Hmm!! Ingen Lätta, hvad gør jeg nu?

Meningitis kan skade initiativet. Det har jeg måttet sande, efter at jeg i 2010 blev skadet som følge af en meningitisvirus i 2010. Det primært initiativet, der var blev udfordret. Og jeg mangler det stadig her efter 2 år.

Initiativet er stadig et problem. Jeg har selv i dag meget svært ved at svinge mig selv igang med at udføre opgaver selvstændigt. Det vil sige opgaver, som jeg ikke i forvejen har konkretiseret på min iPads kalender med påmindelser. Det er egentlig ikke fordi jeg har dårlig hukommelse. Tværtimod faktisk! Jeg ligger utrolig højt på den neuropsykologiske testskala, hvad angår det at huske og visualisere. Samtidigt har jeg en høj bearbejdningshastighed, som gjorde, at neuropsykologen i sin tid karakteriserede mig til at være højt begavet. Men i samme forbindelse nævnte neuropsykologen, at dette også ville blive min værste fjende i forhold til selve skaden.

Skaden sidder i frontallappen

Meningitis kan skade frontallappen, hvor også min skade sidder. Frontallappen er så påvirket, at jeg har svært ved at planlægge, strukturere og skabe overblik. Min evne til at filtrere sanser og indtryk er i grove træk nærmest ikke til stede længere. Det betyder, at initiativet er påvirket i en sådan grad, at min hjemmevejleder og ikke mindst min kone som oftest skal aktivere mig i gang med en aktivitet. Det gælder også, selvom det er en aktivitet, jeg ønsker at kaste mig ud i. Igen og igen bliver den lagt til side, fordi jeg let afledes og er meget sensitiv omkring, hvorvidt min aktivitet nu også passer ind i den sammenhæng, jeg befinder mig. Oftest betyder det, at jeg nøjes med at lave de ting, jeg kender på rygraden. Det kan være min computer, mine bøger eller fotografering.

Sådan påvirker frontallapskaden mit liv?

De problemer, jeg tumler med som følge af min hjerneskade, har en massiv effekt på, hvordan jeg ønsker at føre mit liv. Blandt andet fordi jeg også på mange måder har vanskeligt ved at træffe beslutninger. Jeg kommer igen og igen ud for situationer, hvor jeg kommer til kort, når det drejer sig om at træffe beslutninger. Neuropsykologen gjorde mig opmærksom på, at jeg havde en overintellektualiseret måde at anskue verden på. Det betyder, at jeg som person – både før og efter skaden – har en stor analytisk tilgang til spørgsmål, der hober sig op. Det medfører, at jeg problematiserer og skaber nye spørgsmål og svar på selv meget små ting.

Det var som sådan i orden, dengang min frontallap stadig havde sin funktion. Men nu, hvor den er svækket, bliver det til en massiv tanketilstrømning, der gør, at jeg for det første mister overblik, for det andet bliver enormt træt, og for det tredje aldrig kommer frem til en løsning, da jeg rent kognitivt ikke kan bearbejde de informationer, jeg skaber for mig selv. Sagens kerne er, at jeg i nuet ikke evner at se de enkle løsninger, fordi jeg bliver overrumplet af tusindvis af tanker, der presser på. De vil tvinge mig til at tage højde for både det ene og det andet. Jeg plejer, at forklare det til andre med, at jeg har svært ved at se, hvad der er “bag døren”? Det vil sige, at jeg har svært ved at vurdere konsekvensen af det valg/den beslutning, jeg skal træffe. Derfor går jeg i stå.

Udsolgt Lätta var nok til at slå mig ud

Konkret havde jeg rigtig svært ved at købe ind i starten af min skade, fordi jeg var blevet meget konkret tænkende. Når min kone for eksempel skrev en indkøbsseddel, var det svært for mig at håndtere afvigelser. Var jeg vant til, at vi havde Lätta hjemme, og Lätta stod på indkøbssedlen, gik det galt, hvis  Hvis nu Lättaen så var udsolgt i pågældende forretning. Så gik jeg i stå foran køledøren, fordi jeg havde svært ved at regne ud, hvad jeg nu skulle stille op.

Oftest blev det til, at jeg gik videre på indkøbssedlen og fik handlet de andre ting, der stod på listen. Men det var i et håb om, at Lättaen i mellemtiden ville være kommet på hylden, så jeg kunne tage den med hjem. Var den ikke det, måtte jeg ringe hjem til mine kone og spørge, hvad jeg nu skulle gøre? Hun forklarede mig så, at jeg jo bare kunne tage et andet produkt. Det er logisk for enhver – men ikke når frontallappen er i stykker.

Det bliver hele tiden lidt bedre

Efterhånden har jeg lært, at alternativet til Lätta er Becel eller noget andet, der kan smøres på brød. Samtidig er min kone blevet meget dygtig til at foreslå alternativer til indkøbssedlen.

Men for at gøre problematikken kort, så påvirker det min situation på mange måder. Også i forhold til mine børn, da jeg ikke på samme måde som før kan svare nu og her på om en legeaftale kan komme i stand i eftermiddag med en times varsel. Det er som oftest min kone, man skal ringe til, for at lave den aftale.

Det samme gælder for så vidt også denne blog. Susan fra Hjerneskadeforeningen sender engang imellem en venlig reminder om at jeg skal skrive lidt. Det er hermed gjort, og tro mig: jeg har tænkte adskillige timer på, hvordan jeg nu skal formulere denne tekst.