/, Erkendelse og accept, Forståelse, Frustration, Identitet, Min hjerneskade, Omgivelserne/Om ikke at slå sig i hovedet med en gummihammer

Motiv: Gammel trækiste, hænder stikker ud

Om ikke at slå sig i hovedet med en gummihammer

Jeg havde meldt mig til et diabetesmadhold denne torsdag og den næste. Jeg tænkte at det ville jeg da klare fint = det gjorde jeg ikke. Jeg fik det virkelig som om jeg slog mig selv i hovedet med en gummihammer. Der er snakken i munden på hinanden, og en ældre dame kunne ikke forstå at hun ikke kunne hviske til mig. Hun blev ved med at komme hen, stille sig bag mig og hviske ind i mit øre.

Jeg havde fortalt til alle at jeg var hørehandicappet, og de ikke skulle tale til min ryg, for det kan jeg ikke høre, men tror ikke lige hun forstod. Der var så også larm fra piskemaskiner og så videre. Inden der var gået en time, kunne jeg mærke tårerne presse på, og så vidste jeg at det ikke kunne betale sig at jeg bed tænderne sammen og blev, så jeg trak læreren til side og forklarede hende mit problem, og at jeg var nøtd til at tage hjem og måtte melde fra næste torsdag også.

Hun forstod det og var super sød. Jeg fik alle opskrifter med hjem – så kunne jeg selv lave dem – men for pokker hvor var jeg ked af det. Jeg følte virkelig at både mit hørehandicap og mit hjerneskade gjorde at jeg ikke kunne klare et madkursus.

Jeg fik alle de der tanker om at jeg heller ikke kunne klare noget og følte mig så dum… Men så pressede den fornuftige Hanne lige på – lidt som om at der sad en djævle-Hanne på min ene skulder og en engel-Hanne på den anden. Englen fik overtaget, og jeg kom til at tænke på at det sgu var vildt sejt at jeg havde kaste mig ud i at melde mig til det kursus, troppe op og være der en time. At jeg så måtte erkende at det var ikke godt for mig, er jo bare et skulderklap til mig selv om at jeg er begyndt at lære. At lytte til hvad min krop fortæller mig.

Så fra at stå og slå mig selv i hovedet med en gummihammer, er jeg nået dertil hvor jeg roser mig selv for at sige fra så jeg ikke nåede derud hvor jeg brød tudende sammen fordi min hjerne ikke kunne klare mere.

Hilsen Hanne/Heksemor

Om forfatteren:

Hanne Vitcetz Schmidt
Jeg blogger om mit liv som hjerneskadet og med cochlear implant.

Læg en kommentar

DENNE HJEMMESIDE BRUGER COOKIES. Vi bruger cookies til at huske dine personlige valg og indtastninger, til at understøtte vores integration af sociale medier. Indstillinger Ok

Nødvendige

aaa

Statestik & Tracking

Bruges for at kunne give den bedste integration med sociale medier.

3. part cookies