Genoptræning på Hammel

Min neurolog på sygehuset var heldigvis suveræn og sendte mig ret hurtigt videre til Hammel Neurocenter, efter at jeg var blevet rimelig stabil. På Hammel blev jeg tjekket ind på en isolationsstue. Personalet omkring mig skulle bære værnemidler (som alle gør i dag). På en måde syntes jeg, at det var lidt ubehageligt ikke helt at kunne se, hvem der var bag masken/kåben, men på den anden side beskyttede det mig jo også for at få Corona. Det fandt jeg meget tryghed ved, fordi jeg godt var klar over, at jeg ikke var rask nok til kunne bekæmpe virussen.

Den første tid på Hammel

Den første tid i Hammel var kaotisk. Jeg kunne ikke meget selv. Jeg skulle lære at spise igen, for jeg havde ellers haft sonde i maven. Jeg manglede stadig min pandeplade, hvorfor jeg blev veludstyret med en fin hvid hjelm. Jeg blev liftet til alt og sad i kørestol. Den første weekend på Hammel fik jeg besøg af Morten og vores søn. Det var et vidunderligt besøg på et tidspunkt, hvor jeg hungrede efter min søn og hans nærvær men også virkelig hårdt. Jeg genkendte ikke hans gråd mere, og det slog mig ud. “En mor burde altid kunne kende sit barns gråd,” tænkte jeg. Vi gik i seng kl. 19 – samme tidspunkt, som han skulle sove, da jeg selv var så træt, at jeg ikke kunne holde mig vågen længere.

Al kontakt over Facetime

Dagen efter besøget, den 11. marts, blev Danmark lukket ned. Dermed blev også lukket for besøg alle steder, hvor der var udsatte borgere. Mit ophold på Hammel blev derfor meget ”mig selv”. Heldigvis er Facetime en genial opfindelse, som jeg benyttede mig meget af. Jeg kunne snakke med og se med mine forældre samt Morten hver dag. Vi fik gjort min søn på ca. halvandet år rigtig gode venner med telefonen, så jeg stadig kunne se ham og snakke med ham, hvilket var vigtigt for mig. Han skulle ikke tro, at jeg havde forladt ham igen, som da jeg fik hjerneblødningen.

Under hele mit ophold i Hammel, så jeg ingen fra min familie fysisk, men jeg var bestemt ikke ensom. Facetime reddede mig, selvom det var hårdt. Heldigvis var der mange fantastiske fagfolk omkring mig, og det var ikke fagligt hele tiden, men også personligt. Jeg kan godt savne dem en gang imellem. De skal da også helt klart besøges, når tid er. De lagde fundamentet for min genoptræning, og det gjorde de så godt set i lyset af, hvad de havde at gøre med. Jeg måtte næsten under hele mit ophold kun være på værelset pga. MRSA, hvilket satte sine begrænsninger. Da jeg til sidst måtte ”komme ud”, var sådan noget som vægttræning og træningsdag lukket ned pga. Corona.

Pandepladen skal på igen

Lige omkring den 24. marts blev det bestemt, at jeg skulle have sat min pandeplade tilbage, og jeg blev fragtet meget nervøs og bange til sygehuset. Jeg var bange ved tanken om at nogen skulle pille i mit hoved igen. Jeg fik pladen sat tilbage og efter observation – og på trods af at jeg havde det meget dårligt – blev det besluttet, at jeg skulle tilbage til Hammel. Heldigvis har de så godt og kompetent et personale, at de hurtigt spottede, at der var noget galt (selv husker jeg ikke så meget). De sørgede for, at jeg hurtigt kom til Aarhus og blev ”repareret”, da jeg havde fået en sivblødning efter operationen.

Jeg kom heldigvis iden tilbage til Hammel og kunne fortsætte min træning og kamp tilbage til livet. Dog havde hele den her tur sat mig noget tilbage. Men jeg tog Ja-hatten på og kæmpede videre.

– Mia