Opgaveløsning “post-hjerneskade”

Et lille essay om rengøring, ’post-hjerneskade’

Man kan altid gøre rent. Det bliver aldrig for sent. Der er aldrig nogen der gør det for dig. (Eller i hvert fald så tæt på aldrig, at det kan være lige meget.)  Så du går ikke glip af noget, bare fordi du udsætter det.

Når du så endelig har besluttet dig for at gå i gang er spørgsmålet; HVORDAN gør man så?

Jo, der er jo ingen der siger, man behøver at lide under det, før det hjælper – det skal nok blive rent, selv om du hygger dig imens.

Så der skal musik til – helst noget man kan synge med på, og helst højt og grimt. Det bliver det sjovere af, og jeg har aldrig oplevet nogen, der sang så grimt, at støvsugeren ikke fungerede. Sådan er støvsugere så nemme at have med at gøre.

Så skal man starte, og det er faktisk ligegyldigt, hvor man starter, så bare gå i gang.

Jeg ser en potteplante, der hænger ynkeligt med hovedet.

Den skal have vand.

Når nu jeg er i gang, skal de andre potteplanter da også have vand.

Man kan sige meget om mine potteplanter, men de lider i hvert fald ikke druknedøden.

Faktisk har mine nulevende potteplanter allerede bestået testen, der består i at overleve i en måneds tid udelukkende af det vand, de kan trække ud af luften sammen med de kafferester, jeg ikke gider at slæbe ned i køkkenet, efter de er blevet kolde. De er kort sagt temmelig hårdføre.

På vej hen til vindueskarmen med vandkanden ser jeg en bunke vasketøj, som burde være lagt sammen for længst. Og kommer i tanke om, at jeg ikke har fået rene strømper på i dagevis, fordi min strømpekurv er tom.

Så jeg kaster mig over vasketøjskurven og lægger strømper sammen, og da jeg er på vej til strømpekurven ser jeg fjernbetjeningen, som jeg manglede i går.

For ikke at skulle tilbringe endnu en trøstesløs aften uden tv, vil jeg straks lægge den tilbage på sofabordet, hvor den hører hjemme.

Nu er jeg ved at være helt forpustet af al den aktivitet, og jeg tænker: Hvor bliver her pænt!

Jeg tager derfor et kritisk blik på mit rengøringsprojekts fremskridt og konstaterer til min overraskelse, at jeg faktisk kun har vandet en blomst, at vandkanden stadig står på sofabordet, at halvdelen af strømperne ligger på køkkenbordet, hvor jeg fandt fjernbetjeningen, og den anden halvdel stadig ligger på sofabordet sammen med resten af vasketøjet, der endnu ikke er lagt sammen.

Jeg styrer med beslutsom mine mod stuen, men falder undervejs over en brugt tekop fra i går, som jeg beslutter at sætte i opvaskemaskinen med det samme, mens jeg lykønsker mig selv for mit initiativ.

Så må jeg også hellere sætte resten af opvasken i maskinen, mens jeg på forskud nyder, hvor pænt her vil være, når jeg er færdig.

Da jeg vil starte opvaskemaskinen mangler jeg opvasketabstabs, men jeg kan ikke med sikkerhed huske, hvor jeg stillede den ekstra æske, jeg er (ret) sikker på, jeg købte i sidste måned, da de var på tilbud. Eller også tænkte jeg bare på at købe den…?

Jeg begynder at lede – under vasken, i rengøringsskuffen, i kosteskabet…

Først da jeg går ud i skuret, finder jeg æsken, som jeg tager med tilbage til køkkenet.

Inden jeg kan starte opvaskemaskinen, skal bordet tørres af.

Der er bare ingen karklude i skuffen – de ligger på sofabordet sammen med resten af vasketøjet, og når jeg nu er der alligevel tager jeg resten af kludene med ned i køkkenet og lægger dem sammen og på plads. Så er dét da gjort.

Tilbage til skuffen efter en klud, som jeg vrider op, inden jeg tørrer køkkenbordet af.

… Hvor kom jeg fra…?

Nå ja – vasketøjet.

Der ligger stadig strømper på køkkenbordet, så dem bærer jeg ned ad trapperne og lægger i kurven.

Frem og tilbage er dobbelt så langt.

Op i stuen igen efter resten af vasketøjet, som jo ikke er lagt sammen endnu – det må jeg lige ordne for at kunne lægge det på plads.

Her trænger til at blive støvsuget, kan jeg se, så jeg tager støvsugeren frem og begynder.

Da jeg kommer til stuen ser jeg vasketøjet, der stadig ikke er lagt på plads. Det må jeg hellere gøre, så støvsugeren bliver stående i stuen.

SÅ vil jeg lægge vasketøjet på plads, men ser vandkanden og beslutter at vande færdig først.

Frem med kanden og op til vindueskarmen.

Her finder jeg fjernbetjeningen, som jeg lagde fra mig før – den må hellere komme på plads – og da jeg står ved sofabordet med fjernbetjeningen i hånden, bliver jeg helt udmattet ved tanken om, hvor meget jeg har nået allerede og bliver enig med mig selv om, at det var rengøring nok for i dag. Det bliver som sagt aldrig for sent.

Det går ingen steder.

Støvsugeren er heller ikke ret meget i vejen, og jeg lærer formentlig hurtigt at gå uden om den på vej til toilettet om natten.

Opvaskemaskinen kan jeg altid starte, næste gang jeg går forbi køkkenet. Jeg bliver vel sulten på et tidspunkt.

Jeg lader mig tilfreds synke ned i sofaen, en kende forpustet, men med god samvittighed og i sikker forvisning om, at I MORGEN bliver jeg færdig. Eller i hvert fald MERE færdig…

Det er nu også rart at have noget at tage sig til…

Af Ellen Skov, gæsteblogger