Livet efter en hjerneblødning i hjernestammen

Den 17 oktober 2008 fik jeg en hjerneblødning i hjernestammen og overlevede den. Det er i sig selv et mirakel for kun 2-3% overlever en blødning der. Blødningen var 1 cm stor og standsede af sig selv. Jeg blev ikke opereret i hjernen for at stoppe den.

Jeg vil i et senere blogindlæg beskrive forløbet på hospitalet. Jeg fik ingen genoptræning bevilget, da det næsten ikke kan ses på mig, at jeg er skadet. Jeg går og bevæger alt, taler fejlfrit og kunne selv klare mig på hospitalet. Jeg har selv mobiliseret al min stædighed og fightervilje til at genoptræne mig selv.

Hvordan var jeg så ramt? Jeg kunne ikke se til venstre med det venstre øje det var lammet i øjenmusklerne. Deraf fik jeg dobbeltsyn.

Det var den mest skræmmende skade for mig at få da jeg er meget visuel huskende og kommunikerende. Jeg startede på hospitalet med kig op, kig ned, kig til højre, kig til venstre,rul med øjnene, prøv at tælle loftpladerne, prøv at fokuser på forskellige afstande.

Det tog mig 2 1/2 måned med daglig træning at få venstre øje til at flytte sig en millimeter over midten og alligevel blev jeg ved. Og i dag er mit syn helt normalt og det har det været i 4 år.

Jeg fik ingen prismebriller eller andet der kunne have hjulpet. Blot en klap til at hvile øjet med.

Mine andre skader var helt usynlige. Koncentration, træthed, dødsangst, færdighedstab, balance problemer, den indre gps er slået i stykker, forstærket hørelse og svært at sortere i lyde, milde synke problemer (suppe med boller røg galt i halsen), svært at tage initiativ og svært at rydde op og holde orden i huset og tankerne og lettere grådlabil.

Ordet kognitive skader lærte jeg først da jeg kom ind i hjernesagens forum for yngre ramte. Det var det bedste der skete for mig, for 4 år siden da jeg fandt den gruppe og kunne mødes med ligesindede.

Og hvordan har jeg det så i dag?

Efter 2 1/2 måneds sygemelding startede jeg langsomt op igen med 2 timers dagligt arbejde og det var meget hårdt og da jeg nåede 21 maj 2009 var jeg oppe på fuld tid 36 timer om ugen og det var stadig meget hårdt.

Jeg arbejder med mainframe systemudvikling og på daværende tidspunkt i en stor nordisk bank.

Jeg kæmpede en daglig kamp med trætheden der langsomt blev mindre. Jeg trænede koncentration med lydbøger og puslespil og kryds og tværs eller find ord. Jeg fik en mp3 afspiller af mine gode venner på hospitalet med en bog på. Det hjalp meget til at fordrive de 13 dage på hospitalet med. Og det trænede udholdenheden og koncentrationen. Puslespil kunne jeg ikke lægge på hospitalet dels fordi synet drillede men også fordi koncentrationen var lav.

Før var jeg oppe på 1000 brikker og over på en uges tid og det har jeg igen trænet op til igen måske tager det lidt længere tid afhængig af hvor svært motivet er. Mine færdighedstab lå på områder jeg ikke brugte så tit. Så dem opdagede jeg hen af vejen. Og jeg måtte så genindlære disse færdigheder. Som at skrue en skrue i en væg holde på 3 ting på en hånd og skrue det fast.

Jeg er født med en skruetrækker i hånden, datter af en håndværker, så det var en mærkelig ting at miste færdigheden til. Mine balance problemer fik jeg to gange på et balance hold på hospitalet i de 13 dage jeg var indlagt og så stoppede den genoptræning. Det vil sige jeg trænede mine muskler hjemme med vægte og diverse andre træningsværktøjer hjemme.

Jeg mistede færdigheden at cykle, men jeg har ikke opgivet at genlære den færdighed. Jeg kunne ikke stå på trappestiger, men genlærte det da vi flyttede for 2 år siden og lamper skulle hænges op og julelys langs tagrenden.

Lydfølsomheden blev testet og trænet i storrumskontor og tog og metro.

Jeg er det udenforstående vil kalde uden men, men jeg kan selv mærke jeg har små men og arbejder med dem.

Jeg er taknemmelig for hver dag hvor jeg vågner og trækker vejret og kan dufte til en blomst se en solopgang eller kysse min kone.