Plan om metrotur

Det var rigtig dejligt at komme her ud på Center for Hjerneskade i dag for det er da bare for længe siden.

Min psykolog (S) og jeg snakkede lidt om den behandling jeg fik i forbindelse med at jeg røg ind med blå blink i fredags.

Kort fortalt blev jeg rigtig dårlig i fredags. Jeg har været forkølet et stykke tid, og det satte så et mega astmaanfald i gang.

Jeg ringede til Hvidovre hvor jeg er tilknyttet med min astma, men lungeafdelingen havde fået nyt nummer. Da jeg så ringede til omstillingen, fik jeg et nummer som viste sig at være til hjerteafdelingen. De kunne jo ikke hjælpe…

Så måtte jeg have fat i omstillingen igen, og de stillede mig så om til en afdeling som heller ikke kunne hjælpe. Jeg røg igen tilbage til omstillingen.

Det endte med at være for sent at ringe til lungeafdelingen, så jeg fik et akutnummer, og damen der sagde: “du raller da ikke i lungerne for det kan jeg ikke høre. Du skal drikke noget varmt og ringe til lægevagten kl. 16″.

Det her var kl. 13, og jeg rallede så meget at min søn kunne høre det ind på hans værelse. Da John kom hjem kl. 15.50, var jeg helt blå i hovedet og kunne næsten ikke få luft, så han smed alt og ringede 112, og jeg endte med at blive indlagt.

Men alt det snakkede vi lige igennem, psykologen og jeg, og blev enige om at jeg skal skrive en klage til Hvidovre.

Så fortalte (S) at næste gang begynder vi at øve metrokørsel, så vi skulle lave en plan

Plan for metro tur til Center for Hjerneskade og tilbage til Vanløse:

Hanne aflyser Flextrafik denne dag. (S) og Hanne mødes på Vanløse st. (V. Blomsterbutik / 7- eleven) Kl 9.00.

Vi tager metro til Islands Brygge og går herfra til CFH

Lille pause (madpakke).

Går tilbage til metrostationen og tager sammen metroen til Vanløse station. Hanne cykler hjem fra stationen.

Jeg må da indrømme at jeg har lidt sommerfugle i maven over at skulle ud at køre i metro, men ikke sådan at jeg panikker ;O)

Det er underligt at sådan noget som er så dagligdags – at tage bus, tog og metro – at man helt kan miste overblikket og ende med at blive væk for sig selv, men jeg må indrømme at dette værktøj (S) nu vil hjælpe mig med, vil blive en kæmpe stor hjælp.

Lige p.t. bruger jeg min fritidsflexkørsel til og fra Center for Hjerneskade, men hvis jeg lærer selv at tage metro og gå til CFH fra metroen og tilbage til metroen når jeg så skal hjem igen, vil det frigive flexture til f.eks. at tage til CI og FYR netværksmøder + veninde- og familiebesøg hvor der er langt, og det ikke dur at jeg selv tager toget fordi så ender jeg med at være vildt træt når jeg når frem ;O)

Tænk engang, så har jeg måske flexture nok til at tage ned til mine forældre og komme i gang med at lave keramik sammen med min søde far – JUBII.

Vi gik også i gang med mit foredrag som vi blev enige om at det tager den tid det tager, at lave forarbejdet, men nu har jeg en masse idéer at arbejde med, og (S) har vist mig et program på computeren hvor jeg kan skrive det hele.

Jeg synes bare det er SÅ spændende og glæder mig til at komme i gang med det ;0))

Jeg ved godt det bliver en længere proces, og planen er at jeg kaster en masse idéer på papiret. Ud fra det samler vi trådene op så der kommer en rød tråd gennem mit foredrag.

Jeg er nået så langt at jeg har fundet ud af at mit foredrag skal hedde ”Trods modgang kan man godt bevare et positivt sind”, så ud fra det vil jeg udarbejde mit foredrag med ”Hanne før”, ”Hanne under” og”Hanne nu” .

Men uha, hvor det kribler i fingrene for at kaste mig ud i dette projekt.

Jeg kan virkelig mærke at dette er noget jeg godt kunne brænde for, at få budskabet ud om det at leve med en senhjerneskade og få fokus på de forskellige centre der lige har den rette forståelse for os og giver os de rette værktøjer til at komme videre med livet når en senhjerneskade opstår.

Det er bare SÅ vigtigt at de centret består og kan give den rette genoptræning. Så hvis jeg med mit foredrag kan være med til at både skabe fokus på at os med senhjerneskader godt kan få et godt liv + skabe fokus på Center for Hjerneskades store arbejde, ja så vil det glæde mit store heksemor-hjerte.