Weekendtur til Berlin

Berlin turen havde været planlagt længe og vi gik alle og glædede os.

Jeg indrømmer at, jeg var lidt nervøs om jeg nu kunne klare hele det program, der var planlagt for de 3 dage, men tænkte at så var det jo ikke værre end at jeg måtte melde fra til noget af det.

Vi havde aftalt at et vennepar hentede John og jeg kl 6 fredag morgen (et tidspunkt mit hoved bestemt ikke er vågen på) morgenmad ville vi tage i lufthavnen = dur ikke jeg springer det over, da jeg jo har diabetes og efter en masse binyrebark kure er bugspytkirtlen ødelagt, så det nu er en type 1.

Om formiddagen landede vi i Berlin, alle ville gerne lige have noget at drikke inden vi skulle med toget til Alexander plads, jeg fik kaffe John valgte en stor øl. 

Da vi gik til toget, som lå lidt langt fra lufthavnen sagde min veninde “Hanne hvad hedder din krykke” jeg øhhh krykke, hun sagde så “ajjjj den skal da have et navn”,  jeg sagde den kan jo hedde Berta og straks blev min krykke døbt Brune Berta.

I taget fik jeg heldigvis en siddeplads. Efter et stykke tid stoppe toget og holdt længe, John spurgte så hvor mange stop der var endnu? 4 blev der sagt, det viste sig at han skulle tisse vildt meget og lige pludselig sagde min veninde nu gik John af, mig, HVAD?

Han kunne bare ikke holde sig mere, og så kørte toget jeg kunne godt mærke at jeg skulle tage mig sammen for ikke at panikke. Vi blev så alle enige om, at når vi stod af på Alexander plads, ville vi vente der, for på et tidspunkt ville han nok komme og det gjorde han også efter ca 30 minutter.

Resten af dagen gik med at gå en masse, spise frokost og gå lidt mere og ved 16 tiden var jeg og mit hoved meget grydeklar til en seng, så der var Brune Berta en god støtte. Jeg blev nu fulgt pænt op på hotelværelse af min veninde, som jeg havde været ude og kikke i butikker med, noget John ikke lige var til. Jeg fik ca 1 time på langs inden vi skulle mødes og ud at spise, og ca. ved 23 tiden var John og jeg tilbage og smuttede i seng = jeg var vildt træt.

Lørdag skulle vi mødes til morgenbuffet på hotellet kl 8, vi boede på forskellige afdelinger John og jeg på 8. og kan ikke huske de andres, men på 2. var morgenbuffen John sagde skat kan du stå af på 2. og så går du ind og finder et bord, mig jo det kan jeg og grinet John ryger så han ville lige med, det var ok med mig, jeg tænkte overhoved ikke at min hjerne ville kokse….. men da jeg kom hen til døren, der var åben, var det som en mega myretue.

Jeg kokset helt i mit hoved kunne mærke at tåre løb op i mine øjnene. Uha alt det kunne mit hoved ikke rumme, så jeg bakkede langsomt baglæns, så jeg stod med ryggen op ad væggen og støttede mig godt til Brune Berta….. Jeg viste godt at jeg skulle blive, for hvis jeg tog elevator ned ville John helt sikkert være på vej op… Så jeg blev og da John kom kunne han godt se, at uha den var helt gal, han måtte tage godt hånd om mig og få mig ind i myretuen. Da jeg havde John ved min side gik det nu fint, men det kom lidt bag på os begge, at min hjerne kokset for jeg er ellers blevet god til at klare meget mere og være i større forsamlinger….

Efter morgenmad stod den på en lang gå tur hen til en båd, hvor vi skulle på kanel rundfart med super hyggeligt.

Vi blev så alle enige om at frokost skulle være det store hoved måltid, da vi skulle til koncert om aftenen. Vi fik så bestilt noget som ikke lige var mig, jeg er ikke til den meget fede mad, men når man ikke er fortrolig med sproget kan det gå lidt galt, så en svineskank der svømmer i fedt er bare ikke mig. John havde bestilt det samme og det var heller ikke ham, så vi spist meget lidt af det…..

Derefter gik vi igen langt og ved 15 tiden meldte jeg at, jeg skulle tilbage til hotellet og have en lur, hvis jeg skulle holde til koncert om aften. Vi gik alle tilbage tror de fleste havde brug for et hvil.

Jeg var så overbevist om, at vi inden koncerten skulle have et let måltid= med diabetes havde jeg brug for det, jeg og min CI hørelse havde så misset at det måltid var droppet, så da vi efter en gå tur + tog tur og så lang gå tur, nåede til der hvor koncerten var, var kl ca 19 så vi havde noget tid inden. Den brugte vi på en udecafe, der var så ikke rigtig noget at spise jeg kunne købe en hvid bolle med en frikadelle i = ikke noget der ville holde mit blodsukker oppe, men bedre ind ingenting…..

Koncerten var en rigtig god oplevelse

Den sluttede ved 22 tiden og da jeg rejste mig op, ville mine ben ikke lige rette sig efter min hjerne, så John og Brune Berta var en god hjælp. Alle spurgte om jeg ville med en taxa til hotellet? De andre ville gå og tage tog og gå… jeg er jo møg stædig så jeg gik med de andre og John havde godt fat i mig. Da vi nåede til toget, var der ingen elevator, så der var ikke andet at gøre end at komme op – puha. Da vi nået op blev jeg vildt dårlig kvalme flimmer for mine øjnene, jeg var overbevist om at nu ville jeg besvime, John sagde “skat det der er ikke kun din hjerneskade, det er lavt blodsukker” og da jeg jo ikke havde juices + et stykke rugbrød i tasken fordi vi ikke havde noget på hotelværelse, var det noget møg. Jeg havde heldigvis druesukker, som John fodrede mig med. Mit blodsukker tal lå på under 3, der var ikke noget at købe lige på det sted, men på næste stop kunne vi købe juices og 2 kager, efter jeg havde spist det og ca 15 minutter efter målte mit blodsukker lå det på 5 så det havde virkelig været tæt på at jeg var gået i insulin chok….

Søndag delte vi os efter morgenmad. John og jeg og en mere tog på tur rundt i Berlin, og John var meget obs på om mit blodsukker lå som det skulle, så vi holdt en del cafe pauser og fik også spist.

Vi havde jo skullet aflevere vores hotelværelse, så min lur måtte droppes, det var hårdt ….

Jeg vil så sige, at det har været en helt fantastisk weekend tur i super godt selskab og jeg klaret det vildt godt på trods af Johns nummer med at stige af toget, mit koks hoved ved morgenbuffeten og lavt blodsukker 

Vi var hjemme ved 23 tiden søndag, meget trætte. Mandag havde jeg det fint, synes ikke jeg var så træt, men tirsdag og resten af ugen har jeg haft det som om jeg er blevet slået i hovedet med en stor gummi hammer. 

Stadigvæk vil jeg sige at, jeg betaler gerne prisen med at ligge på langs, for sådan en oplevelse og min fine krykke fra Vilhelm Hertz krykken fik et navn, Brune Berta. 

Jeg er lidt stolt, for vi gik ca 12 km hver dag hele weekend det troede jeg ikke jeg kunne

Kan kun sige tak, for at du læste med hele vejen

Kh Hanne (Heksemor)