Ny hjerne 2 år – anerkendelse og accept

I søndags blev det min tur til at blive 2 år med min nye hjerne…

Min mindste søn blev taget ved kejsersnit da jeg fik min hjerneblødning, så der har været 2 års fødselsdag i huset.

Min dag i søndags var fyldt med minder om hvor VILDT meget der er sket på 2 år – hvor vigtig sætningen “Never ever give up” er. Når jeg tænker et år tilbage, kan mit hoved holde til mere og mere.

Lørdagen gik med fødselsdagsgæster, og søndag hjemmehygge og en tur Tivoli. Det program havde ikke kunnet lade sig gøre for et år siden. Er heller ikke lykkedes uden et hoved der føles tungt som bly, hovedpine og et øje der hænger, det hjalp nok heller ikke at det halve af Danmark også havde fået en ide om at gå i Tivoli.

Jeg har ofte tænkt over, hvorfor får man ikke bedre information om hvad der venter, livet som hjerneskadet. Men på den anden side, havde nogen fortalt mig, jeg ville sidde her, under kommunal afklaring, have mistet mit job, jeg elskede overalt, og have meget svært ved at få en almindelig hverdag til at fungere – ja, så tror jeg, jeg var hoppet ud af vinduet fra “Rigets” 9.sal, eller bedt dem om at skrue op for morfinen…

Nej, jeg tror det er godt, fremtiden ikke blev fortalt. Fighterviljen har jeg i den grad haft brug for.

Jeg griner idag af, jeg dengang troede jeg skulle løbe maraton 7 måneder efter skaden, trods jeg ikke kunne gå. Troede indtil 8 måneder efter skaden, jeg sagtens kunne genoptage fuldtidsarbejde efter 12 måneders sygemelding. Kan godt se nu, det var fuldstændig urealistisk. Men det slår mig nu, det er godt ingen sagde det til mig. – den fightervilje havde jeg brug for.

Fighterviljen er nu godt brugt, og syntes også jeg gennem det sidste år, i glimt, har været helt dernede hvor jeg tænkte, nu kan jeg ikke finde mere fightervilje frem. Det hjælper mig at lukke øjnene og sige højt til mig selv, “accepter de ting du ikke kan ændre”.

Ud af til, har jeg også overlevet på “fake it till you make it” og i den seneste tid, og gennem et 12 uges forløb på Center for Hjerneskade, har var det været tid til at dykke dybt ned i erkendelsen og accepten.

Når et barn er bange for mor kan dø, kæmper man med næb og kløer for at være stærk, og lade som om man er rask, det lader sig gøre indtil man ikke kan mere… Når man ikke kan flygte mere fra sygdommen

Den stopklods kom jeg til i sommers, 1 uges ferie på Mallorca, lyder måske afslappende, men i mit hovede, kunne jeg ikke finde ro. Trods jeg kunne gå rundt, og ligne en “normal”.

Gennem mit ophold på Center for Hjerneskade, ved jeg også nu, jeg har behov for og skal acceptere, rigid struktur i hverdagen, tåler ikke at blive presset, har behov for mange pauser/hvil iløbet af dagen, og skal jeg rigtigt koncentrere mig, har jeg behov for at der er fuldstændigt ro omkring mig.

Jeg ved alt dette, og prøver at tage forholdsregler, det er bare så svært. Men når det lykkedes mig at planlægge, som op til fødselsdagen i lørdags – hvor jeg også modtog hjælp til rengøring, lykkedes tingene langt bedre.

Det er meget følsomt, og jeg er enormt bange for ikke at blive anerkendt i verden. Rigtigt mange ressourcer har jeg stadig i behold, som før skaden, men de dør langsomt, som trætheden skrider frem og bliver mere og mere invaderende. Nogle gange så invaderende, at det dagen derpå, føles som en hardcore druktur, med blackouts, og alt fra dagen før er i tåger.

Hvem er jeg nu? I bund og grund stadig den samme. Skaden har dog givet mig begrænsninger ift det jeg gerne vil præstere.

Derfor er det også så følsomt, og svært at forklare andre, for har ikke helt accepten eller forståelsen selv. Bliver ked af det, hvis jeg føler, andre ikke forstår, fordi jeg gerne vil vide, jeg er god nok, især når jeg når dertil, at jeg helt ud har accepteret min skade og lever livet derefter. Kan de acceptere, jeg ofte må sige fra? Kan de acceptere mit liv skal leves “gammeldags” med fast struktur, ikke rigtigt plads til impulsivitet? Kan de acceptere jeg ikke altid kan være der for dem 24/7, fordi mit hovede er overloadet? Kan de acceptere jeg stadig i hjertet vil det samme, men krop og hovede kan ikke følge med?

Der er mange ting at kæmpe med. Jeg får hjemmevejleder på til januar der skal hjælpe mig til bedre struktur og energiforvaltning. Håber på at komme i virksomheds praktik med neurofaglig støtte fra Center for Hjerneskade hurtigst muligt i det nye år.

Vigtigt for mig, er det at huske. Livet er blevet lettere – kan mere, og mere – og får flere og flere glimt af nydelse i det jeg og vi i familien foretager os.

Sloganet: “Liv der reddes, skal også leves” er bestemt værd at leve efter. Er ikke i mål, med at finde nye værdier i livet, men bestemt på vej.

Tak for livet. – og tak for jeg kan se min mand og børn hverdag. Tak for den dejligste familie.