Bliver du nogen sinde grim, forvandler du dig til en udgave af dig selv som du ikke bryder dig om?

Jeg gør! Ikke tit, men det sker.

Det meste af tiden synes jeg egentlig selv, at jeg er et ret afbalanceret og roligt menneske. Jeg fungerer nogenlunde med mine ”udfordringer” og gør alt, hvad jeg kan, for at passe på mig selv, være en forstående kæreste, en betænksom ven og omsorgsfuld mor.

Det ligger mig faktisk dybt på sinde, at folk omkring mig føler sig værdsat, ligesom det er vigtig for mig at mærke, jeg er det samme.

Jeg er så privilegeret at jeg har en skøn familie, nogle tætte venner og 2 gange i ugen har jeg besøg fra hjerneskadeteamet i Vejle kommune. Det er virkelig deres fortjeneste, at jeg har fået mig et dejligt sammenhængende liv. Struktur, alarmer, huskeredskaber, hvile og hensyn til mig selv er integreret. Jeg har mig en sammenhængende hverdag.

Jeg bliver et monster

Alligevel sker så det, at jeg bliver til et monster. En mild udgave måske, men stadigvæk et monster.

De dage, hvor to beskeder i samme sætning gør mig forvirret, hvor jeg ikke kan koncentrere mig om at læse en opskrift, hvor yoghurten lander i skuffen i stedet for køleskabet, hvor hovedpinen har sat sine tænder i mig i dagevis, og hvor hullerne i min hukommelse fylder det hele.

De dage fører det ene let til det andet. Jeg bliver stresset, sensitiv, sårbar, fortvivlet over tilbagegangen i min udvikling og vældig stram at nå ind til.

Min tålmodige vejleder

Forleden, efter en periode med udfordringer og bekymringer oven på ferietid, sad min meget søde vejleder og forsøgte at redde mine tråde ud sammen med mig.

Min vejleders tålmodighed er helt utrolig stor.

Hun giver mig plads til at brøle, lytter, trøster og kommer med løsningsforslag.

Hun ved godt at de 4-5 opgaver eller gøremål, jeg kæmper med, er blevet til 1000 indviklede matematiske udregninger inde i mit hoved.

De lykkedes at få bjørnen tæmmet så meget, at jeg fik slukket de største brande, men jeg var urimelig, usamarbejdsvillig og opgivende og efterfølgende meget flov over mig selv.

Jeg er SÅ taknemmelig for mine vejledere, og jeg håber jeg husker at fortælle dem det ofte nok.

Kender du det?

Bliver I andre også urimelige? Har I tillid til de mennesker, der hjælper jer? Husker i at fortælle dem det?

Hvad presser jer derud, hvor I bliver grimme – hvis I altså bliver det?

Der er flere ting, der kan give mig horn i panden:

Hovedpine – Træthed – Hukommelsesudfordringer. Og så har jeg noget med lyde. På stramme dage er det med livet som indsats, man spiser chips af posen i mit selskab