Direktørens klumme

Rehabilitering og genoptræning er en opgave for livet

Efter at man har fået en erhvervet hjerneskade, er det strengt nødvendigt, at man får genoptræning og rehabilitering. Man skal træne for at få løftet de funktionsniveauer, som hjerneskaden har begrænset, men man skal også lære at leve med de udfordringer, som livet med en hjerneskade altid vil give.

Mange mennesker kommer let til at bruge begreberne rehabilitering og genoptræning i flæng. Begreberne kan være lidt forvirrende. Man kan sige, at rehabilitering dækker over den samlede indsats, der skal til, for at den ramte kan leve et selvstændigt og meningsfuldt liv som muligt, mens genoptræning dækker over de enkelte øvelser. Det er træning af enkelte funktioner, som for eksempel at træne et ben sammen med en fysioterapeut.

NY DEFINITION AF REHABILITERING

I begyndelsen af 2022 planlægger Rehabiliteringsforum Danmark at offentliggøre en version 2.0 af “Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet”. Den opdaterede hvidbog kommer til at indeholde en ny definition af rehabiliteringsbegrebet. En definition, som alle med interesse i området, forhåbentligt kan enes om.

Den oprindelige hvidbog — version 1.0 — blev udgivet i 2004. Hjerneskadeforeningen har deltaget aktivt i debatterne om opdateringen. Den nye version af hvidbogen sætter borgere med behov for rehabilitering i centrum. Man vil via rehabilitering styrke og vedligeholde fysiske, psykiske, kognitive, kommunikative og sociale funktionsevner, så de ramte borgere kan leve et meningsfuldt liv baseret på deltagelse og selvbestemmelse.

Arbejdet med opdatering af hvidbogen vil forhåbentlig være med til at ensrette de forskellige opfattelser, der i dag findes af, hvad rehabilitering er. Forhåbentligt kan det også skabe enenighed om at få rehabilitering placeret højt blandt indsatserne på sundheds- og socialområdet. Kunne det tilmed blive til en decideret national handleplan for området, vil det gavne alle med et rehabiliteringsbehov. Det vil Hjerneskadeforeningen arbejde for.

I dette medlemsblad ser vi på blandt på, hvordan rehabilitering er mere end blot de mest konventionelle løsninger. Du kan læse om, hvordan mennesker med funktionsnedsættelser bliver hjulpet og hjælper sig selv ved brug af LEGO. Artiklerne viser fantastiske eksempler på, hvordan en lille klods, som alle danskere kender til, og mange allerede ejer i familien, kan gøre betydelig forskel. En bunke klodser og lidt legelyst kan være superværktøjer både til at genoptræne visse funktionsnedsættelser, men også til at finde ro og accept.

Liv, der reddes, skal også leves! Men det kan kun ske, hvis man efter en hjerneskade får rehabilitering og genoptræning. I den rette mængde, med den rette kompetence og den rette indsats over lang tid. Og måske også med lidt opfindsomhed og evne til at få øje på, hvilke virkningsfulde midler som er nære og tilgængelige.

portræt af Morten Lorenzen

Direktørens klumme er skrevet af Hjerneskadeforeningens direktør, Morten Lorenzen.

Klummen “Rehabilitering og genoptræning er en opgave for livet” er udgivet i Hjerneskadet #03-21 som udkom i august 2021.