8 år

Jeg bliver altid lidt tænksom når jeg nærmer mig årsdagen, for da jeg så døden i øjnene den 6. oktober 2008, blev jeg indlagt med meningitis/hjernehindebetændelse. Der kom så også lige en blodprop i hjernen fordi lægerne fejlbehandlede mig.

Jeg fejrer ikke dagen som en fødselsdag. Den er mere blevet dagen hvor jeg tænker over hvor langt jeg er nået i løbet at det år der er gået. Tænker over hvor skrøbeligt livet er. Og hvor jeg er dybt taknemlig over at være her og være i live på trods af mine skader.

I starten af dette år begynde jeg til fys-træning hos Øfeldt i Rødovre. Jeg har tidligere gået hos en lokal fys i Vanløse. Der skulle jeg træne alene. Hvis jeg ikke havde haft en hjerneskade, ville det have været fint, men når man som jeg har en senhjerneskade, er det bedst at der er en træner der kan hjælpe og sætte en i gang, da jeg ellers hurtigt bliver hylet ud af den. Hos Øfeldt har man en træner der hele tiden er ved ens side, og de træner en på en måde som gør at man får fremskridt.

Da jeg begyndte hos Øfeldt, gik jeg med rollator når jeg gik tur. Jeg var nødt til at have kørsel til og fra træning. Jeg går der to gange om ugen. I dag går jeg uden rollator. Jeg har ikke brugt den i cirka 6 måneder = er meget stolt. Jeg har cyklet på min 3-hjulede cykel frem og tilbage de sidste fire måneder. Den vej jeg cykler, er der 7 kilometer hver vej. Jeg har fået at vide at der er en kortere vej, men jeg har det bedst med den på 7 kilometer, da jeg kender den vej og føler mig tryg. Den anden vej forvirrer mig og mit tossede hovede, og så får jeg jo også noget mere motion. 14 kilometer på cykel er 1 1/2 times hård træning. Men jeg kan stadigvæk benytte Falck. Hvis der nu kommer meget sne, vil jeg være nødt til at benytte Falck da jeg er totalt Bambi på glatis i snevejr.

Nå, men i dag går jeg kun med en krykke, også når jeg går alene = store fremskridt. Og jo, jeg har stadigvæk dage hvor jeg har fået for mange sanse- og lydindtryk, som så gør at min hjerne og ben ikke vil samarbejde, og der skal jeg have hjælp.

Men både min familie og jeg kan se og mærke at den træning hos Øfeldt har rykket rigtig meget. Jeg vil påstå at hvis jeg havde fået den træning lige efter jeg blev ramt, ville jeg være nået meget længere. Jeg ved godt at jeg ikke kan bruge det til noget i dag at sige “hvis”, men tanken er der, og jo, jeg ser fremad og er SÅ glad for de fremskridt jeg har nået.

Jeg tog jo en beslutning for nogle år siden om at jeg ikke kunne bruge det til noget at gå og være ked af det over det jeg havde mistet og ikke kunne mere, men at jeg ville leve mit liv med et positivt sind og tilgang til livet. Den beslutning holder jeg fast i.

Og jo, jeg har da også dage hvor jeg synes det hele er noget møg. Hovedet gør vildt ondt, tinnitusen larmer i knolden, og jeg tager en mega tudetur. Jeg har så valgt at det ikke er det jeg har fokus på når jeg for eksempel skriver på min FB-profil. Hvis jeg har det skidt, bruger jeg en lukket FB-gruppe for hjerneskadede eller en god tæt veninde.

Jeg har så ikke undgået at lægge mig syg. Jeg ligger desværre med mellemørebetændelse mindst en gang om året – og lungebetændelse – og i foråret fik jeg en kold lungebetændelse som blev rigtig slem. Jeg blev indlagt to gange med en lunge der var klasket sammen. Det var bestemt ikke sjovt, da jeg næsten ikke kunne få luft og derved heller ikke kunne gå så langt. Heldigvis har jeg det fint nu.

Om ikke så længe går det løs med kreativ udstilling. Det er den ene udstilling jeg er med på hvert efterår, og jeg glæder mig. Jeg har en del fine kreative ting med som jeg har lavet i løbet af året.

Jeg havde bestemt mig for at når jeg følte at nu var jeg nået så langt psykisk og fysisk at jeg kunne sige: “Nu har jeg det godt med livet efter mit liv slog en koldbøtte”, ville jeg have tatoveret et helt bestemt citat på min arm. Et der for mig står for hvem jeg er. Og samtidig fik jeg lige et gammelt vikingetegn der står for beskyttelse, med.

Citatet på min arm:
Bryd reglerne, tilgiv dumheder, kys langsomt, elsk meget, grin ukontrolleret.
Fortryd aldrig noget der får dig til at le…

hanne-vitcetz-smith-tatovering

Og jo, jeg ved godt at ham der tatoveret mig, har lavet en stavefejl. Jeg har valgt ikke at få gjort noget ved den, da jeg har den mening at livet ikke er fejlfrit.

Nu vil jeg sige tak for at du læste med hele vejen gennem mit blogindlæg.

Hanne (Heksemor)

By |2018-12-11T21:29:06+00:006. oktober 2016|Årsdag, Blog|0 Kommentarer

Om forfatteren:

Hanne Vitcetz Schmidt
Jeg blogger om mit liv som hjerneskadet og med cochlear implant.

Læg en kommentar

DENNE HJEMMESIDE BRUGER COOKIES. Vi bruger cookies til at huske dine personlige valg og indtastninger, til at understøtte vores integration af sociale medier. Indstillinger Ok

Nødvendige

aaa

Statestik & Tracking

Bruges for at kunne give den bedste integration med sociale medier.

3. part cookies