I det forløbne år har vi også haft besøg af en veninde. Hun ville vise sin nye bil frem til os, og kom spontant forbi. Vi undrede os lidt over, hvad hun lavede i vores lille landsby, for hun ringede, da hun allerede var i vores by. Hun bor i den lidt større by 6 km væk. Nå, vi sagde kom bare, vi var jo hjemme. Hun lød lidt forvirret i telefonen.

5 minutter efter var hun hos os og kom indenfor med en rygende cigaret. Hun ved normalt godt at vi holder rygning ude under carporten. Hun fumlede med sine støvler og kunne ikke rigtigt finde ud af at tage dem af. Godt nok har hun en 20 år gammel hjerneskade, men hun plejer godt at kunne finde ud af det. Hun blev flov da vi sagde det med cigaretten, og gik udenfor igen med cigaretten og igen fumlede hun med støvlerne for at få dem på.

Vi beundrede hendes nye bil og snakkede lidt med hende om den i carporten mens hun røg.

Vi sendte hinanden blikke og snakkede sammen indenfor, mens hun var på toilettet. Måske det var blodsukkeret, for vi ved hun har diabetes. Jeg gik i gang med at lave aftensmad, kaffen havde jeg lavet, så den blev drukket da hun kom ud igen fra toilettet. Hun havde svært ved at fastholde et samtaleemne og gik i stå midt i sætninger. Vi tilbød hende aftensmad, og hun takkede ja.

Allerede inden jeg fik lavet aftensmaden færdig begyndte hun nu at falde i søvn hele tiden. Snakkede lidt og faldt i søvn gentagne gange, meget værre end det plejer normalt holdt hun ud i flere timer før hjernen blev træt.

Hun var langsommere end normalt til at spise, men hun fik da spist. Hun var også meget forvirret med sin smart-telefon, som hun så udemærket kendte. Hun havde haft den i flere år. Hun blev frustreret over den og klikkede mange gange på skærmen uden den gjorde hvad hun ville. Hun kunne pludselig ikke huske hvordan den virkede.

Lige pludselig ville hun hjem igen, for hun var vist lidt flov over at sidde og sove hos os. Hun gik ud og røg og lige pludselig  skulle hun på toilettet, men nåede det ikke så hun tissede i bukserne og var ikke rigtig klar over hvad der var sket. Hun plejer normalt at ville skifte med det samme hun har et uheld, og kunne da godt have lånt et par bukser, men det ville hun ikke. Hun røg færdig, og jeg kunne ikke overtale hende til at jeg skulle køre med hende hjem og tjekke blodsukkeret for at udelukke at det var det der var galt. Hun ville selv køre hjem, og selv tjekke det som hun har gjort så mange gange. Så vi måtte lade hende køre hjem siddende på en plastikpose, for at sædet ikke blev vådt.  Hun havde ikke selv forståelsen af at der var noget galt, selv om vi sagde det til hende.

Vi ringede da hun kom hjem til hende for at finde ud af om hun var kommet godt hjem, og det var hun, men blev i telefonen for at tjekke, om hun kunne tage sit blodsukker. Det gik hele tiden galt, apparatet drillede, så vi besluttede at køre hjem til hende og hjælpe hende med at tage det. Det lykkedes endeligt at tage blodsukkeret, alt for højt. Vi bad hende om at skifte bukser, hun stod stadig i de våde bukser. Så ringede vi til lægevagten, for hun ville bare gå i seng og sove. Lægevagten sagde uden at tøve: kom ind med hende så kigger vi på hende.

Vi kørte staks på hospitalet med hende, da hun havde skiftet bukser. Hun steg ud af bilen og stilede lige mod lægevagten, jeg tror hun nu havde fattet at noget var galt. Hun kom til, og de undersøgte hende uden os, da vi ikke var familie. De gav hende blodfortyndende medicin med det samme og forsøgte at stabilisere hendes blodsukker. Dagen efter blev hendes hjerne skannet og en ny passeret blodprop i lillehjernen blev opdaget på skanningen. Det var godt vi havde reageret, hvem ved, måske reddede vi hendes liv. Men vi sikrede i hvert fald at skaden ikke blev så stor, som den kunne være blevet uden behandling.

Hun var stadig meget forvirret over telefonen, som hun nu havde tabt, og den var gået i stykker og skulle repareres. Hun manglede stadig sygdomsforståelse og forstod ikke beskeden fra skanningen, men vi hørte den og gentog den flere gange til hende alle de gange vi besøgte hende på hospitalet mens hun var indlagt. Hun ville ikke have at vi ringede til familien eller andre venner den dag vi indlagde hende, det ville hun selv klare, men så tabte hun jo telefonen. Vi skrev til hendes pårørende da vi havde beskeden over hvad der var galt.

I mellemtiden havde hendes øvrige venner og pårørende reageret over at hun ikke åbnede døren, og overholdt en aftale om hundepasning, tidlig om morgenen den næste dag, så politiet og ambulance blev tilkaldt til hendes hjem og døren brudt ind, men hun var der ikke. Så de var noget nervøse da vi først fik fat i dem ved frokosttid.  De var taknemmelige for at vi havde reageret aftenen før og fik fat i dem. Jeg ved ikke hvorfor politiet ikke ringede til nærmeste hospitaler for at tjekke om hun var blevet indlagt, inden de brød døren ind.

I dag har hun det noget bedre og er igen begyndt at arbejde deltids, men kortere tid end før.