Senhjerneskade – skal jeg skjule det for min omverden?
I dag har jeg søgt arbejde. Der blev opfordret via facebook til at sende en besked privat til en virksomhed som lige just er åbnet i den by jeg bor i. Jeg er ikke segmentet der er blevet efterspurgt, men jeg tænkte lige ved mig selv: “Hey, her er en mulighed for måske at komme lidt i kontakt med arbejdsmarkedet igen.”
Jeg er førtidspensionist. Det er der så sandelig en god grund til, men jeg kan også mærke at det simpelthen ikke er mig, at skulle leve sådan her resten af mit liv. Ikke noget at stå op til, nærmest kronisk fattig og en fornemmelse af at være nasser på og en byrde for samfundet.
Så her tænkte jeg så lige – måske 4-6 timer om ugen, fem minutters gang fra mit hjem, så jeg kan styre direkte hjem i min seng efter job. Det er da lige mig!
MEN så kommer den… den evindelige, som jeg ved mange med usynlige hjerneskader faktisk døjer en hel masse med i mange af livets aspekter: Skal jeg sige at jeg er hjerneskadet? – Skal jeg sætte mig selv i bås? Skal jeg risikere at blive fravalgt, fordi jeg er ærlig omkring min ikke selvvalgte livssituation? Skal jeg lade mig diktere af folks forventninger til hvad en hjerneskade er, eller kan være?
ÈN ting er sikkert! Jeg vil ikke skjule hvem jeg er. Jeg er altid ærlig omkring min skade. Hvad den gør ved mig, hvorfor jeg pludselig bliver fjern, hvorfor jeg egentlig er ret så introvert, hvorfor jeg pludselig skriger af grin, eller tårerne løber. Hvorfor jeg ofte går lidt skævt, hvorfor jeg hører dårligt, hvorfor en lang samtale kan dræbe min koncentration, hvorfor det er vigtigt for mig at sove. Hvorfor jeg ikke kan cykle, hvorfor hvorfor hvorfor…..men det er så skide VIGTIGT! Det er vigtigt at vi italesætter vores handicaps!
Jeg syntes bestemt ikke det var fis og ballade, da jeg fik at vide at jeg har en hjerneskade! Jeg kunne godt sige det, men vidste stadig ikke hvad det faktisk indebar.
Først da jeg ved hjælp fra min neuropsykolog på hjerneskadecenteret rigtigt ”mærkede” hvad det vil sige, gik det op for mig.
Den sorg jeg oplevede over mit ”tabte liv” satte sig fysisk hos mig, og i næsten tre døgn kunne jeg ikke holde balancen, jeg kastede op, havde en frygtelig migræne og måtte bede min søns far om hjælp til at få mad i barnet og få ham i skole osv.
Men da de tre dage var ovre, rejste jeg mig igen! Med hjælp fra professionelle i form af terapi, bevares, men jeg valgte at se fremad, jeg rejste mig.
De første næsten 7 år som pensionist, har jeg brugt på at være mor. For det er så sandelig verdens vigtigste job! Jeg har brugt dem til at lære mit ”nye jeg” at kende. Hende der med de mange svagheder, men så sandelig også med de mange ressourcer, under de rigtige forhold. Under de forhold som hedder struktur, ro og orden… det er her jeg trives bedst.
Men det er også her, hvor jeg kan mærke at der så småt er ved at være så meget energi på kontoen, at jeg er klar på at udfordre min såkaldte ”comfort zone”. Det er smadder angst provokerende, men min søn er 14 nu, og min identitet som mor til et hjemmeboende barn synger så småt på sidste vers, så måske det faktisk er en god idé, at begynde at lede efter den der nye identitet som Maj… måske endda en Maj som har et job?
Det synes jeg at jeg kan mærke er det rigtige!
MEN jeg HAR en senhjerneskade. Den vil følge mig resten af mit liv, den er en meget stor del af mit liv, selvom jeg ikke lige ser hjerneskadet ud (og gad vide hvordan sådan egentligt sér ud). Så jeg vil tage alle de tæsk jeg måske nok får, i min vej ud på arbejdsmarkedet. Jeg vil være ærlig omkring alt ved den. Men jeg vil samtidig insistere på at jeg fortsat udvikler mig, der er fortsat forbedringer på nogle planer, hvor andre måske er lidt på retur, men jeg er ikke min hjerneskade, selvom den fylder meget. Jeg er Maj.
Hvis vi skal have brudt det tabu, som nogle synes det er at have en hjerneskade, må vi simpelthen snakke åbent om det, og så huske på at selvom vi har fået en ordentlig én på sinkadusen af livet, så er vi her og vi må gøre alt hvad der står i vores magt, for at få det bedste ud af de vilkår vi har nu. Ikke hænge fast i ”før”, men forsøge at bevæge os fremad!
Husk: Livet er en dans på lagkage, man glider rundt, men det er også sødt og lækkert!
Og så er jeg spændt på om jeg bliver kaldt til samtale!
Jeg syntes du er sej – kan godt forstå du gerne vil ud i samfundet igen når du føler du kan – det duer ikke at du ikke fortæller om din skade – så kan du jo ikke forvente at blive respekteret for hvem du er – og det SKAL du – i svømmehallen er ansat en person der har det lidt som dig og hun trives fantastisk der – alle respekterer hende og giver hende rum og tid – håber for dig du finder den rette hylde i tilværelsen – stort kram og held og lykke
man kan jo glide lidt af på den, ved at sige at jeg har fået en skade i hjernen, efter en blodprop i hjernen, så skriger man ikke ordet HJERNESKADET, og modtageren, tænker, det kan jeg sgu da ikke se/høre på hende, for hun er da cool nok omkring sit usynlige problem, og første reaktion vil være du tar da pis på mig… så ikke altid nødvendig at skrige det ud med ens hjerneskade, men ville selv sige det på den måde til en evt samtale, gider ikke blive valgt fra lige med det samme, men self skal du jo helst stadig kunne det der står på dit CV . Spændende om du får et job, knæk og bræk.