Da hjernen gik i stykker, hvem er jeg nu?
Hej til alle jer, der læser med. Dette er mit første indlæg, hvor jeg vil fortæller min historie.
Jeg hedder Pernille, er 24 år og bor til dagligt med min mand Tobias, som jeg har været sammen med i 11 år, vi er lige blevet gift i september 2017. Min hverdage går med at finde ud af hvem jeg er nu, og prøve at komme igennem et sygeplejestudie, som jeg var i gang med inden ulykken. Jeg vil løbende skrive indlæg om min hverdag og de op/nedture, som der er ved det nye liv jeg nu skal til at forme.
Jeg fik min skade i maj 2016, da jeg sammen med mine forældre var på en træningstur i Sverige, hvor vi skulle cykle en masse kilometer, kæmpe os op af mange stejle bakker, da vi senere denne sommer skulle til et cykelløb i Italien, hvor vi skulle forcere 9 bjerge og 138 km på en dag. På denne tur til Sverige ændrede mit liv sig meget drastisk, for min cykel og jeg blev åbenbart meget uenige om, hvordan man kører ned af bakke. På vej ned er jeg muligvis blevet dårlig og cyklen fik frit løb. Jeg styrtede med ca. 60-70 km/t og mistede bevidstheden. Cykeleventyret var slut inden det overhovedet var begyndt.
Min hyggelige tur til Sverige, resulterede i: Kraniebrud, to små blødninger i hjernen, lille fraktur i ansigtet og en masse hudafskrabninger. Mit hospitalsforløb har været ret kort for mit vedkommende da de første 14 dage er helt sort og den resterende tid kan jeg kun delvist huske.
Efter hospitalsindlæggelsen har resten af 2016 stået på genoptræning og rehabilitering med hjælp fra Allerød kommune og hjerneskadecenteret BOMI. Jeg var lidt uforstående over hvorfor BOMI skulle komme og hvem de var. I min verden var de sikkert nogle fra det lokale plejecenter, som havde fået et lille fint kursus, som de nu viftede i hovedet på alle dem som de mødte på deres vej. Det første møde med BOMI-damerne gik godt, jeg blev meget klogere på hvem de var og hvad deres opgaver gik ud på, og at de ikke kom fra det lokale plejecenter. Jeg fik 3 søde damer, som på skift ville komme 2 timer mandag til fredag. De næste mange måneder gik med at prøve at komme ud af sengen, afsted til genoptræning og lave små daglige opgaver med BOMI-damerne. Jeg prøvede meget i starten at forklare dem, at jeg synes deres tid ville være bedre tjent et andet sted, hvor folk faktisk fejlede noget/ var kommet til skade, men uanset hvordan jeg argumenterede min sag kom alligevel tilbage.
Hver dag er en påmindelse om, at der er sket noget, som gør at jeg ikke kan fungerer som jeg plejer. Jeg har i starten haft meget svært ved at acceptere de nye vilkår som jeg skulle indfinde mig med, i forhold til hvil, planlægning og generel livet fremadrettet. I den første lange periode, efter udskrivelsen fra hospitalet levede jeg i en verden af benægtelse, ufoståenhed og manglende situationsfornemmelse. Hver gang jeg skal foretage mig noget, som før var helt basalt, koster det massivt hvil bagefter, hvilket er uoverskueligt og frustrerende.
Tiden gennem rehabiliteringsforløbet er noget af det hårdeste jeg har prøvet. Alle ens nærmeste pårørende er kede af det og bekymret, venners liv går videre med den fart det altid har gjort, selvom de samtidig prøver at støtte så meget som de nu kan. Imens står ens eget liv på standby, og alle ens drømme og fremtidsudsigter skal op til revurdering.
Inden ulykken var jeg i gang med at læse til sygeplejerske, og arbejdede på et plejecenter, når tiden var til det. I februar 2017 fik jeg kæmpet mig tilbage til studiet, jeg var sikker på at det ville blive ligesom før, og var døv i forhold til al vejledning og råd omkring hvil og de hensyn jeg skulle tage. Jeg blev meget klogere. Det er vildt hårdt at komme tilbage til en masse læsning, undervisning og gruppearbejde. Jeg kæmper dagligt med hjerneskade træthed, hovedpine, manglende koncentration og dårligere hukommelse.
Jeg har talt med skolen om skånehensyn, men da hvert semester ikke er delt op i individuelle fag, men kun i et samlet er det svært at ændre på. Jeg prøver at møde på skolen så meget energiniveauet tillader det, og får hjælp fra familie og venner med de daglige gøremål. Nu er jeg næsten igennem to semester efter ulykken, og det er heldigvis gået godt, dog kunne jeg også komme og gå som det passer mig, nu skal jeg snart i klinik hvor kravet er minimum 30 timers undervisning. Det bliver en massiv prøvelse for mig og er afgørende for om jeg kan forsætte med min uddannelse.
Alt dette vil jeg selvfølgelig prøve at dele med dem der er interesseret i at følge med.
Jeg er helt rørt over din historie.
Men jeg tar hatten af for dig, du er sku sej og du kan godt være stolt af dig selv, for både andre og jeg er meget stolte af dig.
Vi ser og høre at du kæmper en brag kamp og det fortæller din historie også.
Jeg ønsker dig alt det bedste i fremtiden.
Stort knus din ven Max.
Tusind tak Max. Kampen har været til at komme igennem fordi både du og andre har hjulpet mig og Tobias. Kæmpe knus herfra 😀
Tak <3
Hej. Sikke en omgang og kamp du er igennem. Jeg prøvede selv dette i 2015 hvor jeg også styrtede på landevej og fin kranie brud og voldsom hjerneblødning på trods af cykelhjelm. Jeg er nu helt tilbage til normalen, og kender kun alt for godt de mange udfordringer med træthed, hukommelse og koncentrationsbesvær.
Du er sindsyg sej at du er kommet tilbage på studiet og jeg håber du kan få lov at tilpasse det ift hvad du kan overkomme. Kæmpe respekt fra en der selv har prøvet turen. Keep om fighting. . /Michael
Tusind tak Michael.
Det er rigtig rart at høre, at der er gode forudsætninger og virkelig sejt, at du er kommet dig godt ovenpå din ulykke. Jeg er lige nu i gang med at lave aftaler med studiet, så jeg kan komme godt igennem, så krydser fingre for at der kommer en god aftale.
Hvor er det dejligt at du deler dine bekymringer og kampe. Hatten af for det kæmpe arbejde du gør, for at være med i det virkelige liv. Bare du også husker at passe på dig selv og dem du elsker. De bedste ønsker og håb til dig.
Tusind tak Ulla.
Jeg prøver på bedste vis at skåne mig selv så meget jeg kan, men nogen gange “glemmer” jeg det lidt, og så kommer regningen… Jeg er sikker på at jeg vil blive bedre til det for hver dag der går.
Kære Pernille
Tak for din historie! Du berører et meget vigtigt emne- nemlig den identitetskrise der ofte følger efter både større og mindre skader. For hvem er jeg nu- når jeg ikke kan det jeg plejer?
det er et emne jeg tager op med mine klienter og ofte åbner det, de næste spørgsmål: hvem vil jeg gerne være? Hvad er det, der gør mig glad i livet?
Det er ikke simple spørgsmål- men de er vigtige og udviklende.
Der er også ofte sorg – og det er helt naturligt!!
Og husk at hjernen er plastisk! Den kan genoptrænes- men det kan tage tid!
Ønsker dig den bedste heling og genoptræning og vil glæde mig til at følge dig. Mvh Cammilla
Tusind tak for de fine ord, det gør at man har lyst til at forsætte med at skrive flere indlæg.
Hvor er det godt skrevet og dejligt du vil dele dit liv. Sejt gået. Min egen hjerneskade minder utroligt meget om din. Stort kraniebrud, 2 blødninger interkranielt og en svær hjernerystelse. Arbejde inden ulykken i Retspsykiatrien, men blev fyret i sygdomsforløbet. Er pt. i et jobafklaringsforløb, som desværre ikke giver det store håb for fremtiden, ihvertfald ikke arbejdsmæssigt. Men tager en dag af gangen.
Vil glæde mig til at følge din blog.
Tusind tak Betina.
Det er bare rigtig svært med alle de gener, som følger med en skadet hjerne. Og når ens identitet også får nogle ordenlige knubs er det endnu svære. Håber du er i en god kommune, hvor du kan få den rette hjælp og finde din nye tilværelse som forhåbentlig bliver rigtig god.
Vi kæmper alle hver dag. Uanset årsag og omstændigheder kæmper vi den samme kamp. Vi er i samme båd, og det giver energi. Før eller senere kommer vi op i lyset igen. Da jeg kom op skrev jeg bogen, Af Skade Bliver Man Klog. Den handler ikke om diagnoser jammet og sygehistorier. Men om hvilke kræfter der stadig bor i os på trods af modgang. Vh Per L forfatter http://www.perleth.dk