Mod nye mål.
2024 er i bakspejlet.
Jeg ser tilbage på et år med alt fra sorg til succes.
Mod nye mål
2024 er nu i bakspejlet, og jeg kan se tilbage på et år med alt fra sorg til succes.
Når sorgen rammer
Det har været et år, der har slidt på mig, men også bragt nogle af de mest vidunderlige oplevelser.
Jeg har mistet den sidste af mine små følgesvende – mine katte. Sygdom ramte, og det tog virkelig hårdt på mig at skulle indse, at jeg igen var magtesløs og måtte sige farvel.
2024 var også året, hvor jeg oplevede flere anfald og tilbageslag helbredsmæssigt, end jeg har haft i flere år. At skulle se sin egen sårbarhed i øjnene og jævnligt tilpasse sig nye levevilkår er ikke nemt. Det tror jeg aldrig, det bliver.
Succes på trods
Dog blev 2024 også året, hvor jeg virkelig gik i dybden med mig selv. Jeg fik evalueret, hvor jeg vil fokusere, og hvad jeg vil fremover.
Det forhindrer selvfølgelig ikke nye tilbageslag, men jeg ser det som en succes, at jeg fandt kapacitet til at køre 1.600 km på cykel. Især når jeg minder mig selv om, at jeg i 2023 kun nåede 800 km.
Gamle mål
Jeg nåede de delmål, jeg havde i 2024. At gennemføre et Coast2Coast natløb i styrtende regn og komme igennem uden styrt, punkteringer eller at skulle stå af på ruten var en kæmpe sejr for mig.
Nogle vil måske argumentere for, at jeg fejlede, fordi jeg ikke cyklede hele ruten. Men jeg vælger at fokusere på, at jeg stillede til start og krydsede målstregen. Jeg kom igennem. Jeg kom fra Vest til Øst og lyttede til min krop, da vejret og forholdene pressede mig ud i noget, jeg aldrig før havde prøvet.
Jeg lyttede – og jeg kom i mål.
Nye mål – nu på grus
I 2024 har jeg allerede kørt mit første løb. Det var et Social Ride arrangeret af New Bikeshop i Vejen. Og eftersom det lå i januar, var det et nytårs Gravel-løb – altså et cykelløb, der delvist foregår på veje, der ikke er asfalteret.
Det var min første gang til et Gravel-løb. Jeg er ikke ny på grusveje, men at stille til start sammen med en masse mennesker til et officielt Gravel-løb var en helt ny oplevelse for mig.
Og sikke en fed oplevelse! Der var så mange glade mennesker til start. Alle var venlige, og snakken gik om alt fra cykler til gode historier.
Mit valg faldt på 35 km-ruten. Det var frostgrader, så jeg var spændt på, hvordan kroppen ville reagere.
At kende sine begrænsninger
Efter 15 km måtte jeg indse, at mit nervesystem ikke kunne klare kombinationen af frost, rystelserne fra underlaget og min lungebetændelse fra december. Derfor valgte jeg at tage en alternativ rute tilbage på asfalt til New Bikeshop.
Resten af feltet og vores rute-guides fortsatte som planlagt.
Tilbage ved butikken var der grillmad, så vi kunne få noget at spise, lidt at drikke og varme os inde i butikken. Jeg fandt en god plads på gulvet for at få ro på mit system, mens jeg nød de fantastiske grin fra alle de glade, mudderdækkede cykelryttere, der kom tilbage fra ruten.
Der var godt humør over hele linjen, og jeg fik snakket med flere om ruterne og deres oplevelser.
Det var en fantastisk dag, og jeg fortryder ikke et sekund, at jeg tog med – heller ikke selvom min krop ikke holdt.
Fra start til slut var stemningen god, og jeg følte mig aldrig udsat, anderledes eller usikker. Der var styr på tingene, og alle var klar til at hjælpe, hvis jeg havde behov for det.
Hvad så nu?
Der kommer et par cykelløb mere hen over foråret og sommeren, som jeg skal køre. Dog bliver det på asfalt og ikke på blandet underlag.
Jeg ser frem til at prøve nogle nye ruter af, selvom jeg ved, at det vil kræve meget at håndtere alle de indtryk, det medfører.
Men 2024 lærte mig én ting: At holde snuden i sporet, når der er noget, jeg brænder for.
Det koster bagefter – men minderne kan ingen tage fra mig. Uanset hvad udfaldet bliver af de ting, jeg prøver af.
Mit 2025-mål
Jeg vil gerne nå samme antal kilometer i benene som i 2024. Ikke for enhver pris, men det er godt at have et mål i sigte.
Jeg håber også at bruge min energi på de ting, jeg holder mest af:
Heste, cykling, mine nærmeste og naturen.
Når jeg ved, hvor jeg henter mest ro i sjælen og glæde fra, bliver det nemmere at sortere andet fra.
Så hvis du ser mig derude på landevejen i min logobluse, så vink – jeg lover at hilse tilbage!
Læg en kommentar
Du skal være logged på for at skrive en kommentar.