/, Angst, Blog, Omgivelserne, Systemet/Et liv der reddes – skal også leves!

Motiv: Skade (fugl) fra Hjerneskadeforeningens logo alene på hvid baggrund

Et liv der reddes – skal også leves!

I slutningen af august 2013, ændrede mit liv sig radikalt.

Jeg var så heldig at have 3 ugers sommerferie fra arbejdet. I slutningen af den sidste uge af ferien følte jeg mig skidt tilpas. Dagen inden jeg skulle på arbejde havde jeg en fornemmelse af, at jeg havde fået en slem omgang influenza og en blærebetændelse. Jeg blev derfor nødt til at ringe og melde mig syg. En skidt situation, da jeg havde været væk i 3 uger.

Jeg var hos min læge flere gange de efterfølgende dage. Han mente det var en slem influenza og en blærebetændelse jeg havde fået mig. Jeg havde dog en fornemmelse af at det ikke var en ”almindelig” influenza jeg rendte rundt med. Derfor tog jeg op til lægen igen fredag formiddag i samme uge, da der ikke var nogen bedring. Jeg fik taget en masse prøver og jeg måtte afvente svar til mandagen ugen efter. Jeg tog hjem og lagde mig i min seng. Jeg følte, at for hvert minut der gik, fik jeg det værre. Jeg faldt hurtigt i søvn.

Da jeg vågnede flere timer efter fik jeg første gang følelsen af, at jeg var fanget i en andens krop. Jeg havde ingen energi og meget høj feber. Jeg havde kvalme og følte at jeg skulle kaste op. Jeg havde en slem hovedpine og en fornemmelse af, at mit hoved snart ville eksplodere. Lyset og støj generede mig. Jeg havde jag i benene. Jeg prøvede at sætte mig op i sengen, men mærkede hurtigt en svimmelhed. Jeg var stiv i ryggen og nakken og fandt hurtig ud af, at det var umuligt at bøje min nakke eller kigge til siden uanset, hvor meget jeg prøvede.

Jeg ringede til min mor og fortalte, at jeg havde fået det meget værre, og hvor skræmmende det var ikke at kunne bøje nakken. Hun sagde at jeg skulle skynde mig og ringe til lægevagten eftersom hun mente at det er noget man skulle tage alvorligt. Jeg ringede og kom hurtigt igennem. Lægevagten sagde, at jeg skulle komme ind med det samme. Min far tog med på skadestuen, hvor lægevagten hørte til. Det var den længste køretur. For hvert minut blev jeg dårligere og dårligere. Min far og jeg ankom og fik besked på at sætte os i venteværelset. At vente var det sidste jeg kunne overskue. Der var utrolig mange mennesker og ikke mindst en forfærdelig larm jeg slet ikke kunne holde ud.

Det blev endelig min tur og jeg kom ind til lægevagten. Min far ventede udenfor. Jeg fortalte om alle symptomerne og at jeg havde haft det skidt i lang tid uden nogen bedring. Kun at det er blev værre. Han ville have jeg skulle ligge mig på briksen og lave et par forskellige øvelser. Han fandt hurtigt ud af, at det var umuligt for mig at bøje nakken og han kunne åbenbart se, hvor stiv jeg ellers var i resten af kroppen.

Han sagde: ”Sarah jeg frygter at du har fået en viral meningitis og jeg vil gerne have du bliver indlagt med det samme og får taget de nødvendige prøver, men du skal selv godkende det”. På det tidspunkt anede jeg ikke, hvad det var, men jeg valgte at godkendte det. Han ringede til Hvidovre Hospital, da der ikke var plads på Amager hospital. Han sagde jeg skulle sætte mig ud og vente på en ambulance. Det gik meget hurtigt og pludselig lå jeg i ambulancen og min far sad ved siden af. Jeg spurgte ”ambulancemanden”, hvad viral meningitis var. Han forklarede, at det var en hjernehindebetændelse baseret på en virus.

Vi ankom endelig til Hvidovre hospital, og direkte ind på infektionsmedicinsk afdeling. Jeg så min mor og ikke mindst frygten i hendes øjne. Jeg blev kørt ind i et isoleringsrum. En mandelig læge og en kvindelig sygeplejeske tog imod mig, iklædt maske, hovedbeklædning, handsker og nogle bestemte ’klæder’ på resten af kroppen. Jeg forstod ikke, hvad alt den påklædning skulle til for. Det var utrolig skræmmende. Jeg havde kun set det i film, men nu var det en film jeg selv var med i. Det gik virkelig op for mig at mit liv hang i en meget tynd tråd.

Min mor valgte at gå ind isoleringsrummet med mig og skulle stå i samme ”påklædning”, hvilket ikke var særlig rart at se. Døren blev lukket. Der var et vindue i selve døren, hvor min far kunne kigge ind for at se, hvad der foregik.

Lægen fortalte kort, at der er to typer af meningitis. Den ene er baseret på virus og den er anden er baseret på bakterier. De var nødt til at tage alle de nødvendige prøver. En af de prøver var en fra rygmarven. En prøve, der viser om der er en betændelsestilstand i hjernen. Det er en de prøver jeg husker bedst. En prøve jeg følte tog en evighed. Lægen stak nålen forkert flere gange, og med den smerte jeg havde i kroppen i forvejen blev det ikke bedre med en nål i rygmarven. Jeg var ved at besvime 3-4 gange. Jeg havde en fornemmelse, at jeg var halvt vågen og resten af tiden væk. De fik endelig dét, der skulle bruges og jeg var lettet over at det endelig var overstået. Jeg fik sat drop i så jeg kunne få noget væske, og så kunne jeg ellers ligge og vente på et svar. Et svar jeg virkelig frygtede.

Mine forældre, lillebror og hans bedste ven ventede ud på gangen. Lægen kom ind noget tid efter. Han fortalte, at det desværre var en viral meningitis jeg havde fået. Han ville have jeg skulle være indlagt i nogle dage og jeg ville få noget medicin for at holde virussen nede samt stærke smertestillende piller.

Da min familie ikke måtte få lov til at blive, tog de hjem og ville komme dagen efter. Jeg sagde farvel, hvilket jeg havde svært ved, da jeg var bange for det var sidste gang jeg så dem, men det turde jeg ikke sige.

Jeg var total udmattet, men kunne ikke sove. Frygten for, at jeg aldrig ville vågne igen, kunne jeg ikke give slip på. Jeg kunne dårlig gå og følte konstant, at jeg var ved at falde sammen hver gang jeg tog et skridt. Jeg var så dårlig, at jeg hverken kunne få mad eller drikke ned. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg skulle tisse hele tiden, men hver eneste gang jeg rejste mig for at gå den ”lange” usikre vej ud på toilettet i håb om at kunne tisse, var det fuldstændig umuligt. Uanset hvor lang tid jeg sad derude. Den kvindelige sygeplejerske kom ind og jeg fortalte, at jeg ikke kunne tisse og det nu havde været sådan i mange timer. Hun sagde ordret til mig: ”Sarah hvis du stadig ikke kan tisse efter en halv time, er vi nødt til at sætte et kateter op, så vil du have mulighed for at tisse, men ikke noget du helt selv kan kontrollere.” BUM, der røg det sidste af min værdighed på gulvet. Så stædig som jeg var, svarede jeg: ”Du kan finde mig ude på toilettet den næste halve time, og jeg går ikke ud derfra, før jeg har tisset. Jeg skal IKKE have noget kateter op.”

Jeg drak en masse vand på trods af, at jeg var ved at kaste op. Hold kæft det var en laaaang halv time. Og ENDELIG tissede jeg. Jeg har aldrig troet, at jeg skulle være så taknemmelig og glad for at kunne tisse. Alle de basale ting som jeg tog for givet før, kæmpede jeg for at få tilbage. Lige præcis i dét øjeblik ændredes hele mit syn på livet.

De næste dage på hospitalet husker jeg svagt. Det jeg kan huske, var jeg ikke rigtig kunne sove. Jeg lavede ikke andet end at kigge op i loftet. Jeg var Stevie Wonder med solbriller på, da jeg dårlig nok kunne se, og lyset på hospitalet og udefra generede mig. Jeg fik konstant taget blodprøver og scanninger, kastet næsten alt det op jeg spiste, ellers lå jeg i fosterstilling i ren smerte og ventede tålmodigt på det var overstået. Det eneste jeg virkelig glædede mig til var, når min familie og veninde kom og besøgte mig. Det gav mig et stort smil på mine læber. Uden dem, den gode behandling på Hvidovre hospital samt min styrke og vilje, ville jeg aldrig været her i dag.

Den bedste måde jeg kan beskrive hele den her oplevelse på er, hvad jeg ville kalde at ryge en tur i helvede. Ens system blev fuldstændig lukket ned både mentalt og fysisk. Jeg har lært, hvor skrøbeligt livet er, men samtidig også, hvor meget et menneske virkelig er i stand til, når det handler om liv eller død.

By |2019-01-02T21:08:00+00:0013. februar 2015|Akutfasen, Angst, Blog, Omgivelserne, Systemet|0 Kommentarer

Om forfatteren:

Sarah Mihoubi
Mit navn er Sarah. I sommeren 2013 blev jeg ramt af meningitis. Jeg blogger om, hvordan det at leve med eftervirkningerne af sygdommen på godt og ondt og om, hvilket menneske jeg er i dag. Jeg har et stort ønske om at kunne hjælpe andre ved at dele min historie og erfaringer.

Læg en kommentar

DENNE HJEMMESIDE BRUGER COOKIES. Vi bruger cookies til at huske dine personlige valg og indtastninger, til at understøtte vores integration af sociale medier. Indstillinger Ok

Nødvendige

aaa

Statestik & Tracking

Bruges for at kunne give den bedste integration med sociale medier.

3. part cookies