Først kom meningitis

Jeg fik meningitis for nogle år siden og husker faktisk ikke alverden, udover smerten og de fejlagtige forsøg på at tage rygmarvsvæske (som har sat dybe spor i mig). Men alt det bagefter husker jeg tydeligt. Hvordan min hukommelse begyndte at svigte, mine øjne der skreg af smerte når det var for lyst og alle de kognitive ting der bare gik galt.

Det var et helvede, det er det stadig; men jeg har lært at leve med det. For det er det vi mennesker gør, vi tilpasser os.

Sidste år, fik jeg så TN (Trigeminus neuralgi). Der begyndte min mundvige at hænge, min hukommelse at svigte endnu mere og faktisk virkede det som om, at min hjerneskade blussede ekstra meget op. Jeg begyndte at stamme og jeg begyndte at få smertefulde anfald.

Trætheden er et helt kapitel for sig selv! Men jeg lærte mine svagheder at kende, tilpassede mig min nye situation. Det var her, jeg indså at jeg nok ikke kommer til at studere igen; jeg kan knap nok læse mere og jeg bliver drænet af de mindste ting herhjemme. Et arbejde virkede så fjernt lige pludselig, selvom min store drøm om at undervise stadig ligger helt inde i hjertet på mig. 

Hvordan bevarer jeg det positive?

Og så skete det så i sidste uge, at jeg fik taget pusten fra mig endnu engang. IIH (Idiopatisk Intrakraniel Hypertension) er mit 3 label, min 3 ulykke. Hvis jeg troede at min senhjerneskade var tung at danse med, skal jeg da lige love for at IIH er en hård nød at knække. IIH er en diagnose, der betyder ”for meget væske i hjernen”, det kan give mentale forstyrrelser såsom depressioner og personlighedsforstyrrelser.

Det kan også gøre en blind. Derfor, afsted til øjenlægen med mig! Her fik jeg at vide, at mine synsfelter er blevet dårlige på begge øjne. Jeg fik at vide, at mine nerver i øjnene er hævet og at det kan give varige mén. Jeg fik også at vide, at jeg har ødemer i begge øjne, grundet for højt tryk. Man kan godt sige at jeg er godt og grundig træt, for selvom jeg føler at jeg er god til at tilpasse mig og forholde mig (relativt) positiv; kan jeg ikke rigtigt rumme mere.

Jeg føler at alt luften bliver klemt ud af mig og så føler jeg mig helt latterligt træt. Bliver jeg så blind nu? Skal jeg nu til at være hjerneskadet, lam i ansigtet og blind!? Det er godt nok mange ting, at skulle tage stilling til i en alder af 33. Det ville det såmænd også være i en alder af 88! 

Med hovedet mod fremtiden

Først blev jeg stille, så græd jeg og så tror jeg, at jeg gik lidt i chok. Nu, et par dage efter; er jeg kommet i tanke om følelsen af, at have fået en hjerneskade. Det var lidt det samme. Jeg vidste, at min liv aldrig ville blive det samme, at det ville ændre mig og dem omkring mig. Det ville kræve alt fra min familie. Men efter nogle år, klarede vi det. Jeg fandt livsglæde, opmuntring, livskvalitet.

Lige nu, er jeg bange for hvad der skal ske med mig. Men jeg ved, at jeg kan klare det og jeg ved, at jeg nok skal finde mig selv igen. Måske en smule ændret, men stadig mig selv. Uanset hvad der sker, vil jeg jo altid hedde Ditte, være mor, have drømme og have evnen til at tilpasse mig umulige situationer. 

Forløsning

Én ulykke kommer sjældent alene, men man vælger selv hvordan man tackler det (når man lige har fået pusten igen). Græd, hulk, bryd sammen og pak dig ind i dynen. Men husk at kæmpe dig tilbage til livet, for selvom det har forandret sig, er det stadig værd at leve.

Husk at du ikke er alene

Ditte Sommer