Når drømmene dør

De sværeste blogs at skrive er ofte dem der gør mest ondt – dette må for mig blive en af dem. Så jeg håber du som læser kan tilgive mig at et sådant blogindlæg er blevet til.

Tiden læger alle sår. Jeg har hørt den sætning om og om igen. Men realiteten er at nogle ting nok bare ikke kan læges. Her er en lille fortælling om mine største sår.

Mange tror, at det værste at miste er ens karriere. At det er arbejdet og ens fremtid på arbejdsmarkedet der er hårdt. Men for mig er det nok “de bløde værdier” der gør mig mest ondt. Jeg havde æren af fantastiske kolleger, en uddannelse jeg altid vil være glad for at jeg tog og en karriere som gav meget – selv på den korte tid jeg nåede.

Jeg havde den glæde at nå at lave præcis det jeg drømte mest om. Jeg gjorde en forskel og gode kolleger gjorde det endnu mere værdifuldt. Det kan jeg aldrig glemme og ingen kan tage det fra mig. Hvor mange kan prale af at have prøvet det de rent faktisk drømmer om at lave???

Så hvad er det jeg savner??? Det er min drøm. Ikke den om karrieren, for den havde jeg jo sådan set opnået. Ikke i lang tid, men jeg nåede det dog. Nej, det jeg mistede var drømmen. Min drøm.

Nogle vil nok synes at min drøm kan virke ligegyldig eller mærkværdig, men sandheden er, at det bånd jeg har med heste er noget jeg ikke kan forklare. Men at skulle sælge den hest jeg havde drømt om i så mange år, fordi sygdommen ødelagde mig og min økonomi var knusende – og er det stadig.

Mit hjerte har altid banket for dyrene og at opleve den fantastiske ro og glæde jeg fandt blandt hestene og friheden i samarbejdet mellem en rytter og hest var over al forventning og udenfor nogle chancer for at kunne beskrives. Jeg har i hvert fald ikke ordene til det. Dagens besværligheder er nok aldrig noget man helt vænner sig til, men at have set sin drøm synke i ruiner og ude af stand til at kunne genvindes, så gør det dobbelt ondt.

For mig døde en del af mig med den drøm og realiteten i ikke længere at kunne være hesteejer. Længslen efter det bånd, den ro og frihed er enorm og hver dag forsøger jeg at kunne leve med den uden at falde fra hinanden.

Jeg gør min pligt som sygemeldt, deltager i møder, smiler pænt og fortæller om hvor meget jeg gør for at kæmpe mig igennem opgaver der før blot var rutine der skulle ordnes inden jeg hoppede i ridetøjet og tog ud i stalden. Ud til hestene. Ud til min drøm og det der virkelig fik smilet frem og mit hjerte og sjæl til at frydes. En rus som jeg hverken kendte før jeg begyndte at have med heste at gøre, eller siden har fundet, nu min adgang på det nærmeste er væk.

Måske virker det af mere, men jeg føler ikke jeg forlanger meget. Jeg ville naturligvis ønske at jeg igen kunne have min egen hest, men hvis jeg blot kunne finde et sted hvor der var mulighed for at genopleve bare lidt af det tabte. Det er desværre bare ikke ret nemt.

At være en handicappet rytter kan være en udfordring. For det kræver en hest der kan forlige sig med ens skavanker og som ikke bliver utryg ved ens udfordringer rent fysisk. Der findes rigtig mange dejlige heste, men det kræver lige lidt ekstra at kunne finde sig i en handicappet rytter. Men hvor jeg dog længes efter det. Drømmer og håber på en dag at kunne gå ind i stalden igen og blive mødt af den lave lyd af et velkomst prust, den afslappende lyd af heste der spiser og friheden ved en tur ud i den friske luft sammen med en fantastisk ven.

Jeg har en forkærlighed for de røde heste, selvom jeg oftest er blevet grinet af i branchen… Røde heste er åbenbart ikke i høj kurs. Men jeg synes nu det er en fordel, for så der der mange flere skønne røde der bliver forbigået fordi andre har mere “interessante” farver. Jeg er glad for alle racer, men må nok sige at charmen ved de robuste islændere og fornøjelsen ved gangart tølt, der er en fantastisk mulighed for ro i sadlen for en rytter med stærkt forringet balance, virkelig har indtaget mine tanker.

Den eneste hest jeg selv har ejet var også rød. Skønneste lille pige. Savnet er utroligt og ubeskriveligt. Jeg kan ikke forklare det på andre måder end at jeg virkelig mangler at genfinde den del af mig selv. Min nye sport, paintball, giver mig en hel masse. Det skal ikke underkendes eller ses bort fra. Men jeg vil alligevel altid være en hestepige, en rytter og en der længes efter staldene og venskabet til et så imponerende dyr.

Midt mellem medicin, hjemlige pligter, systemerne, sygdom, læger og smerter og alt det andet, så savnes der bare mere end det man er nødt til fordi man ikke har andre muligheder. Jeg savner den del af mig selv.

Min drøm er i ruiner. Men hvor ville jeg ønske den ikke for altid skal forblive sådan.