På ferie med familien

Vi har to sønner der begge er gift og har to børn. De bor i det jyske, så det er jo ikke hver dag vi kan se hinanden, men vores samvær er intenst, når vi er sammen. Vi bliver som regel mere end én dag af gangen fordi der er et godt stykke vej til begge de to små familier. (Vi bor selv på Fyn)

I år skulle ferien holdes sammen med de to familier på skift. Vi glædede os og krydsede fingre for at mit hoved ville ”holde” til det.

Det lyder måske mærkeligt at skrive sådan, men jeg kræver meget ro omkring mig. Det er som om mit hoved suger al støj til sig, på godt og ondt, og det trætter mere end mange kan forstå.

Samtaler bliver til støj når det blandes med andre lyde – råbende børn, dunkende lyde fra en hoppepude, en hund der gør, og mange mennesker samlet på eet sted giver mig ubehag. Jeg kan ikke sortere ”unødvendige” lyde fra. Så dette var virkelig en prøvelse på godt og ondt.

Vi er garvede campister, min mand og jeg. Vi elsker campinglivet og camperer efter min skade normalt på meget rolige pladser, og helst ikke i højsæson, så der kommer roen af sig selv.

Men da vores ene søn og svigerdatter fortalte at de havde købt campingvogn og ville ligge fast i flere uger på samme plads sommeren over, ja så var vi ikke i tvivl om at vi skulle være på samme plads en uges tid.

Vi havde så ikke tænkt os godt nok om, med hensyn til selve placeringen af vores vogn, fordi vi i vores iver efter at ligge så tæt på familien som muligt ikke havde tænkt over at der var en kæmpe hoppepude lige bag ved den plads vi havde reserveret. Det skabte frustrationer, men vi blev. Jeg brugte ørepropper når jeg skulle hvile, og til natten måtte vi vente med at gå i seng til der var ro, og det blev nogle af dagene meget sent.

Alt dette medvirkede til at jeg var mega træt meget af tiden. Jeg forsøgte så godt jeg kunne, at deltage i vores fællesferie, og det lykkes da også, men jeg var bombet.

Glæden over at børnebørnene kunne komme og gå som de ville, var stor. Vi hyggede os og havde nogle skønne dage. Vi tog til stranden. Vi gik ture hvor jeg kom væk fra uro og larm. Vi spiste sammen og hyggede med søn og svigerdatter når ungerne var lagt i seng.

En af de sidste dage skulle den lille familie en sidste tur i det udendørs badeland på campingpladsen og spurgte om jeg ville med – Jeg sagde ja uden at tænke mig om.
Badeland, sol og sommer er lig med glade og larmende børn. Det første jeg tænkte, var UD!! Det næste ØREPROPPER. Jeg holdt en halv time – pyha ud og få ro. Det var godt nok en prøvelse, men jeg nåede at se mine to børnebørn vise hvad de kunne i vandet . De var stolte, og det var jeg også.

Det tærede mere på mine kræfter, end jeg ville erkende. Jeg har desværre svært ved at sige nej til samvær, især fordi det sker så sjældent.

En uges camping var slut – der blev pakket sammen og turen gik videre til vores anden søn og svigerdatter. De var også på camping, men vi valgte at køre til deres bopæl for at jeg kunne få lidt ro på inden næste familiesamvær skulle begynde. Vi kunne have vores campingvogn stående i deres indkørsel, så det var jo super godt.

Det blev til een dag på camping hos dem, og så atter tilbage til deres bopæl. Den næste dag vendte den lille familie hjem, og atter var der familiesamvær. Det blev mest til samvær i eftermiddags/aftentimerne, da de voksne skulle på arbejde et par døgn senere.

Vi havde sagt ja til at have vores ældste barnebarn hjemme i huset, og det var noget han så frem til. Det gjorde vi også. Vi havde nogle dejlige dage, men kunne godt mærke at nu var mine ressourcer virkelig i minus. Energien var på nulpunktet.

Vi pakkede efter næsten to uger i familiens skød, og glædede os til at komme hjem.

Jeg fik den ferie som jeg havde ønsket meget længe, men jeg ved også at det gør vi ikke igen. Ikke så mange dage uden ro i hovedet. Der skal tænkes mere over hvordan vi holder ferie med familien fremover.

Det tog mig over en uge at komme nogenlunde til hægterne igen. Jeg måtte sove, hvile og lave ingenting. Det var prisen der skulle betales ved kasse 1. Hårdt og kontant.

En bekendt som jeg mødte, spurgte om hvordan jeg dog kunne klare det, med det hoved jeg havde? Ja, jeg måtte jo erkende at det ikke var klogt gjort. Jeg har lært af det, men er ikke ked af at jeg fik det afprøvet. Man må afprøve grænser en gang i mellem.