Hvad er hydrocephalus?
Hydrocephalus betyder vand i hovedet.
Alle har væske i hovedet, også raske mennesker uden hydrocephalus. Faktisk producerer vi hver især op imod ½ liter i døgnet. Væsken hedder cerebrospinalvæske og forkortes (CSF). For raske mennesker ledes væsken naturligt ud ad forskellige kanaler og absorberes i kroppen. Men for hydrocephalusramte er det sådan at denne afledning af væske fra hjernens hulrum (ventriklerne) ikke sker af sig selv.
Hvis væsken ikke kan forlade hjernen, skabes et stort tryk inde i hovedet. For det første er det yderst smertefuldt. For det andet kan man risikere at det store tryk giver skader på hjernen.
Når man bruger udtrykket “vand i hovedet”, skaber det hos de fleste mennesker et billede af et barn med et enormt hoved.
Hvordan får og lever man med hydrocephalus?
Hydrocephalus kan være medfødt eller opstå senere i livet. Der findes ingen kur, kun behandling. Det særlige ved hydrocephalusramte er derfor – i forhold til hjerneskaderamte generelt – at på grund af tilstanden, har de en høj risiko for at få nye skader på hjernen gennem livet, især fordi behandlingen kræver operation i hovedet. Nogle ramte gennemgår rigtig mange operationer gennem deres liv, andre er mere heldige og kan nøjes med nogle få indgreb. Se personlige historier om livet med hydrocephalus længere nede på denne side.
Hvorfor vokser hovedet?
Grunden til at man nogle gange ser børn med enorme hoveder, er at hos de små børn er kraniepladerne ikke vokset sammen endnu, og derfor kan hovedet udvide hovedet sig så synligt. Derfor er det en god idé at holde øje med hovedomfanget når små børn har hydrocephalus.
Lyt til Hjernecast om hydrocephalus
(klik på play-knappen)
I denne udgave af Hjernecast taler vi med Lea Lykkegaard der er mor til Vera på 7 år som har haft hydrocephalus næsten hele sit liv. Lea Lykkegaard er som pårørende, hospitalsmor og stifter af Hydrocephalusforeningen (som nu er en del af Hjerneskadeforeningen). Lea kender alt til livet med hydrocephalus og hvad det indebærer.
Hippokrates har beskrevet hydrocephalus. Det er jo flere tusinde år siden, så det er en sygdom man har kendt til i … jamen, altid. Det er faktisk også den hyppigst forekommende medfødte misdannelse. Folk tror, det er en sjælden diagnose, men det er det slet ikke. Den er faktisk ikke ret sjælden.
Violas historie om at leve med hydrocephalus
Som barn var Viola både svømmer, rytter og en ambitiøs skoleelev, der drømte om at flytte til udlandet og blive kiropraktor. – Det var en idé, jeg fik i 7. klasse, og jeg kan huske, jeg sad på skolebiblioteket og undersøgte i bøger og pjecer, hvad der skulle til for at blive kiropraktor, fortæller den 46-årige Aalborgenser, inden hun tager hul på at tale om sit sygdomsforløb.
Uddrag fra artikel af Karen Lindegaard Jensen, tidl. praktikant i Hjerneskadeforeningen