Undskyld jeg blev syg
Jeg ved godt det er mig som blev syg, og det er mig som ikke længere kan overskue de simpleste og “nemmeste” hverdagsting. Jeg kan ikke engang altid få mine børn op og i skole fordi jeg simpelthen er for træt til at stå ud af sengen før klokken er langt over 11 om formiddagen. Det er min skyld bunkerne af vasketøj indimellem hober sig op, og at huset indimellem ligner noget som er løgn! Men jeg prøver HVER eneste dag, og ja, jeg fejler, og de fejl, og mine motoriske udfordringer efter blodproppen er nu skyld i at jeg skal skilles fra den mand, og børnenes far, som jeg har været sammen med i næsten 25 år.
Han kan ikke rumme den jeg er blevet. Han har ikke rørt ved mig i så lang tid, at jeg ikke kan huske hvornår han sidst gjorde det. Han finder mig kejtet og er irriteret over jeg ikke længere kan holde et hjem han har lyst til at komme hjem til. Jeg har grædt så mange tårer, at det undrer mig jeg stadig har flere, Kunne jeg skrue tiden tilbage, så gjorde jeg det.
Så siger du nøgternt”Hvorfor har du ikke sagt du har brug for hjælp herhjemme?Jooo, ser du, det kaldes stolthed, og stædighed, og eftersom du hver gang du lander hjemme, brokker dig over det du synes er rod, så kunne du måske selv se, at lidt hjælp ville havde været kærkommen, eller bare lidt omsorg og nærvær, for tænk sig, hvis nu du havde arbejdet lidt for det, så vi begge var kommet i bedre humør, så kunne det jo være at de andre ting ville havde kommet, stille og roligt.
Men nej, og ja, det var mig som søgte nærvær og omsorg andre steder, søgte lidt positivitet andetsteds, Jeg ved det godt. Men helt ærligt, du gad mig jo ikke, muligt du intet behov havde. Men det havde jeg.
Vi flytter hver til sit nu, og det ender vel også med en skilsmisse. Og det er vel okay, for ingen skal være sammen med en de ikke vil. Og det er ikke kun dig, jeg vil heller ikke mere. Jeg er blevet såret alt for meget. Men det er mig som der blev syg, det ved jeg godt, og jeg undskylder. Men jeg kan ikke ændre det. Kun få det bedste ud af mit liv nu og prøve og skabe et liv for vores børn og mig.
Men 25 år. Man skulle tro at det betød lidt. 25 år, og alle de ting vi i fællesskab har forceret. Der skulle ikke mere end lidt sygdom til at bremse det. Du er den eneste som har givet mig følelsen af at du havde været lykkeligere hvis ikke jeg havde overlevet. Siger ikke det er sådan, men det er den følelse du har givet mig. Ingen har givet mig en skyldfølelse som du.
Undskyld, jeg har skuffet dig, Jeg har ikke selv valgt det, og jeg har prøvet, og jeg har kæmpet. Og gør det endnu, for mine børn, og de som holder af mig på trods af skaden, og den nye personlighed.
Af anonym gæsteblogger
Jeg var skilt da jeg fik to blodpropper i hjernen, feb. 2016. Og uden en samlever, er det stadig voldsom meget tid man bruger på at ha’ dårlig samvittighed over hvor lidt overskud der er til noget som helst… Den forklaring for mine omgivelser har jeg opgivet, da ingen forstår det fuldt ud, selv om de prøver, mens andre dømmer én, bag ved “masken”.
Ønsker dig et rigtigt godt liv, trods alt ❤
Tusind tak, og i ligemåde 🙂
Tak for en flot betragtning af dit nye liv. Din historie ligner meget min, min mand gennem 43 år kan heller ikke affinde sig med at jeg ikke er den samme som før min hjerneblødning for 17 år siden, og jeg kender heller ikke ham mere. Vi er enige om at vi må videre, men hver for sig håber det bliver en god løsning for os begge to.
Åh Hanne, det er sgu også en øv situation for dig….pøj pøj fremover Hanne
Det er en svær og hård beslutning. Men man er nød til at gøre det der er bedst for en selv så man har det godt. Du er stærk som undskylder selv om det ikke skulle være nødvendig . Min mand blev syd for 5 1/2 år siden og må indrømme at hvis han havde skiftet personlighed så havde jeg ikke blevet i vores forhold. Men han har samme humor og er glad, lid langsom ,hjernetræt og en afasi der er blevet meget bedre. Han blev også delvis lammet i højre side men vi har det godt, selvom jeg får lave det meste men jeg er der hvor jeg skal være nu. Men ved ikke hvis det er så om 5 år, men det gør man jo heller ikke hvis man ikke er syg..
Det er vigtigt at du får et så godt liv som muligt uden en masse bebrejdelser , det koster sikkert bare en masse energi for dig at processe dem og den energien har du brug for til noget andet.
Duver stærk som vil videre og gør det og husk at det er for din skull og for at du skal have det godt.
Held og lykke.
Åh hvor gør der ondt i hjertet at læse din historie som kunne være min…
Jeg blev ramt for 1 1/2 år siden og bor med min ikke mand. Vi er ikke gift men vi har heller ikke et ægteskabeligt liv 🥹 ingen fysisk berøring og min krop skriger af hudsult selvom han er lige ved siden af mig. Han gider end ikke forsøge med et sexliv da det er gor besværligt med min uduelige krop.
Jeg elsker stadig min mand meget men han er her kun for børnenes skyld og formentlig på vej ud af døren. Jeg føler mig svigtet og dybt ulykkelig. Jeg ville ønske jeg ikke havde klaret det og jeg overvejer at gøre en ende på det. Jeg har ikke kræfterne tilsat kæmpe mere 😭 Helle