Forlader du mig nu?

Ensomhed, er noget der rammer rigtig mange mennesker med hjerneskader. Men hvordan kan man forklare, at man stadigvæk er sig selv; bare på en ny måde?

Efter en blodprop, et færdselsuheld, meningitis eller noget helt andet i hjernen kæmper man med ting, som for andre virker mærkelige. Ens hukommelse svigter, synet, træthed; og alt efter hvordan man er ramt, lyde, lugte osv. Man står i en fuldstændig ukendt situation, hvor alting virker surrealistisk.

Hvis man er i et forhold, oplever man måske også hvordan ens samvær kan ændre sig. Sex er ikke på top-3 over ting der skal nås, måske er kropskontakt en af de ting, man ikke kan holde ud; eller måske siger ens partner en bestemt lyd, der gør helt ondt i ens hjerne.

Min mand var på en boreplatform, da jeg blev syg: hvilket har sat et usynligt spor i mig. Tænk, hvis jeg bliver syg igen, mens jeg er alene? Tænk hvis han forlader mig. Heldigvis, er man sjældent alene med 3 børn i huset; men angsten for at være hjælpeløs og skulle tage vare på andre, sidder stadig i mig (selv 5 år efter). DET er en anden snak! Men når man har sådan en følelse i kroppen, glemmer man måske at kigge på andre omkring sig. Man kan godt blive styret så meget af følelsen af, at være bange for at være alene; at man faktisk bliver alene.

Kunsten i (at undgå) at skubbe folk væk

Jeg har været igennem alle faserne i min ”søgen” på at lære den nye mig at kende: Men i dem alle, har jeg været utrolig bange for at skubbe folk væk; for hold da op, man lære sine sande venner at kende efter sådan en skade! “Forlader du mig nu” handler nemlig ikke kun om parforholdet, men også om venskaber. Men faktisk, er det min egen skyld. Selvom jeg ikke kan gøre for det. Okay, det kræver en forklaring:

Sand historie (min venindes navn er ændret)

Sanne ringer til mig
Jeg ignorerer opkaldet
Sanne ringer til mig igen dagen efter
Min telefon er på lydløs; jeg ser godt nok at hun ringer, men vælger at lade den ligge
Sanne ringer 4 dage efter
Nu tager jeg endelig telefonen! – Vi snakker sammen et stykke tid og aftaler en dag vi skal mødes
Dagen før vi skal mødes, sms´er vi kort sammen og aftaler hvor vi skal mødes
På selve dagen, aflyser jeg (også via sms).

Det er den forenklede historie! Problemet er, at der er SÅ mange elementer i den her situation, der for pårørende virker lidt skørt; og for nogle virker jeg jo bare doven. Sanne har ingenting forkert gjort i den her episode, det er faktisk kun min skyld.

Dårlig samvittighed er efterhånden mit mellemnavn!

Jeg burde (helt fra starten af) have fortalt om mine udfordringer og så have krydset fingre for forståelse. Sagen er; at på mine dårlige dage, kan jeg ikke overskue at snakke i telefon for lang tid (her burde jeg have fortalt Sanne, at samtalerne skal være korte). Og på mine rigtig dårlige dage, kan alting overstimulere mig, så det nytter ikke noget at tage ind til byen (her kunne jeg have spurgt hende, om hun måske kunne komme hjem til mig i stedet eller bare have fundet en dag, hvor energien var bedre).

Når man har en senhjerneskade og er ramt på det indre batteri (ens energi), er det hele tiden vigtigt at sørge for at fordele energien ud på de vigtigste gøremål i løbet af dagen; Sanne var SÅ vigtig for mig, men ikke vigtigere end min opvask; som kræver rigtig meget af mig, eller bare det at stå op om morgenen (på mine helt slemme dage).

Selvfølgelig skal jeg have det sjovt engang imellem, men det kræver så også; at jeg har kalenderen ryddet de næste 2-3 dage, for det er jeg ude af stand til at komme ud af sengen pga. træthed. Jeg forsøger, trods min skade, at stræbe efter normalitet. Og det normale for en kvinde på 32 år er, at tage på café og snakke om normale ting i livet; kærlighed, arbejde og hverdagsting. Men omkring 90 % af mine aftaler, ender jeg med at aflyse; fordi det er en dårlig dag.

Gå væk!

Èn af de mange ting, jeg burde tale mere om, er min mand. Min mand elsker mig, og han har brug for at føle sig elsket; hvem har ikke det!? Men efter min skade, har måden jeg ”elsker” på, ændret sig.

Første gang min mand og jeg skulle være intime, fik jeg en skrækkelig følelse i kroppen. Hans berøring gav mig fysisk kvalme, og hver gang han kyssede mig, havde jeg næsten lyst til at pande ham en. Han var fuldstændig uforstående overfor min hurtige afvisning; stakkels mand. Vi kunne ikke rigtig snakke om det; han havde en følelse af, at jeg ikke tændte på ham mere. Han følte sig afvist; af gode grunde. Og jeg skammede mig så meget! Tænk, at jeg kunne finde på at reagere sådan overfor min (pæne) mand.

Jeg begyndte at lægge mærke til, at det ikke kun var i intime situationer, jeg havde den her forfærdelige følelse: Også når jeg skulle kramme mine børn, eller når de nussede mig i håret, vendte min mave sig. Jeg havde lyst til at skubbe dem væk og råbe ad dem; det føltes som knive mod min hud, som en form for overgreb: Min hjerne fortalte mig, at det var ubehageligt, kvalmende og grænseoverskridende, at blive rørt ved. Det var det allerstørste svigt som mor, som kone, som menneske!

Jeg var ikke i stand til at give kærlighed, tryghed og varme

De ting som gjorde mig menneskelig, var forsvundet. Jeg tvang mig selv til at lade dem kramme mig, tvang mig selv til at få flettet hår og nusse fingre; men indeni græd jeg, fordi jeg følte mig som jordens dårligste mor. Også fordi det overskred alle mine grænser! Jeg burde have snakket med nogen om det, men hvordan i alverden kan man overhovedet få sig selv til at sige sådan noget højt?

Som hjerneskadet, føler man allerede at hele verden kigger på én; og venter på at man fejler: Og tro mig, det er bare noget man føler! HELDIGVIS, kan jeg nu få en krammer uden at have det dårligt indeni; min hjerne skulle lige forstå, at det faktisk ikke er noget dårligt.

Kommunikation

Alle snakker om hvor pokkers vigtigt, det er at kommunikere. Hvad nu hvis ens talecenter er påvirket? Skriv det, vis det. For uanset hvordan vi vender og drejer det, handler det om at overleve og få det bedste ud af livet; men det er pokkers svært, hvis man er helt alene i verden.

Når jeg bliver for presset, så stammer jeg. Det er som om hele min hjerne bare slår fra; og selv de mindste ord er bare svære at sige. Så derfor bliver jeg bare helt stille, for jeg orker ikke at sidde og stamme; det er så frygteligt belastende at gå i stå i et ord, når man sidder og forsøger at være alvorlig. Så er det bare nemmere at være stille. Eller råbe. Jeg stammer nemlig ikke når jeg råber.. Men sådan et menneske vil jeg ikke være. Jeg vil gerne være bedre til at kommunikere; og til at give plads til andre, selvom jeg selv fylder så meget.

”Frygten for at sidde alene, med min finurlige hjerne og mine, til tider dystre, tanker; det er noget af det der skræmmer mig, men det der skræmmer mig aller mest er, at jeg ikke lægger mærke til, at jeg er ensom, fordi jeg er så uendelig træt.” Skrevet i min dagbog 23 januar 2018.

Lad os alle blive bedre til at sige til og fra; for ingen skal være alene!
De aller-bedste hilsner Ditte Sommer Christensen