At miste uden at miste udløser en sorg, som de færreste forstår eller anerkender.

At miste uden at miste

De fleste mennesker kan forholde sig til, hvordan det må være at miste et mennesker der står en nært, når det pågældende menneske dør. Men når man mister en, uden at denne fysisk dør, bliver man mødt på en helt anden måde.

At miste tæller mest, hvis man mister til døden. Al den sorg, frustration og den kæmpe krise, vi gik igennem som familie, blev slet ikke imødekommet. Det var, som om at vores sorg blev negligeret. Den eneste respons, vi blev mødt med, var: “jamen hun er her jo stadig”, eller “det var godt, hun overlevede”. De eneste, der reelt kunne forstå os, var hinanden – altså min far, mine tre søskende og jeg selv. Vi prøvede at sætte ord på vores frustrationer i starten over for andre. Men når man konstant bliver mødt af folk, som lukker samtalen ned eller er alt for positiv, så opgiver man. Det giver ikke længere mening.

Min mor får en hjerneblødning

Vores “nye” liv starter en helt almindelig tirsdag i marts 2015. Jeg er på arbejde. I min frokostpause ser jeg, at min mor har haft ringet. Det er der intet underligt er i. Det gør hun gerne, når hun ved, det er frokosttid for mig. Men lige den her dag er anderledes. Da jeg ringer tilbage, er det en meget mærkelig far, som møder mig. Han er forvirret og i tvivl om, hvem der har ringet. Han ender med at fortælle, at min mor har fået en hjerneblødning. Herefter bliver det hele kaotisk. Jeg går fra at tænke, at det nok skal gå, til at tænke, at hun dør.

Jeg får at vide, at min mor er på vej fra Viborg til Aarhus, hvor jeg bor. En kollega kører mig hurtigt til sygehuset. Her er jeg den første af os, som ankommer. Jeg overhører en læge sige i telefonen, at der er sket en forværring for patienten på vejen. Allerede der ved jeg godt, at det er min mor, der er tale om.

Jeg kollapser næsten

Lægen opdager ret hurtigt, at jeg har overhørt det. Jeg bliver derfor placeret i en kørestol, da jeg ellers er ved at kollapse på gulvet. Herefter får jeg at vide, at min mor har mistet bevidstheden på vejen, så de er nødt til at komme hende i respirator. Heldigvis kommer min ene søster ret hurtigt herefter. Nu behøver jeg ikke være den stærke længere. Så er vi to.

Det går meget hurtigt herefter. Vi får kun få minutter til lige at se hende, inden hun skal køres til CT og operation.

Jeg er slet ikke forberedt på hvad der vil møde mig. At min ellers friske mor, som jeg lige havde snakket med i telefonen dagen forinden, nu ligger der med slanger og ledninger stikkende ud fra sig. Det er et meget voldsomt syn. Det hele bliver på en mærkelig måde virkeligt, for hun er der jo bare slet ikke. Det hele går så hurtigt, at mine andre søskende og far ikke når frem, inden hun er kørt afsted. Derefter er det hele bare en underlig ventetid, hvor vi bliver placeret i et lille lokale. Vi ved ikke rigtig, hvad vi skal gøre af os selv.

Da min far endelig kommer, er han underligt rolig. Han har været hjemme omkring for at få en nabo til at passe vores hund og hente min mors briller. For som han senere fortæller os, er han overbevist om, at hun da skal med hjem igen. Der bliver vi dog klogere. Det kommer i forskellige tempi. For min far går der et par dage. Vi har senere snakket om, at han virkelig tog sin far-hat på de første dage og prøvede at bevare roen og fortælle os, at det hele nok skulle gå.

Efter operationen

Da operationen er overstået, er det igen min far som bevarer fatningen og får stillet spørgsmålene. Vi står rundt om sengen alle sammen. Kirurgen og en anden læge er i gang med at tjekke tal og om det eksterne dræn, som skal lette trykket i hjernen, virker.

Min far får spurgt om udsigterne for min mor, hvortil kirurgen svarer, at det jo slet ikke er sikkert, at hun overlever. Det slår fuldstændig benene væk under os. Pludselig bliver det en realitet. Det handler faktisk om liv eller død for vores mor og kone lige nu.

Det er efterhånden blevet aften. Sygeplejerskerne råder os til at tage hjem og få lidt søvn. De skal nok passe godt på min mor, siger de. Men det hele er bare så underligt. For hvad så nu?

Ventetiden

De næste par dage er hun i respirator. Vi går bare lidt til og fra hende. Snakker med andre familier som er i samme situation. Hele tiden med de samme tanker i hovedet: bare hun nu vågner op; bare hun nu reagerer, når de prøver at skrue ned for sovemedicinen; bare hun nu trækker vejret selv.

Hun skal lige igennem endnu en operation, da de opdager, at hun ikke vil kunne leve uden et dræn. Igen skal hun opereres i hovedet. For mig er det klart mere uoverskueligt, fordi en af risiciene ved at anlægge en shunt faktisk er, at der opstår en ny blødning. Heldigvis går det hele fint. Et par dage senere er de klar til at tage min mor ud af respiratoren. Min ene søster og jeg overværer, at hun bliver taget ud af respiratoren. Det er en voldsom situation. Heldigvis dog med den effekt, at hun trækker vejret selv.

Hun er vågen

Da de andre kommer, kan vi fortælle, at hun nu er ude af respiratoren. Nu er spørgsmålet, hvad og hvor meget hun husker, og hvor meget skade hun har taget. Hun kan dårligt snakke grundet slangen, hun har haft i halsen, men vi bliver hurtigt klar over, at hun godt kan genkende os. Hvilket er opløftende og så fantastisk i situationen.

Svært at forstå

Jeg har efterfølgende tænkt, at alle de gange jeg tænkte: “bare hun nu vågner”, var jeg totalt uvidende om, hvad det ville komme til at betyde for os som familie. Jeg vidste ikke, hvad det ville sige at miste, når det ikke var til døden.

Hvilken lang og sej kamp det har været og fortsat er. Alle de spørgsmål, frustrationer, sorg og krise. Hvor finder vi hjælp? Hvordan kommer vi videre, når vi har mistet familiens omdrejningspunkt? Hvem skal nu passe på os? Hvordan sørger man over en person, som er her, men som aldrig bliver som før?

Det er klart det værste. Forståelsen fra omverdenen ikke-eksisterende. Her er der kun fire andre mennesker, som forstår mig og mine følelser: min far og tre søskende.

Efter hjerneblødningen havde jeg et voldsomt behov for at italesatte det voldsomme traume, vi som familie havde været igennem. Det, at jeg havde mistet den mor, som jeg altid havde været så tæt med og snakkede med flere gange om ugen. Som støttede og altid bakkede mig op. Pludselig var hun væk. Jeg gav og gav af mig selv, men fik ingenting – absolut ingenting – igen. Jeg havde brug for, at andre ville lytte til mig og min sorg, men gang på gang blev jeg mødt af: “du skal da være glad for, at hun er her”. Men hvad så, hvis man faktisk ikke er det, fordi hun nu er en helt anden person?

Min mor er her, men bliver aldrig den samme igen!

Læs også disse artikler om at håndtere sorgen som pårørende

Håndter din sorg

Selvom din kære overlevede hjerneskaden, har du alligevel mistet. Få viden om sorg og hvordan du håndterer den.

De 6 B’er

Neuropsykolog Louise Brückner Wiwes seks bedste råd til at håndtere at det at være pårørende til en hjerneskadet.

Person med ryggen til, så kun baghovedet er i billedet, der taler i telefon udendørs, symboliserer adgang til rådgivning og støtte gennem Hjerneskadeforeningens rådgivningslinje.

Rådgivning

Få viden og inspiration til at navigere i systemet og alle dets mange love, paragraffer og regler. Find også åbningstider.

Medlemsblad. Motiv: Flyvende husskader forlader nogle høje piletræer

Bliv medlem af Hjerneskadeforeningen

Vi hjælper dig med viden, støtte, rådgivning og netværk hvis du selv eller et familiemedlem er ramt af en hjerneskade. Et medlemskab koster kr. 300,- om året og dækker hele husstanden.

Læs mere >