeah, endelig skal jeg møde slangerne

Og så kom det jeg havde glædet mig meget til – vi skulle møde slangerne. Først nogle historier om guides der må afklæde sig det meste af tøjet på overkroppen fordi de har været uopmærksomme, og så var slangen kravlet ind i deres tøj via ærmerne samt diverse fornuftige grunde til hvorfor nogle er bange for slanger. Så viste Janni os slangen hun havde hentet til os. Og hvad mon man kalder en slange?? Stop lige her og kom med et par bud…

Aflang. Og nej, det er ikke et tilfældigt ord jeg har fundet på. Det er simpelthen slangens navn. Personligt synes jeg det er utroligt god humor at kalde en slange for Aflang 😀 Godt gået Ree Park.

Jeg havde heldigvis fornøjelse af at holde Aflang et par gange og blive fotograferet med den. Flere i vores selskab er bange for slanger, men de var alle så seje. Nogle fik flyttet grænser bare ved at være i rum med Aflang, andre fik rørt ham og en enkelt fik vist også forsøgt at holde ham, men måtte sige fra. Uanset hvor langt de fik flyttet deres grænser, så har jeg kæmpe respekt for dem alle – hver og en. Så flot at I fik flyttet jeres grænser og ikke meldte pas med det samme.

Bålhygge med slukket hjerne

Efter mødet med Aflang var jeg totalt færdig. Klokken var 22.30 og jeg troede jeg ville have haft mindst en times ro på nuværende tidspunkt. Men der ventede stadig bålhygge med skumfiduser og snobrød. Skumfiduserne fandt jeg aldrig, men der var popcorn i stedet.

Heldigvis havde vi en med der havde super godt styr på det med bål. Vi var nemlig flyttet retur til vores egen lejr og der var som sagt ikke overdækket bålsted – og det regnede igen nu. Så bålet der skulle have været hurtigt klar til snobrød blev slået ned af regn. Det var ved hurtig indgriben, stædighed og erfaring at bålet kom til live igen, og der kunne tilberedes hvad man nu havde lyst til. Desværre var der noget ventetid på gode gløder, og derfor var det den klassiske med at få dej på pinden og komme i gang selvom der ikke var snobrødsgløder.

Flere var allerede gået til køjs så snart vi kom retur til lejren. Jeg sad lidt oppe. Heldigvis var der en til at vise mig vej til toiletterne til tandbørstning. Det var ikke en smuttur, og da slet ikke i mørke og for en der kan fare vild i en tom tændstikæske :/

Igen, det var simpelthen så rart at der altid var hjælp at hente blandt de andre. Det styrkede min følelse af aldrig at være alene eller udenfor. Selv når jeg trak mig for at få ro til hovedet, var der ingen løftede øjenbryn. Og når jeg kom retur var det som om jeg ikek havde været væk. Alt var så flydende i snakken rundt om bålet.

En bombe under tidsplanen

Det blev også ved bålet at Janni sprang en bombe under vores tidsplan for næste dag. I programmet stod der morgenmad klokken 9-10 og pakke sammen klokken 10-11. Men nej. Vi kunne enten blive vækket af hende klokken 7, og skulle så have pakket sammen klokken 7.30 eller vågne selv og så bare blive hentet af hende klokken 7.30. For ude af lejren, det skulle vi altså klokken 7.30.

Det blev en meget hård morgen, for ingen morgenmad og ret tidligt op. Derfor fik jeg ikke min medicin som jeg burde – hvilket heller ikke var lykkes mig om lørdagen. Morgenen gik med at fodre geder og deres utroligt søde små kid og høre lidt flere dyrehistorier. Endelig morgenmad! Morgenmaden var god og rigelig, og jeg er stor fan af at al service er biologisk nedbrydeligt. Det er dælme god stil. Så selvom de er elendige til at overholde tidsplaner i Ree Park, så er de foregangsmænd og kvinder i at have omtanke for naturen i deres cafeer og restauranter.

De sidste kræfter

Sidste punkt på turen var enten kanosejlads eller at gå rundt i parken igen. Der var noget rod med at få gang i kanosejladsen, men jeg fulgte ikke ret godt med i det. Jeg skulle nemlig ikke med i kano alligevel. Jeg var på det tidspunkt så slidt at jeg kæmpede med at gå og få benet til at lystre mig. Hvordan kunne det ikke være endt? Se det for dig… Jeg er så slidt at jeg kan få overbalance på flad jord. Så mig i en kano?? Ej vel 😉

Jeg gik i stedet med på jagt efter dyr vi ikke havde set. Det blev til kørestolsspisende kæleæsler og en ualmindeligt afslappet rød panda. Desværre måtte jeg dog efterhånden opgive at gå mere, så jeg trak mig tilbage til cafeen med en cola – jeg måtte have hjælp til at åbne. Der blev jeg så indtil vi skulle ud til bussen.

Alt i alt … dejlige mennesker, for mange ændringer

Alt i alt vil jeg sige at Ree Park – i min optik – ikke magtede at have en som mig i deres park. Det er nu lørdagen efter turen, og jeg lider stadig under at have været så slidt og forvirret over de skred der var i programmet. Det var ødelæggende for mig at der var så mange og store ændringer.

Til gengæld vil jeg sige at selskabet jeg var afsted med var helt i top. Det var dejlige mennesker og jeg følte det både var sjovt, hyggeligt og at vi fik både dybe snakke og hjulpet hinanden på kryds og tværs. Og sidst, men bestemt ikke mindst, så gjorde Hjerneskadeforeningens Klara og Esben deres absolut yderste for at hjælpe os igennem den forvirring der var, og hygge om os. De lagde et kæmpe stykke arbejde i både planlægningen og i at sørge for at vi alle havde det absolut bedst muligt. I min optik er de helte, for de var trætte på hjemturen, men de havde også givet alt for at jeg og de andre kunne have den bedst mulige oplevelse. Tusind tak for alt jeres arbejde og jeres selskab.

Nu vil jeg vende tilbage til at efterligne den Røde Panda fra Ree Park og flade ud igen – vi læses ved i næste blog.

Line