Sygeplejerske – og så alligevel ikke helt endnu?

Sygeplejerske! Endelig er jeg sygeplejerske, men sygeplejerske med en hjerneskade. Følelsen af lettelse var ellers stor, da jeg d. 13. januar 2020 var til min sidste eksamen og bestod med et godt resultat. Nu er jeg endelig blevet færdiguddannet sygeplejerske! Men glæden ved at være færdig har varet kort, for findes der egentlig et job til sådan en som mig?

I mine tidligere indlæg har jeg skrevet om de udfordringer og kampe der har været i forbindelse med at komme tilbage og færdiggøre min sygeplejeuddannelse efter min ulykke. Jeg er blevet færdig med uddannelsen, men det har givet mig en ny bekymring. I samarbejde med kommunen skal jeg afklares, i forhold til hvor meget arbejde jeg kan klare. Fra foråret 2019 til sommeren 2019 var jeg i min sidste kliniske praktik. Her kunne jeg virkelig mærke, at når ansvar og opgavemængderne blev skruet op, fulgte hjerneskadetrætheden meget hurtigt med.

Tilbage i venteposition

Et af mine største ønsker er at kunne arbejde på normale vilkår, men det er ikke realistisk lige nu. Jeg føler mig låst. Mine faste studierammer er afsluttet, og jeg er nu tilbage i en venteposition.

Jeg har altid haft mange planer for mit liv, og mange af dem blev allerede spoleret før ulykken. Dog har jeg via omveje altid kunnet komme på rette kurs igen. Jeg har længe været i en tryg boble, hvor jeg kun har skullet fokusere på studiet og genoptræning af færdigheder og måder til at overskue hverdagen. Studiet har været opdelt i semestre, og derfor har jeg nemmere kunne hænge i og se lyset for enden.

Herude på den anden side er det lidt af en flad fornemmelse. Indtil videre har det stået på at sygemelde mig, forsvare hvorfor jeg ikke kan arbejde som alle andre, og selv holde fast i den oprindelige plan med at starte blidt ud. Jeg har aldrig været et særligt tålmodigt menneske, når det gælder egne visioner og måden at komme der til. Derfor, når jeg skal vente på at det kommunale system bliver igangsat, kan jeg mærke at humøret er kraftigt dalende og lunten er kort. Begreber som energiforvaltning, konsekvensberegning og egenomsorg bliver ikke prioriteret som det burde, da ønsket om at komme i job og kunne tale med om arbejdslivet udfordringer og glæder fylder mere.

Jeg hænger i

Jeg er træt af de mange stopklodser, som både viser sig fysisk, psykisk og bureaukratisk. Jeg er sikker på, at når jeg finder den rette hylde, hvor der tages lidt hensyn, kan jeg være til stor gavn. Indtil da holder jeg fanen højt, i det omfang det kan lade sig gøre, og presser på, for at jeg ikke skal sidde i venteposition alt for længe.

I et kommunalt perspektiv har jeg ”kun” været sygemeldt lidt over en måned, men for mig har jeg været fanget med en træt hjerne i snart fire år. Jeg er meget spændt på, hvordan det kommende jobafklaringsforløb kommer til at se ud. Og jeg håber snart, det bliver startet op.

Til alle jer, der også er i venteposition og venter på, at andre skal komme i gang med jeres sag, håber jeg alt det bedste.