Nu skal jeg vise hvad jeg dur til

Jeg er nu startet på 4. semester og er kommet til den del af sygeplejeuddannelsen, som jeg har været allermest nervøs for. Det bliver det første kliniske forløb efter min ulykken, hvor jeg skal ud i den virkelige verden og lære den praktisk del af sygeplejen. De næste 12 uger skal jeg lære mange af de færdigheder som en færdiguddannet sygeplejerske har. Dette semester vil vise om jeg fremadrettet kan holde til at uddanne mig til sygeplejerske. Jeg skal finde en balance mellem ikke at overbelaste mig selv, men samtidig kunne leve op til de krav, som uddannelsen kræver. I indlægget her vil jeg fortælle hvilke udfordringer jeg støder på og hvordan jeg på bedste vis prøver at håndterer disse. Da forløbet varer 12 uger vil jeg dele oplægget op i 3 dele, dette indlæg er første del.

Som jeg tidligere har nævnt, fik jeg min skade grundet et cykelstyrt i Sverige. Inden ulykken var jeg i gang med at uddanne mig til sygeplejerske. Jeg var lidt over 1/2 år inde i uddannelse, da studiet og alt andet måtte sættes på standby. Grundet at jeg fik den rigtige hjælp via BOMI, Allerød kommunen og gruppen ”unge hjerner” kunne jeg efter 10 måneders koncentreret genoptræning og en del plageri vende tilbage til studiet. En blanding af stædighed, massiv støtte fra både familie, venner og sundhedsprofessionelle, samt at jeg det første lange stykke tid ikke skulle ud i en kliniske periode på hospitalerne har gjort at jeg nu er kommet 1 år længere i mit studie.

Den første udfordring på dette semester, har været at få præsenteret mig selv overfor min vejleder og de kollegaer som jeg skal følges med i klinikperioden. Hvordan får man lige sagt, at man ikke er lige som de andre dygtige sygeplejestuderende, men man derimod er en af dem som ikke lige passer ned i den korrekte ”uddannelseskasse”? Jeg ville gerne være åben omkring de gener, der følger med et svært hovedetraume. I mit tilfælde er det hjerneskadetræthed, hovedpine, glemsomhed og koncentrationsbesvær. Jeg vil samtidig ikke give dem et indtryk af at jeg er hjælpeløs, ingenting kan og skånes for meget og dermed misse en masse læring. Jeg har tidligere oplevet at både fagfolk og almindelige mennesker er hurtige til at misforstå og dømme hvad jeg kan og ikke kan, når jeg prøver at præsentere mit ”nye jeg” og hvilke betydninger det har. Jeg startede derfor med at sende en lægeerklæring, så ”forskrækkelsen” kunne nå at bundfælde sig. På den måde vidste de på forhånd, at vi i fællesskab skulle ligge en plan for at jeg kunne komme godt igennem klinikforløbet. Derefter var jeg til samtale med min vejleder, hvor jeg forklarede hvordan mit studieophold ville være mest optimalt.

Resultatet af samtalen blev at jeg skulle møde kl. 07.00 og gå cirka kl. 13, fire dage om ugen med indlagte pauser og derudover det planlagte hjemmearbejde. Jeg er meget lettet over at der er forståelse for at jeg ikke kan præstere på samme niveau som andre, men at der samtidig er en løsning hvor jeg får den optimale læring og de kan sætte de rigtige krydser for at jeg har været der tilstrækkeligt.

Næste store udfordring har været at acceptere, at jeg ikke kan holde til det samme som jeg før har kunne, og jeg nu ikke er den sidste der går hjem, men derimod den første. Tidligere har jeg lagt virkelig mange timer både i mit studie og i mit studierelevante arbejde. I en lang periode, og stadig til tider er det et stort nederlag for mig, at jeg stadig ikke kan arbejde. Hvis jeg ikke holder mig selv fast på at det er okay, kan jeg meget hurtigt komme til at skælde mig selv ud over at jeg burde gøre mere, holde til mere og ikke mindst, klare det hele på den halve tid. Jeg ved at dette selvdestruktive mønster på ingen måde vil hjælpe mig videre i min uddannelse, men ikke desto mindre kommer denne skygge alligevel frem. For at mindske dette negative tankemønster, prøver jeg at tale åbent om det, og dermed få nyt syn på sagen og lufte ud, så hovedet ikke koger over.

Udover disse psykiske udfordringer, har der også været selve hjerneskaden jeg har skulle holde i skak. Det kan tydeligt mærkes at arbejdspresset fra klinikforløbet er meget mere belastende end undervisningen på skolen. Hver dag er der ny viden, som skal bearbejdes, det er f.eks. de IT-systemer vi skal dokumentere i, faglig studieaktiviteter, skriftlig opgave og træning af sygeplejefaglige færdigheder. Jeg synes at det alt sammen er meget spændende, og jeg skal virkelig holde huske at tage de planlagte pause, for at jeg også er velfungerende når studiedagen er slut. Det er virkelig svært!

Jeg bruger virkelig meget tid på at planlægge og strukturer min tid og energi, så jeg på den måde kan få mest ud af dagen. Hvis jeg skal være helt ærlig kunne jeg godt bruge et ekstra sæt batterier de fleste af ugens dage! Jeg synes dog jeg bliver bedre og bedre til begrebet ”energiforvaltning. ” For mit vedkommende hjælper træning i moderat tempo for det meste på at jeg ikke bliver helt afladt, nogle dage er det nok kun mørke, stilhed og en masse søvn der hjælper.

De næste uger vil fokus komme til at være på arbejde med sundhedsplejersken, opgaveskrivning og en masse studieerfaring på rehabiliteringsafdelingen i sundhedscenteret i Hillerød kommune hvor jeg primært er. Jeg er sikker på at der nok skal komme endnu flere udfordringer, både i arbejdet med at finde energien til hverdagens opgaver og forhåbentlig en masse faglige udfordringer som er grobund for en masse ny læring.