Ser du,

jeg lever med kroniske smerter. Ikke bare de konsekvenser min hjerneskade har på mange forskellige områder, men også smerterne.
Hvert eneste sekund af min dag gør ondt. Så ondt at jeg kun i kortere perioder kan abstrahere fra smerterne. Og jeg er endda ret godt medicineret. Faktisk er det min skyld jeg ikke er endnu bedre medicineret. Jeg har valgt at være det man kan kalde undermedicineret. Dette er helt og holdent mit valg, og jeg tog valget fordi jeg enten kan leve som jeg har det nu, eller jeg kan leve i hvad mest af alt føles som en kasse. Jeg kan ikke se ud af kassen, jeg kan ikke føle noget uden for den kasse og jeg kan stort set intet fordi jeg ikke har mulighed for noget ud over hvad kan være i kassen. Og der kan intet være ud over mig og medicinen i den kasse.

I stedet

har jeg mere ondt, men kan leve med det. Eller det kan jeg til daglig. For af og til sænker der sig et mørke. Et mørke der er ustyrligt og en kamp at komme igennem. Så lad mig starte fra begyndelsen af denne omgang mørke.
For ca. 3 uger siden begyndte jeg at få daglige kramper i højre side. Det begyndte som følelsen af ikke at kunne slippe et stærkt elhegn. Men i løbet af få dage var det som om strømmen konstant smækkede i mine nerver og glødende metal stak i mine muskler. Jeg prøvede med alt jeg havde at komme igennem det og klare min hverdag. Men i fredags kom mørket væltende ind over min verden.
Ud over kramperne kom hovedpinen. Den hovedpine jeg rent instinktivt ved ikke ’bare’ er min almindelige hovedpine – nej, det er noget helt andet. Det er en smerte der får mine øjne til at brænde og mit hoved til at føles som om kraniet forsøger at knuse min hjerne. Tiden har lært mig ikke at skrige, men jeg græder stadig når det sker. En dyb hulken der ryster sjælen og skærer igennem knogler. 

Jeg skulle

lørdag have været til familiedag, men i stedet lå jeg i sengen i mit mørke hele dagen. Det tog mig mere end 6 timer blot at finde styrke til at komme i bad. Jeg har grædt så meget af smerter, frustration og desperate tanker at jeg har blodsprængninger under øjnene. Det er en desperat følelse af at være helt og aldeles alene. At verden bare fortsætter mens min verden har lavet en nødopbremsning og alt står stille.
Her er det vigtigt lige at indskyde, at jeg hverken er selvmordstruet eller føler at alt skal aflyses fordi jeg er lagt brak. Nej, for ingen af delene er sande. Men det kan føles som en straf at være i live og have så ondt. Ligesom det kan føles som en straf at se billeder af alle de glade ansigter – og jeg ligger og lider. Men jeg forstår også. Jeg forstår at mørket som smerterne binder mig i er umuligt at forstå for alle der ikke oplever det. Og jeg ønsker aldrig at nogen skal gennemleve det jeg gør jævnligt.

Af og til

hører jeg mine nærmeste sige at de ville ønske de kunne tage mine smerter for mig. Sandheden er dog at det ville jeg aldrig tillade, for det er en byrde der ikke kan forestilles, og en jeg hverken kan eller vil bebyrde andre med.
Konklusionen er derfor denne. Jeg kom igennem og er i langsom bedring. Kramperne aner jeg ikke hvornår jeg kan få undersøgt nærmere, fordi Covid-19. Det samme med en mulig behandling af dem.
Lidt i det her – og også fremover håber jeg blot på at mine nærmeste fortsat kan bære over med mine afbud og periodevis fravær. De glemte fødselsdagshilsner og når jeg ikke lige svarer. Det er ikke fordi jeg ikke vil, jeg kan ikke. Hold om mig når jeg er længst nede, elsk mig når jeg føler jeg mindst fortjener det og bær over med mine frustrerede tårer.

Det er meget at håbe på, men det er mit lys i mørket.

Til dig der læser med

Tak fordi du kom igennem min fortælling om at leve med kroniske smerter. Det går fremad med mine ønsker for i år og jeg skal nok opdatere på mine jubilæums cykel eventyr.

Jeg skal bare lige helt igennem dette bump på vejen først.

Vi ses et sted derude lige pludseligt.

Mvh.

Line