window.dataLayer = window.dataLayer || []; function gtag(){dataLayer.push(arguments);} gtag('js', new Date()); gtag('config', 'UA-29175679-1');
//, Familieliv, Identitet/At flytte til 69m2 med to små børn er det bedste vi har gjort!

At flytte blev det bedste

At flytte fra hus og have til 69m2 med to små børn er det bedste vi har gjort!

Det der fyldte mest og tog allermest i energi i vores liv var bekymringerne for fremtiden. Bekymringerne skulle ikke længere have lov til at sætte dagsordenen! 2 ½ år efter jeg blev ramt af en aneurisme i lillehjernen, valgte vi derfor at sælge vores hus og rykke ind i en lille 2 ½ værelses lejlighed i stedet! Når vi ser tilbage, er det den sværeste, men den bedste beslutning vi nogensinde har truffet.

At en hjerneskade kommer som et lyn fra en klar himmel, er et udsagn jeg ofte har hørt. Men hvor er det dog sandt! Set i bakspejlet var jeg før min hjerneskade super optimist! Jeg husker, at jeg næsten nægtede at bekymre mig om noget som helst, for det var jo fuldstændigt utænkeligt at noget skulle ramme mig! Jeg var jo sund, rask, positiv og et super godt sted i min karriere. Havde fundet kærligheden, den bedste mand i verden, fået barn, gravid og ventede nummer to, købt hus, gode børneinstitutioner, godt arbejde, god løn, gode venner – what’s not to like? – Og BANG!, så skete det!, som et lyn fra en klar himmel! Hjerneskaden kom; livet blev vendt på hovedet…

Hvordan skulle livet blive sikkert igen?

Jeg kunne skrive side op og ned om mit rehabiliteringsforløb, men det er ikke budskabet i denne blog. Budskabet er, at jeg/vi som mange andre følte vi løb panden mod en mur hele tiden. Vi  kunne ikke se os ud af hvornår livet igen skulle være ”sikkert” at leve igen. Mange ting kunne vi ikke ændre på, men vores økonomiske situation kunne vi! Vores hus var købt, og økonomisk baseret på to stabile indtægter, der ikke længere var en realitet. Vi vidste ikke om det nogensinde kunne blive det igen. Bekymringen lå som en mørk tåge over alle tanker både for nutiden og håb for fremtiden. Men, en dag besluttede vi os for, at nu kan det være nok. Der er rigtigt meget vi ikke kan gøre noget ved, hvor vi må acceptere, og tro og have tillid til andre; på systemet – men vores økonomiske situation, havde vi mulighed for selv at gøre noget ved.

Vi satte huset til salg. Det blev ikke bare solgt; det blev solgt på 13 dage. Så hurtigt, at vi ikke havde fundet et nyt sted at bo. Men det bemærkelsesværdige var, vi ikke var helt vildt nervøse. 1 mdr. før de nye ejere skulle overtage huset, sagde vi ja til et tidsbegrænset lejemål i en 2 ½ værelses lejlighed på 69m2.

Jeg skammede mig

Og ja – det var trangt, og ja jeg skammede mig også over at vise vores hjem frem! Jeg glemmer aldrig den første nye legeaftale vi havde, hvor forældrene ikke kendte vores historie. Jeg havde lyst til at grave mig ned! Jeg har skammet mig så mange gange. Skal jeg være ærlig, indimellem i en grad hvor jeg har sagt nej til en legeaftale. Det er ikke godt – det ved jeg. Men børnene, de har været ligeglade. Jeg tror faktisk det er så simpelt, at hvis de mærker at deres forældre er trygge ved de valg der træffes, er de også trygge og glade. Skammen over lidt plads har været min – aldrig børnenes!

Men fordelene trumfer skammen, for efter vi flyttede, har jeg rykket mig helt enormt. Er kommet så langt. Havde bekymringerne fået lov til at blive ved med at sejre, tror jeg ikke jeg var kommet så langt. Friheden ved at tage kontrol har givet meget mere end det har taget. Det er nok noget med at vi selv tog kontrol og traf en beslutning. Det var ikke noget vi til sidst blev tvunget til!

Bekymringer om fremtiden skal ikke få lov at fylde igen

I dag bor vi ikkelængere  i det tidsbegrænsede lejemål, men stadig småt ift. normen. Men jeg tror vi er enige om, at bekymringer om fremtiden aldrig skal få lov at fylde så meget igen – hvis vi altså har muligheden for at ændre på noget. Ting er bare ting. Det er måske en kliché, men det mærkes rigtigt og livsbekræftende! Mit budskab er: vi kan ikke ændre på andre, og der er meget vi ikke kan have kontrol over, men tag kontrol over det vi kan!

By |2019-03-19T12:42:14+00:0019. marts 2019|Erkendelse og accept, Familieliv, Identitet|2 Comments

Om forfatteren:

Maria Lindgren
Gift med Peter, 2 drenge Lucas og Cornelius. I uge 32 under graviditeten med Cornelius blev jeg ramt af en hjerneblødning i lillehjernen (december 2012).

2 Comments

  1. Amalie Faurschou 20/03/2019 af 9:48 - Svar

    Waoo kære flot og ret så inspirerende skrevet af en dag, som ændrede så livet så radikalt.

    Godt gået

    Knus

  2. Tonny Soltau 20/03/2019 af 16:30 - Svar

    Søde, smukke og modige Maria

    Jeg bøjer mig i støvet over dit mod og din fightervilje. Du og Peter er s.. gjort af godt stof.
    Du skal ALDRIG skamme dig over at have så lidt plads i lejligheden, når du har så meget plads i hjertet. ❤❤❤
    Os på Espedammen

Læg en kommentar

DENNE HJEMMESIDE BRUGER COOKIES. Vi bruger cookies til at huske dine personlige valg og indtastninger, til at understøtte vores integration af sociale medier. Indstillinger Ok

Nødvendige

aaa

Statestik & Tracking

Bruges for at kunne give den bedste integration med sociale medier.

3. part cookies