Motiv: Gammel trækiste, hænder stikker ud

Undskyld jeg blev syg

Jeg ved godt det er mig som blev syg, og det er mig som ikke længere kan overskue de simpleste og “nemmeste” hverdagsting. Jeg kan ikke engang altid få mine børn op og i skole fordi jeg simpelthen er for træt til at stå ud af sengen før klokken er langt over 11 om formiddagen. Det er min skyld bunkerne af vasketøj indimellem hober sig op, og at huset indimellem ligner noget som er løgn! Men jeg prøver HVER eneste dag, og ja, jeg fejler, og de fejl, og mine motoriske udfordringer efter blodproppen er nu skyld i at jeg skal skilles fra den mand, og børnenes far, som jeg har været sammen med i næsten 25 år.

Han kan ikke rumme den jeg er blevet. Han har ikke rørt ved mig i så lang tid, at jeg ikke kan huske hvornår han sidst gjorde det. Han finder mig kejtet og er irriteret over jeg ikke længere kan holde et hjem han har lyst til at komme hjem til. Jeg har grædt så mange tårer, at det undrer mig jeg stadig har flere, Kunne jeg skrue tiden tilbage, så gjorde jeg det.

Så siger du nøgternt”Hvorfor har du ikke sagt du har brug for hjælp herhjemme?Jooo, ser du, det kaldes stolthed, og stædighed, og eftersom du hver gang du lander hjemme, brokker dig over det du synes er rod, så kunne du måske selv se, at lidt hjælp ville havde været kærkommen, eller bare lidt omsorg og nærvær, for tænk sig, hvis nu du havde arbejdet lidt for det, så vi begge var kommet i bedre humør, så kunne det jo være at de andre ting ville havde kommet, stille og roligt.

Men nej, og ja, det var mig som søgte nærvær og omsorg andre steder, søgte lidt positivitet andetsteds, Jeg ved det godt. Men helt ærligt, du gad mig jo ikke, muligt du intet behov havde. Men det havde jeg.

Vi flytter hver til sit nu, og det ender vel også med en skilsmisse. Og det er vel okay, for ingen skal være sammen med en de ikke vil. Og det er ikke kun dig, jeg vil heller ikke mere. Jeg er blevet såret alt for meget. Men det er mig som der blev syg, det ved jeg godt, og jeg undskylder. Men jeg kan ikke ændre det. Kun få det bedste ud af mit liv nu og prøve og skabe et liv for vores børn og mig.

Men 25 år. Man skulle tro at det betød lidt. 25 år, og alle de ting vi i fællesskab har forceret. Der skulle ikke mere end lidt sygdom til at bremse det. Du er den eneste som har givet mig følelsen af at du havde været lykkeligere hvis ikke jeg havde overlevet. Siger ikke det er sådan, men det er den følelse du har givet mig. Ingen har givet mig en skyldfølelse som du.

Undskyld, jeg har skuffet dig, Jeg har ikke selv valgt det, og jeg har prøvet, og jeg har kæmpet. Og gør det endnu, for mine børn, og de som holder af mig på trods af skaden, og den nye personlighed.

Af anonym gæsteblogger