Podcast: Medvind
“Hjernecast: Medvind” er en podcast for og med pårørende. I podcasten er du i selskab med Silke Møller Nielsen der i 2014 blev pårørende til en senhjerneskadet da hendes far faldt om med fire hjerneblødninger. I hvert afsnit møder du nogle af dem der for alvor forstår de følelser man sidder tilbage med når man pludselig får vendt op og ned på den normale hverdag.
De medvirkende i podcasten deler deres fortælling om hvordan de blev pårørende, om hvad det har betydet for dem, og om hvordan de valgte at håndtere det. Deres fortællinger giver inspiration til andre pårørende. Desuden videregiver de deres erfaringer og gode råd til dig der sidder i en lignende situation.
Medvind udgives som en selvstændig sæson af Hjerneskadeforeningens podcast Hjernecast.
Silke Møller Nielsen – initiativtager til og vært for podcasten Medvind
Medvinds vært Silke Møller Nielsen har ud over at tage initiativ til denne podcast også taget initiativ til at etablere en netværksgruppe for unge pårørende i Aalborg.