Mit helbred fik et uforklarligt knæk

Midt i det hele blev jeg ramt af et mini 2010. Mit helbred fik et knæk i februar, dog uden indlæggelser.

Hvad gør man så? Siden februar har jeg haft mere ondt og langt flere kramper i højre side end normalt. Fra start gav egen læge op og sendte mig til specialister. Det lange af det korte – eller omvendt – er at alle nu har givet op. Smerteklinikkerne mener jeg er velmedicineret og vil ikke tage mig ind i et nyt forløb. Neurologen trak sig i fredag i uge 47 fordi han ikke kunne se andre muligheder (åbenbart). Alles kommentar var ”prøv egen læge”. Men det var da for pokker egen læge der sendte mig til specialisterne.

Jeg føler mig magtesløs og ensom

Midt i al det kaos 2020 har bragt, så føler jeg mig igen magtesløs, overladt til mig selv og ensom. På trods af at jeg har verdens bedste opbakning i mit bagland, så føles man sig lille når systemet slår ud med hænderne og lukker alle døre.

Men så er det jeg bliver godt gammeldags stædig! Jeg får ikke færre kramper af at blive sendt retur til egen læge der så vil sende mig i et diætistforløb på forkert grundlag. Ligesom deres mistanke om depression ikke giver mig færre smerter. Jeg er så absolut ikke kandidat til antidepressiv medicin. Depression er en alvorlig sag, men det er ikke en af mine udfordringer. Men nu vil egen læge så selv til at justere i min medicin – den medicin de selv sagde de absolut ingen erfaring havde med. Og uden at have læst hele min journal. Forstå mig ret. Ingen kan være ekspert i alt. Det er helt okay. Men så foretrækker jeg at man indrømmer det og ikke risikerer større skade end gavn.

For jeg har trods daglige kramper præsteret at cykle mig igennem omkring 450 km i 2020. Det har indbragt mig 9 medaljer for gennemførelse af diverse udfordringer. Den længste tur i år har været på over 55 km. Og den forbedring fra knap 50 km sidste år til omkring 450 km i år risikeres nu at smide over bord. For hvad? Et forsøg?
Ellers tak!

Hvad gør vi så?

Min fysio har nu præsteret at behandle mig ned i smerteniveau fra konstant på grådens rand til overkommeligt og jeg håber at kunne klare at genoptage min træning i uge 49 eller 50.

Min ridefys forsøger at finde ud af hvilke muligheder der kan være for en second opinion.

Min §85 leder efter alt hun kan komme i tanke om der kan hjælpe mig.

Mit bagland hepper og trøster, griner med mig og underholder, alt efter hvad der er størst behov for.

Så stædige mig er igen klar til at tage dansen med det tunge system.

Måske er jeg bare uheldig, måske er det her normalt for andre end mig.
Uanset hvad, så forgår ukrudt ikke så nemt. Og slet ikke en stikkende, stædig en som mig.

Husk at vinke hvis du ser mig ude på landevejen. Og smil til verden. Livet er for kort til ikke at nyde årstidernes skifte.

Vi ses derude,
Line