En smule hjælp!?

Da jeg var 15 år, blev jeg for første gang ansat som pædagogmedhjælper-vikar på en sommerferielejr for udviklingshæmmede børn. Det var mit første skridt ind i de 20 år jeg nåede at få på det ordinære arbejdsmarked. Jeg har sideløbende med uddannelser altid haft et job, hvor det drejede sig om mennesker, der havde et omsorgsbehov, hvad enten det drejede sig om udviklingshæmmede, autister eller sidenhen som uddannet pædagog, arbejdet med psykosocialt- og tidligt følelsesmæssigt skadede børn og unge.
Jobbet har med en gammelkendt floskel altid været et “kald” for mig. Jeg følte, at jeg bidrog til at bringe et menneske videre i livet og få det bedste ud af de ressourcer der var tilstede. Altid under mantraet “Jeg kan ikke ændre din fortid, men jeg kan bidrage til, at skabe din fremtid”.

Det samme har også gjaldt for mit eget liv og for vores børn. Vi har som så mange andre været igennem mange års sygdom og den sorg der er forbundet med det. Men til stadighed fastholder jeg, at vi er nødt til at se fremad og udnytte de ressourcer vi har for at skabe de bedste rammer og muligheder for vores fremtid. Dette gælder især for børnene, der som pårørende til en hjerneskadet far og en mor der desværre heller ikke kan sige sig fri af sygdom.

Jeg har i mit job altid stræbt efter at skabe den bedst mulige dialog og forståelse med forældrene til de børn eller unge jeg har beskæftiget mig med. Omend nogle af disse forældre mildest talt ikke har udvist de bedste forældreevner, så har det dog været mig magtpåliggende ikke at dømme dem ud fra hvad de har forvoldt af bevidst eller ubevidst smerte på deres børn. Jeg har heller ikke skelet til hvilken “samfundsklasse” de tilhørte. Det har altid været med en stræben imod, at gøre børnenes tarv i familien bedre. Hvilket til tider har kunnet synes, at være en umyndiggørende vejledning af forældrene, men altid med fokus på barnets bedste.

Også i mit sidste job som sagsbehandlende specialist på børne- og unge handicapområdet, viste min erfaringer som pædagog sig nyttige i arbejdet både med forældrene, men så sandelig også i min tilstræben efter at varetage barnets tarv og behov. Det krævede, at jeg ofte i min position skulle forholde mig nøgternt t