Intim eller intimideret

At være intim med sin partner efter en hjerneskade er ikke bare noget, man begiver sig ud i. Selvom det burde være så let som at cykle, er det faktisk ikke sådan lige til. Det kan ende med at man bliver intimideret af ens egne følelser (eller mangel på samme).

Intim er man ikke længere på samme måde, hvis man har fået en hjerneskade. Sådan er det i hvert fald fo mange. Som jeg tidligere har beskrevet, kan man ændre personlighed efter en skade. Derfor kan man også ændre måden, man er intim på. Ofte står man alene med alle sine tanker og følelser, og de er bestemt ikke altid er for sarte sjæle. Derudover kan man stå med en partner, som ikke kan sætte sig ind i ens hoved, og som ikke ved, hvad du går i gennem, og hvorfor du har svært ved at være intim. Det kan man jo ikke forvente, men hvor ville det dog gøre det hele nemmere!

Vores forhold ændrede sig

Min mand og jeg har aldrig haft problemer med at snakke om sex, og vores lyst til hinanden har aldrig været et problem. Da jeg så fik min hjerneskade, kom det ligesom et følelsesmæssigt blackout! Intimitet blev svært for mig. De første 3 måneder var min mand et praktisk organ: min sygehjælper, min kok, min rengøringsassistent, min klippe. Han var godt klar over at jeg simpelthen var for syg til overhovedet at tænke på sex; og det var helt okay med ham. Men da jeg så begyndte at få det bedre, var det som om forventningerne til mig også steg, selvom jeg ikke var mentalt klar til det.

Han forsøgte med dybere kys og berøring, hvilket gav mig en følelse af afsky og skam. Hvorfor kunne jeg ikke bare være normal? Ville han gå fra mig nu? Det må bestemt ikke have været nemt at blive afvist gang på gang. I dag ville jeg ønske at jeg havde været mere åben om mine tanker og følelser, for jeg ved, at han ville have forstået dem (eller i hvert fald have bedre forståelse for afvisningerne). Jeg følte mig utrolig alene, unormal og helt igennem skræmt over, hvordan min krop reagerede. Men det værste af det hele var, at jeg ikke anede, at det faktisk er normalt for mennesker med senhjerneskader!

Jeg søgte desperat uden at vide, hvad jeg havde brug for

Jeg begyndte at søge på nettet efter svar. Sider med viagra-piller, erotisk legetøj, og jeg ved ikke hvad, poppede op. Det var ikke et stolt øjeblik i min søgehistorik. Men disse ting var jo ikke det jeg søgte… For at være ærlig vidste jeg ikke selv, hvordan jeg egentlig selv havde det.

Frygten for at blive syg igen fyldte mig mere op end meget andet. Den følelse var svær at koble fra. Det lyder jo lidt egoistisk, men faktisk var min mand slet ikke en del af mine tanker (ud over en overvældende dårlig samvittighed). Det var ikke hans krop eller person, jeg ikke tændte på mere; det var udelukkende mine egne tanker, følelser og sanser, der hæmmede mig. Nogle gange kunne det være en lugt, der gav mig kvalme. Vi kan alle få kvalme ved lugten af gammel mælk i skæg eller en bestemt hårvoks. Det her var bare mere… intenst! Det kunne også være en lyd. Måske næsen der fløjtede lidt, eller hans vejrtrækning der var tung. Og så den her følelse, konstant, indeni: bliver jeg syg igen? Ikke ligefrem de allerbedste grundsten for at være intim og have et velfungerende sexliv.

Intim var det sidste jeg kunne være – men der var en løsning

I starten var jeg oversensibel, pirrelig, og vred. Jeg tror faktisk slet ikke at han havde vildt meget lyst til mig. Jeg vrissede af ham, når han rørte mine arme eller kyssede mig på en ”forkert” måde. Og hold nu op hvor var det irriterende når han spiste knækbrød!! Nogle gange hadede jeg ham, bare fordi jeg var vred over min egen situation; og andre gange havde jeg ondt af ham af samme grund.

En weekend fik vi passet vores børn. Det var meningen at vi skulle finde hinanden lidt igen. Første aften endte vi i et stort skænderi. ”Du er bare pisseligeglad med, hvordan jeg har det!!”, fik jeg brølet ud. Og nej, det var han virkelig ikke… Vi snakkede indtil jeg blev for træt, og faldt i søvn tæt op ad hinanden. Det var den første gang siden skaden, jeg kunne ligge tæt op ad ham, uden at føle dårlig samvittighed eller nogle andre dårlige følelser. Det var simpelthen det. jeg havde haft brug for. En masse tid og lov til at reagere. Den weekend fik jeg grædt, råbt, grint og mødt af forståelse. Alle ting, som jeg bare virkelig havde brug for.

Vi er nået langt – men problemerne er ikke væk

Nu nogle år efter har min mand forstået mine reaktioner. De kommer stadigvæk. Vores sexliv er svingende, og vi har en klar aftale om at snakke om det. Både i de gode, men også i de dårlige perioder. Jeg ville ønske, at jeg kunne give en masse gode råd, men vi er alle sammen forskellige.

Mine bedste råd er:

• Giv dig selv tid og lov til at bearbejde dine følelser.
• Forsøg at snakke med din partner.
• Husk for alt i verden, at du ikke er alene.

//Ditte