Jeg ser livet som en lang vej, med mange sideveje.
Sidevejene er beslutninger som man selv tager,
eller som bliver taget for én.
Jeg er min værste fjende
Det er jo efterhånden ikke nogen hemmelighed, at jeg er blevet en kvinde med mange følelser; det har jeg nok altid været, men efter min skade – er alting blevet forstærket. Det kan i andres øjne, godt virke som en form for superkraft, men tro mig; når man stormer ud fra en børnefødselsdag med tårer piskende ned ad kinderne eller bliver så sur midt i et skænderi at du smadre en glasdør, så kan vi alle godt blive enige om, at det ikke er helt optimalt. Følelser føles stærkere og tanker føles mere flygtige.
Jeg har været igennem alle mine sorgfaser
efter skaden skete og i lang tid nu, har jeg kæmpet for at finde en form for accept. Men hvordan acceptere man, at man skal sove til middag (mindst 3 gange om dagen) for at kunne fungere. Og så ”fungerer” jeg endda kun det kvarte af tiden! Det er op ad bakke.
På mine gode dage er det ikke noget problem at lave mine kognitive øvelser, smile og passe mine ”tankepauser”. Der kan jeg sågar være faktisk lettere optimistisk og fortælle mig selv, at det kunne have gået værre og at jeg skal være taknemmelig for de gode dage jeg har. På de dårlige dage… Puha.. Der virker tingene bare utrolig håbløse. Jeg bruger meget energi (på disse dage), på at banke mig selv i hovedet. Hvorfor er jeg ikke en bedre mor? Hvorfor føles mit hoved altid som om jeg burde være 80+ år? Hvorfor skete det her for mig? Jeg bliver bitter og led indeni, for det siger jo sig selv, at jeg ikke ønsker alt det her for nogen, uanset alder.
Jeg ser livet som en lang vej, med mange sideveje.
Sidevejene er beslutninger som man selv tager, eller som bliver taget for én. Jeg har fået 3 børn, de er sideveje som jeg selv har besluttet, heldigvis. Jeg lod være med at tage stoffer til den frisindede fest jeg var til i 2008, det var også en sidevej/en beslutning, igen heldigvis. Men alle de her beslutninger, har jo gjort mig til den jeg er i dag. Så er der de sideveje man ikke selv kan bestemme, deriblandt mine sygdomme. På den her lange vej, er der også rastepladser; det er her man stopper op og reflektere over vejen og dens sideveje. Problemet, med en senhjerneskade, er bare det, at det føltes tit som om det er en anden der kører bilen – og den person har tydeligvis drukket! Det, jeg forsøger at sige er, at nogle gange føles det som om jeg bare er passagerer i min egen bil, på min egen vej. Og hvem ville ikke blive en smule bitter over det i ny og næ?
Nu tænker du måske,
”så tag ansvar for din egen lykke og dit eget liv” og svaret til det er ganske simpelt, ”hvordan”?. Med et samfund, der forventer pandekager hver søndag og velbalanceret, energisk, kreativ og lattermild hygge med børnene. Med en stat, der forventer jobfleksibilitet, stabil og veludført arbejdskraft; og med familie og venner, der forventer det samme af én som før man fik sin skade. Jeg kæmper med næb og klør, forsøger at mase mig selv over på førersædet; men på en dårlig dag, kan jeg kun tænke tanken ”hvorfor mig!?”. Jeg forbander den dag jeg fik en hjerneskade, mens jeg på samme tidspunkt takker samtlige guder for, at jeg lever. Det kan man da kalde at være ambivalent. Mens jeg skriver alle disse ting, kan jeg høre min neuro-undervisers stemme i baghovedet ”hvem er det egentlig der stiller flest krav i/om dit liv?”. Jeg ved det godt Louise, det er jo mig.
Jeg er i bund og grund min værste fjende,
for mine krav er sky-høje; selvom jeg ikke kræver så meget. Jeg ville bare så gerne kunne stå op om morgenen og have energi til at have en fuldstændig ”normal” hverdag. Måske være ved at studere til lærer eller noget helt andet. Være en aktiv og grinende mor og partner. Have gode venner jeg gik på café med. Og måske endelig have energien til at køre den drukkenbolt på passagersædet hjem..
Jeg har i hvert fald også senfølger efter skader på hjernestammen og vil meget gerne i kontakt med andre med lignende symptomer.
Jeg er gammel (79 år) og har næsten lige fået det konstateret. Skaderne fik jeg i 1968, men det er hele mit liv blevet betragtet som noget “psykisk”. Jeg har samtidigt fået konstateret nervebetændelse i benene, som har med min hjernestammeinfarkt at gøre. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om din nervesygdom i ansigtet har med hjerneskaden at gøre.
Jytte
Kære Jytte
Beklager mit sene svar, faktisk var det mere held end forstand, at jeg så din besked.
Det må ikke have været en nem tid, at få en skade i. Selv nu, har lægerne svært ved at finde hoved og hale i senhjerneskader mm.
79 år ung, er bestemt ikke nogen alder: Faktisk kan du via hjerneskadeforeningen komme i kontakt med andre i din situation. Du kan også blive mentor; og hjælpe andre med at tackle deres nye liv..
Jeg må være dig svar skyldig, ang. min nervesygdom i ansigtet. Der er mange forskellige teorier om hvad der er sket med mig: Her er de 3 mest almindelige teorier jeg har mødt.
1. Min nerveskade stammer fra et penicillin præparat jeg fik, som har kickstartet sygdommen.
2. Nerverskaden er kommet pga. Min IIH (For højt væsketryk i hjernen) – Som måske kan stamme fra min senhjerneskade.
3. Min nerveskade er opstået pga. en rodbehandling der gik galt.
Jeg ved ikke hvilken én af dem jeg skal tro på, kun at det er noget jeg skal leve med resten af mit liv: Og det glemmer lægerne desværre tit, fordi de simpelthen ikke ved nok om nogen af mine skader..
Mange tak fordi du har læst min blog!
De allerbedste hilsner Ditte