Foråret er over os og tanker om dødsangst

Det er så dejligt at mærke forårsvarmen, og jeg er ret taknemmelig for igen at få lov at se alle de smukke forårsblomster blomstre i vores have og alle steder man kigger hen. Kameraet bliver flittigt brugt til at tage smukke billeder af de dejlige forårsbebudere. Mælkebøtterne er også over os, og jeg skal snart i gang med at luge igen i haven og slå græs, med håndskubberen.

Jeg har været igang med forårsrengøringen i vores hus. Jeg har siden min hjerneblødning haft svært ved at holde orden i mine papirer, og rydde op dagligt. Men nu fik jeg taget mig sammen og huset ser igen pænt ud, og jeg har lyst til at rydde mere op, jo pænere det hele bliver.  Min hjerne bliver også mindre stresset af et rydeligt hjem end et rodet hjem.

Det startede med at Stacey tog til USA og jeg ville overraske hende med at rydde pænt op og smide ud og hænge et par billeder op. Der blev målt og regnet og tænkt godt og længe inden de 3 billeder hænger i med samme mellemrum og i samme højde med overkanten. Det var en god udfordring og det ser godt ud på væggen.

I dette forår vil jeg genlære at cykle på en to hjulet cykel, for min balance er efterhånden god igen. Jeg starter dog ikke ud på min herre racercykel. Jeg må skaffe mig en cykel med lav indstigning. Der er masser af landevej jeg kan cykle på her med lav trafik. Det er en af fordelene ved at bo på landet.

Det er nogle gange godt at sætte sig nogle mål og kommunikere dem ud, for så bliver de mere forpligtende. Jeg kan også godt lide at svømme, og jeg ved det hjælper at motionere.

Jobsituationen er igen svær, men har arbejdet freelance et halvt år på fuldtid med lidt overarbejde ind imellem og det var jeg glad for, men alle opgaver har en ende. Nu håber jeg bare at der snart er en ny opgave eller et job der lander på mit bord.

Jeg kunne mærke da jeg arbejdede, at jeg havde væsentlig nemmere ved at håndtere støj og mange opgaver på samme tid, og mange afbrydelser. Jeg brugte meget høretelefoner med musik, når det støjede for meget, og jeg skulle koncentrere mig.

Jeg har fundet nye metoder til at styre de mange opgaver og deres prioritering og deadlines. Jeg håber ikke min blog her på hjerneskadet betyder at nogle arbejdsgivere vælger mig fra. For jeg er stadig god til mit arbejde.

De nætter hvor jeg vågner om natten, med skrækken i kroppen, for det gør jeg stadig ind imellem, selv om der er længere i mellem, tænker jeg på den forfærdelige nat på hospitalet hvor jeg lå og var lige ved at sove, og mærkede døden meget tæt på, jeg afviste den, og det var svært, og sagde til mig selv der var så meget jeg stadig gerne ville nå i mit liv.

Der var gået ca. 5  dage siden hjerneblødningen, og jeg var utrøstelig, skrækslagen og hyperventilerede, der var den dag en sygeplejerske, der tog sig lidt ekstra af mig og snakkede med mig og rådede mig til at ringe til Stacey, selv om besøgstiden var ovre, og hun kom og jeg faldt langt om længe ned og fik normal vejrtrækning. Jeg har aldrig i mit liv været så bange.

Stacey tog hjem, men senere samme nat, døde der en patient længere nede af gangen, jeg vågnede kl 5 ved postyret, og hørte den forfærdelige lyd af en respirator. De havde fået gang i hjertet, men hjernen var død, og de pårørende kom lidt efter lidt og sagde farvel og græd og respiratoren blev slukket op af formiddagen.

Den nat synes jeg døden var lidt for tæt på. Selv om den var tættere på, da min hjerne blødte. Jeg blev indlagt fredag den 17/10-2008, og jeg kan huske jeg dagen efter, kl 12, efter de endelig havde scannet mig, ringede til min chef og sagde “Jeg nok ikke kom på arbejde mandag, for jeg havde fået en hjerneblødning”. Tørt og kontant, og uden omsvøb.

Budskabet blev dog forstået seriøst i den anden ende, men det var ikke alle der tog det seriøst når de første gang hørte jeg havde fået en hjerneblødning, nogle troede det var en joke.

Jeg gik til krisepsykolog for at komme af med den værste dødsangst. Det hjalp en hel del at få fokus vendt på, hvordan det rent faktisk var gået, jeg havde overlevet, i stedet for at fokusere på at jeg kunne have været død.

Jeg vil anbefale alle ramte at gå til psykolog, faktisk kan man få en henvisning fra sin læge og få halvdelen betalt, jeg var så heldig at jeg havde en sundhedsforsikring, der betalte den anden halvdel. Det er mindst lige så vigtigt at arbejde med det mentale, som fysisk eller kognitiv genoptræning.

Den dødsangst kom jeg til at tænke lidt mere på i den senere tid, fordi Stacey lige har været i USA og har reddet sin mors liv, hun fik en blodprop i lillehjernen, der var tæt på at slå hende ihjel.

Stacey så dødsangsten i hendes mors ansigt og det skræmte hende, for hun havde set den samme farve og udtryk hos mig, det var dog værre hos hendes mor. Stacey er en rigtig livs redder. Hun har reddet mange menneskers liv. Det er hendes særlige evne

Det åbnede også mine øjne for at det er også hende der har reddet mit liv, for havde hun ikke været der for mig, da jeg havde krise havde jeg måske givet op. Vores parforhold blev stærkere af oplevelsen, og vi kom tættere på hinanden.