Livsdagen

7 år er nu gået siden mit møde med skæbnen.

D. 23.9.2011 var en skelsættende dag for mig. En dag, der med et ændrede alle de tanker og drømme jeg havde for mig selv og min familie og vores liv. Den dag ændrede alt sig for mig og i mig, og jeg blev som ved et trylleslag, ukendt for mig selv og mine nære. Det blev dagen hvor jeg i en trafikulykke fik en hjerneskade.

7 år er nu gået med rehabilitering og genoptræning med det mål for øje at komme stærkt tilbage og finde ny mening i hverdagen og med livet som ramt og opnå et tåleligt og forholdsvis selvstændigt liv. Det har været 7 svære år med en masse op og nedture. År hvor jeg har skullet lære alt ved mig selv at kende forfra. Jeg har skullet bygge mig selv fuldstændig op på ny. Det har på ingen måde været nemt, og jeg har været igennem en lang periode hvor jeg ikke stolede på mit eget værd, og hvor jeg følte mig ubegavet, anderledes og mindre værd. Alt var forandret, og der var intet genkendeligt tilbage hverken ved mig selv eller i min hverdag.

Selv drømmene jeg havde, måtte jeg give afkast på. Men i dag ved jeg at de drømme jeg dengang havde, ikke længere er vigtige. De hører en anden tid til. Omstændighederne i mit liv har ændret sig, og jeg har været nødt til at tage mig selv, mine drømme og ønsker op til revision. At finde mening tager tid. Det har været vigtigt for mig at finde ud af hvad der gør mig glad, og hvad der er betydningsfuldt for mig og giver mig værdi.

Mit 7. år, som hjerneskadet er på alle måder et skelsættende år for jeg er ydermere blevet skilt og er flyttet for mig selv i egen lejlighed. Min eksmand har fået nok og er blevet slidt op og har fundet lykken hos en anden. Måske var vi blevet skilt alligevel, med eller uden skade, men faktum er at jeg nu er på egen hånd, ude af min komfortzone og på dybt vand. Jeg er gået fra tosomhed til ensomhed og skal lære, at stå på egne ben igen. Det er enormt angstprovokerende og utrygt, for nu skal jeg endnu engang definere mig selv som menneske, som jeg og ikke vi.

Jeg har haft truffet mange ubevidste valg gennem tiden som ramt, der ikke har ført mig i den rigtige retning. Valg, der ofte blev gennemtrumfet af mine nære. Jeg har nu chancen for at være bevidst i mine egne valg og træffe dem af lyst og fordi jeg selv kan. I flere år efter min skade er jeg af misforstået omsorg blevet holdt tilbage af mine kære. For at være helt ærlig, så er det en balancegang at være pårørende. At skulle give den ramte tid og plads til at forsøge selv, med i starten små opgaver, eller tage helt over på opgaven så den bliver korrekt udført og i et vist tempo da det ofte vil være det nemmeste.

På den måde kan den pårørendes dag hurtigt blive fyldt ud med ekstra opgaver og gøremål. Ekstra opgaver, som den pårørende indirekte har pålagt sig selv i frygten for at den ramte ikke vil kunne klare opgaven eller kommer til skade. Den pårørende gør altså i mange tilfælde den ramte en bjørnetjeneste. For mig var det misforstået omsorg der fik mig til at tvivle på hvad JEG egentlig kunne selv. I dag ved jeg at jeg faktisk godt kan rigtigt mange ting selv. En erkendelse som jeg ufrivilligt er kommet frem til, men som har gjort mig godt og langt stærkere nu hvor jeg står alene.

Jeg bærer i dag ikke kun de fysiske ar, men også de usynlige. Jeg vil for altid have ar på sjæl og krop, men det er okay for det er en påmindelse om at jeg altid kan finde styrken når livet giver mig udfordringer og livet virker allermest håbløst.

Tak for, at du læste med.