Motiv: Bulletjournal og tuscher på et bord

System i kaosset – på budget

Efter min seneste blog om bullet journal og mit liv har jeg været i gang med lidt research. Jeg har simpelthen lavet noget af det jeg elsker aller mest, nemlig rendt rundt i alle de butikker jeg kunne komme i tanke om, der kunne tænkes at have noget brugbart til at lave en bullet journal. Hvor skønt er det ikke for en notesbogs- og skriveredskabselsker?? :D

Den seneste tid har jeg været igennem en del genoptræning af knæet og skift af vejledere m.m. og det har i særdeleshed gjort det klart for mig hvor dybt afhængig jeg er af at min bujo hjælper mig med at koordinere og holde styr på alt i mit liv. Men når man sidder og kigger på alle de sociale medier der nu findes, så vil man lynhurtigt blive overvældet af smukke notesbøger, fantastiske kalligrafi penne, farvestrålende tuscher og dyre luksus fineliners (hvilket egentlig bare er en nyere, fancy udgave af filtpenne). For mennesker med et budget kan det derfor være udmattende og forvirrende at finde ud af hvor man starter – og hvordan man får råd.

Så derfor, fra mig til dig, en liste over hvad jeg anbefaler du har i dit begyndersæt (jeg har det selv i mit)

  1. notesbog (blanke sider, linjeret, ternet eller med prikker)
  2. blyant (til at tegne op, så man kan se om man er tilfreds med sin opsætning)
  3. viskelæder
  4. lineal(er)
  5. kuglepen/sort tusch (til at tegne op med)
  6. farveblyanter/tuscher i forskellige farver (helt frivilligt og ikke nødvendigt)

Her kommer min research så for alvor i spil, jeg har nemlig tjekket priser og muligheder. Plus samlet lidt af mine yndlingsting og hvad et start sæt kan komme til at koste hvis man ikke har noget fra listen ovenfor.

  • Notesbog: her vil jeg anbefale Flying Tiger Copenhagen (den hed før bare Tiger). De har virkelig mange fine notesbøger. Der er både med linjer, tern og blanke sider. De ternede notesbøger er dyre. De koster oftest små 200,-. Det er rigtig meget at skulle bruge på en notesbog og er en luksus der slet ikke er nødvendig. Flying Tiger har smukke notesbøger med en elastik der holder bogen lukket når man ikke lige skal bruge den og en snor der er fæstnet så den kan bruges som bogmærke. Disse bøger koster 20-30 kr. Jeg har selv en linjeret jeg bruger til praktiske oplysninger her hjemme og en blank (for at afprøve bujo systemet på blanke sider) og der er virkelig gode. Især til den meget lave pris.
  • Blyanter har man ofte i forvejen. Er du dog løbet tør, har smidt ud eller de er væk (måske hunden har spist dem eller børnene dem i penalhuset), så har både Søstrene Grene og Flying Tiger Copenhagen billige blyanter til få penge. Ofte har de søde designs, så der kommer lidt ekstra farve på tilværelsen. Når der tegnet et design op er det ikke nødvendigt at trykke hårdt. Det skal primært bruges til at tegne op efter med en kuglepen/tusch bagefter og så viskes ud.
  • Viskelæder er også tit noget man har. Hvis ikke, så samme steder som blyanterne. Husk dog at de billigste til børnene med fine farver eller sjove designs tit ikke er ret gode. Og det er ærgerligt at ødelægge sine sider efter at have brugt tid på dem, fordi viskelæderet ødelægger papiret eller ikke virker. Så spar dig selv for ærgrelsen og køb de klassiske ensfarvede. Skal der være lidt luksus, så kig i f.eks. Bog og Idé efter nogle lidt bedre. Et godt fra Faber-Castel Kan fås fra 20,-.
  • Linealer kan pt findes i Søstrene Grene til under 30,- og er i enten fine farver eller den klassiske klare udgave. Bilka og andre supermarkeder har også af og til de billige slags til ca. samme pris. Hold dog øje med priserne, da man nemt kan tage fejl og finde en almindelig plastik lineal der koster over en 50’er. Vil du gerne have hjælp til at sikre linjerne er vandrette, så kan tegnetrekanter være noget for dig. De hjælper til at sikre man har rette vinkler når man tegner kasser i sine opsætninger. De koster for tiden 26,90 kr. i Søstrene Grene. Det er en rigtig god handel. Jeg har både en almindelig lineal og en tegnetrekant, men jeg ender næsten altid med at bruge tegnetrekanten for at have et bedre greb når jeg tegner streger og for den ekstra hjælp den giver mig.
  • Kuglepen/tusch til at tegne op med er en nødvendighed. Det er for at sikre men ikke får gnedet blyantstregerne ud og ender med at fare vild i hvor man f.eks. havde tegnet fredag i sit design. Eller få gnedet en vigtig aftale ud. Blyant kan forsvinde. Så en kuglepen eller tusch efter eget valg. Nap en sort fra ungernes tegnesæt der ikke bruges, en kuglepen fra køkkenet/kontoret eller fin en i en butik. Dem der tørrer hurtigst kan fås i boghandlere og man spørger bare efter en FineLiner pen. Ellers er en Stabilo tusch eller en Faber-Castell Triplus Fineliner også rigtig fine. De kan oftest købes i boghandlere i løs vægt så du ikke skal bruge mange penge på et sæt der ikke bliver brugt. En tusch alene vil koste omkring 20,-. Men i Søstrene Grene eller Flying Tiger Copenhagen har de et sæt med 3 farver (sort,blå,rød) i samme type som FineLiners og de koster ca 20,-. De er rigtig gode og tørretiden er ikke ret lang. Med alle tuscher skal man dog huske ikke at gnide i dem lige når man har skrevet noget og ikke at viske for hårdt når man fjerne blyantstregerne efter man har tegnet noget op.
  • Til sidst er der muligheden for farver. Enten farveblyanter eller tuscher. Det er fuldstændigt frivilligt. Man kan se mange smukke billeder af detaljerede tegninger og forsider og udsmykninger samt farvekoder til ens gøremål. Alt det er luksus, bling bling og alt andet end nødvendigt. Den oprindelige BuJo opfindelse var rettet mod hurtig og præcis kontrol over tilværelsen og gøremål. Jeg vil anbefale at du først bliver fortrolig med selve det at have en BuJo og systemet i den før du begynder at udsmykke og farvekode. Men igen, det er frivilligt. Jeg gør det nu, men fordi jeg gjorde det i min elektroniske kalender. Derfor er jeg så vant til farverne at jeg følte jeg manglede det overblik som jeg har bildt mig selv ind farvene gav på mobilen. Så farver er frivilligt og kan evt. være noget der kan komme senere.

Jeg håber du vil give mig og BuJo systemet lidt af din dyrebare energi. Jeg ved der ikke er meget af den og at det kan være uoverskueligt at starte et nyt og ukendt projekt op. Men jeg ønsker dig samme mulighed for ro, overblik og samling på alle de løse ender der kan være i livet og slippe for kampen om de løse lister og huskesedler.

Hvis du har lyst, så følg med her. Næste gang starter jeg op med de første to trin i at starte en BuJo op og detmed få system i det kaos et liv med senhjerneskade kan være – og stadig holde sit budget.

Indtil da, så ses vi nok i en boghandel ;)