window.dataLayer = window.dataLayer || []; function gtag(){dataLayer.push(arguments);} gtag('js', new Date()); gtag('config', 'UA-29175679-1');

Brainfarts og pudsigheder

Min hjerne er blevet min krops sorte hul. Som i universet, hvor de sorte huller opfattes som et sted hvor alting tiltrækkes for så at forsvinde til intetheden. Det kan aldrig hentes tilbage eller genskabe sin egen form eller substans. Mit eget private univers har et sort hul. Uanset hvor god en mening der er med at fylde lærdom og vigtige informationer ind i min hjerne, så opsluges et ukendt antal informationer i dette sorte hul. Jeg har absolut ingen anelse om hvor det bliver af og hvorfor det forsvandt. Eller hvordan det forsvandt. Nogle gange sker noget modsvarende. Ting jeg ikke anede min hjerne indeholdt, bobler op til overfladen, og jeg kommer med (af og til) kloge, men totalt usammenhængende kommentarer og/eller ord. Amerikanerne kalder det brainfarts, på dansk, hjerne-prutter eller hjerne-fimser. Her er nogle af mine pudsige opstød fra min hjernes dybe mørke.

Er det usundt at være intelligent?
En sen nat kunne jeg ikke sove. Jeg var helt sikkert vågnet af enten smerter eller mareridt. Jeg kan ikke længere huske hvorfor, men en tanke hænger sjovt nok stadig ved. Lige den nat begyndte jeg for alvor at overveje noget. Hvis det er sundt at kede sig, er det så usundt at være intelligent? Man siger jo at det er sundt at kede sig, men det siges også at intelligente mennesker aldrig keder sig.

Hvad farve bliver en smølf når man kværker den?
En anden vågen nat gik jeg i barndom. Jeg har på et eller andet tidspunkt hørt en joke om hvilken farve en smølf får hvis man kværker den. Her blev min hjerne så totalt uenig med sig selv. Det var både underholdende og mærkeligt at være tilskuer til. På den ene side ville jeg have den skulle blive blå, men det er den jo i forvejen. Og hvis man følger den logik, så burde den jo blive lilla. Men hvis man husker tegnefilmene, så kan de rødme af skam eller fordi de bliver generte… Så måske de bare bliver røde eller bordeaux?? Og hvorfor ligger jeg egentlig klokken alt for sent og debatterer med mig selv om at kvæle en smølf??

Ingen fornemmelse for tid
For nylig havde jeg en pudsig ordveksling med min skønne mor. Jeg skulle i bad og hun spørger mig hvor længe det vil tage. Jeg svarer “ca. 10 minutter”. Jeg kan godt se at hun kigger lidt pudsigt på mig, men jeg afgør med mig selv, at jeg da gav et meget almindeligt og logisk svar. Derfor forstår jeg ikke helt hvorfor hun kiggede sådan lidt mærkeligt efter mig. Jeg debatterer igen med mig selv om jeg har sagt noget forkert eller om et menneske uden mine skader ville have givet et bedre svar. Pludselig går det op for mig. Pludselig forstår jeg hendes blik. Jeg har absolut ingen tidsfornemmelse!! 5 minutter eller 3 timer, jeg kan ikke kende reel forskel og har derfor apps til at hjælpe mig med at holde styr på tidspunkter og tidsmængder, f.eks. hvis jeg skal afsted om 2 timer, så er der en hjælp til at vide hvad 2 timer er, så jeg ikke farer vild i min egen tid og kommer for sent afsted. Eller slet ikke kommer afsted. Så kunne jeg da bedre forstå hun kiggede så underligt på mig :D Jeg gav hende en tidshorisont jeg ikke selv forstår- og helt ærligt, da jeg var nået frem til den konklusion, så anede jeg ikke engang hvor lang tid siden det var, at jeg sagde “10 minutter” til hende ;)

Hvor, hvem, hvorfor?
Jeg har mistet en stor del af min evne til at finde rundt. Jeg kan pludselig fare vild på en velkendt rute eller totalt miste min forståelse af hvor jeg skal hen og hvorfor. Ligesom jeg kan miste min opfattelse af hvilken tid på døgnet det er. Tid og afstand er noget af det sværeste for mig. Ud over at genkende ansigter. Så at være faret vild og skulle spørge om vej er en underholdende oplevelse med mig. I hvert fald hvis man ikke er så bekymret for at fare vild ;)For hvordan i alverden giver man informationer om en rute til en der hverken kan huske eller finde vej?

Og værst af alt, jeg har svært ved at sammenkoble ting. For eksempel er en bygning set fra to sider ikke same bygning. De er forskellige af udseende og derfor kobler jeg dem ikke nødvendigvis som samme hus. Dette gør mig i stand til at fare vild på samme rute, både den ene vej og den anden vej. Jeg genkender ikke altid det jeg har set før. Jeg tror selv, det er samme system som jeg fejler i med ansigter. Ansigter jeg har set flere gange genkender jeg ikke. Som om detaljerne ikke lagres i min hjerne. Eller også opsluges de af det sorte hul jeg har et sted derinde. Samme tema med bygninger og andre landemærker.

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke husker dem. Eller hvorfor jeg synes de ser forskellige ud, blot fordi jeg ser dem fra en anden vinkel. Derfor sker det af og til, at dem jeg færdes med oplever alternative svar på hvor vi er eller hvor vi skal hen. Det kan for eksempel være “jeg ved ikke hvor vi er, men vi skal dreje her for at komme den rigtige veje” og “jeg aner ikke hvad den vej hedder som vi skal bruge, men vi skal helt sikkert forbi tanken før vi er på rette vej”. Navne er nemlig også fortabte i min hjerne og jeg er afhængig af at køre samme rute gang efter gang efter gang, og samtidig tage billeder jeg kan øve.

Jeg kan ofte få helt ondt af dem der udsættes for mine pudsigheder ;)

Det lykkes mig også at overraske både mig selv og andre. Nogle gange kan jeg blive helt overrasket over at jeg har et svar jeg ikke forventede. Forleden bad min far om hjælp til en kryds og tværs. Jeg er et fjols til den slags, men da han stillede spørgsmålet, så poppede svaret op inden jeg overhovedet nåede at opdage det. Svaret kom uden tøven og bagefter grinede han af mit overraskede ansigtsudtryk. AT jeg krydrede mit hurtige (og korrekte) svar med Wow, det anede jeg ikke jeg kunne huske gjorde ikke latteren mindre :D

Andre gange kan jeg svare på et spørgsmål eller huske et navn timer eller endda dage for sent. Forestil jer, at jeg bliver spurgt om hvad en specifik skuespiller hedder. Jeg grubler og grubler men husker det ikke. Så pludselig, timer eller dage senere, når man har glemt spørgsmålet, kommer jeg med navnet. Spontant, uden advarsel og sammenhæng. Man sidder og ser tv eller spiser og så kommer svaret fra mig. Dette kan forskrække folk, har jeg opdaget :D Der sider man, kigger tv og der er roligt og ingen sammentale – og pludselig udbryder jeg Jennifer Lopez!!!!! Fordi jeg en lille uge i forvejen hørte et quiz program om kendte. Spørgsmålet var, hvem fik sin bagende forsikret for et kæmpe beløb.

Det er interessant og udfordrende at leve med at sort hul i hjernen. Man frygter dem der findes ude i rummet, fordi de opsluger hele solsystemer. Så fancy og altædende er mit heldigvis ikke. Det har blot en meget specifik smag for ukoordineret at æde hvad det lige synes kunne gøre hverdagen tilpas uforudsigelig :D Jeg søger ikke at glemme ruter, ansigter eller at overse en bekendts nye frisure eller glemme en mærkedag- det er bare forsvundet i mørket og jeg aner ikke om eller hvornår det eventuelt igen ser dagens lys :)

Vi ses derude på ruten, enten den rigtige eller en alternativ løsning (undskyld hvis jeg ikke genkender dig, sig bare hej alligevel) ;D

Om forfatteren:

Line Boje Hansen
Hej, mit navn er Line. Jeg blev hjerneskadet af encephalit-meningitis som 25-årig. Her vil I få et indblik i mit liv med hjerneskade.

Læg en kommentar

DENNE HJEMMESIDE BRUGER COOKIES. Vi bruger cookies til at huske dine personlige valg og indtastninger, til at understøtte vores integration af sociale medier. Indstillinger Ok

Nødvendige

aaa

Statestik & Tracking

Bruges for at kunne give den bedste integration med sociale medier.

3. part cookies