Nyt liv i en kaotisk verden

Marts 2020 blev verden anderledes. Nogle så det komme, andre slet ikke. En virus ramte i december og ændrede verdensbilledet. Nu har vi nået april, og alting er stadig organiseret uorden.

Jeg har hørt at dette virusudbrud skyldes alt fra Guds vrede, 5G netværk, diverse regeringers biologiske våben, aliens, reptilmennesker og alverdens andre ting. Personligt er jeg ligeglad med hvad der er skyld i vores nuværende situation. Vi står ikke i verdens første udbrud af sygdom, men vi står alligevel i en situation der kan være alt fra tankevækkende til skræmmende.

Nyhederne svulmer af alt fra brok til dødstal, sjove påhit i denne tid og gode råd. Midt i det hele er der så en som mig. På mange områder er jeg heldig. Jeg har ikke et arbejde jeg kan miste, børn jeg skal passe og undervise hjemme eller aktiveres kontinuerligt.

Min krop er ved at give op

Jeg er i en situation jeg aldrig havde troet muligt. Jeg lever i rutineret kaos. Al min træning er aflyst og har været det i en måned nu. Det har allerede sat sig ret heftige spor i min krop. På min gåtur i går mistede jeg al følelse i højre fod, min ryg er ved at sætte sig, og min højre arm sover mere. I yderste konsekvens kan jeg ende i kørestol fordi min hjerne simpelthen glemmer min højre side og dermed holder den op med at fungere. Eller ryggen kan sætte sig sådan at nerverne til mine ben klemmes af, og så er jeg i samme uheldige situation.

Flere gange er jeg blevet spurgt om ikke jeg bare kan træne hjemme? Nej, det kan jeg ikke bare. På grund af noget i min hjerne kan træning af den type jeg skal bruge, give mig et kollaps der kan sende mig tilbage i kørestol igen. Så det er en meget fin balance jeg skal arbejde med. Hvilket er derfor min træning var så specialiseret som den var. Jeg træner skam hjemme. Men jeg kan ikke gøre det så effektivt som jeg kunne med mine fysioterapeuter. Jeg strækker også ud. Jeg gør hvad jeg kan. Men for pokker da jeg har ondt efterhånden, og jeg kan mærke ændringerne i kroppen komme snigende.

Min rutine er knust

Så er der hjemmeplejen. De er gået på nødbemanding fordi der er blevet flyttet rundt på personalet. De skal have folk de kan kalde ind i et nødstilfælde, og det har de ikke i samme omfang hvis de kører på normal bemanding. Det har medført at jeg er gået fra tre besøg dagligt til et besøg dagligt. I stedet ringer de til mig til middag og aften. For mange er det nok fint nok, men for en som mig der bare slet ikke fungerer med telefonopkald, er det en enorm udfordring. Selve opkaldet belaster min hjerne, og jeg er som jeg er, så derfor glemmer jeg deres opkald lynhurtigt. Måske ringer de mens jeg laver noget, og så må jeg gøre det færdigt først. Dermed er opkaldet spildt. Min medicin får jeg ikke til tiden, noget får jeg slet ikke. Der kommer folk i mit hjem der ikke kender mine vaner, og min rutine er knust.

Det lyder som en stor ynkelighed. Det er det ikke. Jeg er heldigvis en huleboer der har det godt i sit eget selskab. Selvfølgelig savner jeg da helt vildt, men jeg er ikke ved at få kuller som andre måske er på dette tidspunkt. Desuden holder mine to pelsbabyer (kattene) mig på tæerne med deres evige spilopper og sjove påhit. Jeg holder også kontakt med mine nærmeste elektronisk, men jeg ser dog frem til en masse kram på et tidspunkt. Jeg er heldig at have så mange der betyder så meget for mig.

Jeg ville så gerne kunne gøre nytte

Men hvor ville jeg ønske jeg kunne vende retur til sygehuset og hjælpe. Desværre ved jeg at det ikke er en mulighed. Jeg ville blive enormt syg på rekordtid, og så ville jeg være det modsatte af en hjælp. Det pres der er på dem der holder Danmark i gang, er stort. Hvor ville jeg gerne kunne aflaste.

Her til sidst vil jeg komme med en bøn. Vær søde at passe på jer selv og hinanden. Hold afstand selvom det er svært. Pas godt på dig selv og dermed andre. Gør noget godt for dig selv, men gør det med omtanke. Uanset hvad, så er det her ikke ovre, og jeg vil så nødig se folk lide.

På den ene eller den anden måde skal jeg nok komme igennem det her – men jeg vil have dig med ud på den anden side.

Så indtil vi ses, så læses vi ved!

Line