Når hjernen slår fra

Var til en skøn hygge dag/aften med søde mennesker, både børn og voksne. Vi fik dejlig mad, og snakken gik livligt. Flere gange fik tilbudt at jeg kunne komme ind og hvile hvis jeg havde brug for det, men jeg syntes det var så hyggeligt, og jeg ville jo nok ikke gå glip af noget, så glemte at mærke efter og lytte til min hjerne der flere gange sagde “Hanne du har brug for hvile nu!”

På et tidspunkt tog jeg mine CI-ører af fordi lyde og indtryk blev for voldsomme. Så sad jeg der, helt døv, kikkede på munde der åbnede og lukkede og fattede ikke en skid… Så tog jeg mine CI-ører på igen.

Nu var det så at hjernen slog fra. Jeg sad og kunne ikke samle mig om noget, mens jeg bare håbede at jeg svarede på de rigtig tidspunkter.

John opdagede heldigvis at jeg da vist var meget færdig, og han sagde at nu var det vist på tide at komme hjem. Jeg fik givet knus og kram og så afsted.

På vej ud til bilen var min hjerne slået endnu mere fra. Jeg prøvede på at få den til at sende signaler ned til først det ene ben: “så Hanne, nu løfter du det ene ben, jo, du kan godt, kom nu, YES, så det andet ben, hmmmm, kom nu…” Ved Johns hjælp kom jeg ud til bilen. Ok, jeg lignede en der havde drukket rigtig meget = måske der var noget i den cola jeg drak “fnis”

Hjemme klaskede jeg om i lænestolen og var helt færdig. Så færdig at min hjerne nægtede at lade mig sove. Stille og roligt faldt der ro over min hjerne. Det er altså hårdt når jeg kører mig selv helt derud hvor min hjerne slår fra.

Men det var en skøn dag/aften.