Humøret er ikke som det har været

Jeg har altid været et menneske der ikke var bange for at vise hvad jeg føler. Men jeg har været lidt konfliktsky og har faktisk også haft let til tårer.

Vi reagerer forskelligt på vores skader, men det er for alle en kæmpe tilvænningssag. Jeg er blevet et cirkus af følelser. Nogle gange mistænker jeg mig selv for at være teenager igen. Jeg kan blive en rasende orkan. Eller en spydig drage der faktisk ikke føler andet end indebrændt vrede. Jeg kan blive stille, skrøbelig og meget sårbar. Nogle gange er jeg bare ligeglad. Ligeglad med hvordan alle har det, og ligeglad med hvordan jeg selv har det.

Tit tænker jeg: ”Gad vide om jeg nogensinde kommer til at grine igen?”. Selvfølgelig kan jeg også være glad, men ikke helt på samme måde som før.

Det kan godt lyde lidt mærkeligt for pårørende, for jeg er jo glad! Men ikke helt på samme måde. Før min skade, havde jeg hele dage, uger – hvor jeg konstant havde et smil på læben. Nu sker det i minutter, timer. I løbet af en hel dag kan jeg have været igennem alle følelserne (også nogle gange flere gange på en dag). Ofte hænger det sammen med hvor meget/hvor lidt energi jeg har. Min lunte er kortere når jeg er træt; kortere end den var før.

Et skænderi

Forleden dag helt uden nogen form for advarsel startede jeg et hæsblæsende skænderi med min mand. Jeg havde sovet dårligt den nat, lagt alt for mange planer og er på optrapning i medicin. Sådan nogle ting tænker man bare ikke på på samme måde når man ikke har en skade – HELDIGVIS.

Det startede egentlig bare ud med en stille og rolig samtale ved spisebordet. Så blev jeg stille og kort tid efter voldsomt sur. Jeg sagde til ham at vi bare kunne gå fra hinanden, og at hvis han ikke elskede mig mere ville jeg ikke bære nag. Den stakkels mand sad fuldstændig uforstående og mundlam. Han lod mig brænde mit krudt af, lod mig blive vred, frustreret og til sidst rigtig ked af det – og endnu mere flov.

Jeg gik ind og lagde mig. Al min energi var blevet drænet af et ligegyldigt skænderi, og om få timer skulle ungerne hentes.

Da jeg vågnede var alting heldigvis i den skønneste orden. Jeg var i godt humør og havde fået tanket lidt energi på. Min mand sad inde i stuen og var mut. Med en lidt overmunter tone drillede jeg ham, for så pludselig at komme i tanke om at jeg faktisk havde sagt nogle virkelig sårende ting til ham.

Snak med mig

Jeg bliver hurtigt træt. Det er efterhånden ikke nogen hemmelighed. Men trods det er det faktisk rigtig vigtigt at snakke med mig. Især når jeg går over grænsen. Min mand har en tendens til at lade mig være. For at vise hensyn, selvom jeg nogle gange er lige grov nok.

Men faktisk har jeg brug for at blive taget lidt i ørene og blive gjort opmærksom på hvordan jeg opfører mig. Ja, det lyder jo næsten som om jeg er et lille barn, men jeg kan vitterligt ikke altid styre min adfærd.

Jeg bliver tit flov, for bagefter kan jeg jo godt se hvor urimeligt jeg har opført mig. Sagen er den at mange af mine ”små” følelsesmæssige udskejelser kan undgås. Snak med mig, hjælp mig med at formidle mine følelser.

Nej, man skal ikke snakke ned til nogen fordi de har en senhjerneskade. Men ofte hjælper det at tage tingene bliver i et stille og roligt tempo uden for mange emneskift – og når der er energi på tanken.

Du har sikkert selv stået i en situation hvor du godt selv var klar over at din reaktion ikke matchede til selve problemet. Måske bliver du stille, simpelthen fordi du ikke kan forme ordene i din mund. Og måske bliver du knotten, fordi du ikke kan håndtere konflikter. Uanset hvordan jeg reagerer og hvordan du reagerer; så er det faktisk helt naturligt! Men det hjælper at snakke om det, for når tingene bliver sagt højt, føler man sig ikke så magtesløs.

Tak til alle pårørende

Nu er det her jo godt nok et brev til min mand. Fordi han stadig er ved min side, og fordi han finder sig i alle de ting jeg siger/skriver og gør. Men det er faktisk en stor tak til alle pårørende derude.

Med en skade kan man opleve at vennerne forsvinder langsomt ud af ens liv. Man kan opleve at familie måske tager lidt afstand til en og mange gange føler man sig ensom. Men så er der HELDIGVIS de pårørende der tager kampen op. Dem der prøver at sætte sig ind i skaden, dem der hjælper til og forsøger at forsøde livet. I er grunden til at vi ikke giver op på de dårlige dage; og grunden til at vi smiler, selvom livet kan virke uretfærdigt; så tusind tak. Pas godt på hinanden og husk at du aldrig er alene.