Om at fylde 8 år – som 33-årig

Jeg tror det var en fredag. Der var ikke helt styr på hvor meget medicin jeg havde fået (for selv dengang) var der overbelægning og travlt på sygehuset. Ikke fredag d. 13. men fredag d. 12. Det var den dag blå for alvor blev min yndlingsfarve. Farven som den blå himmel jeg havde ligget og stirret op i og gentaget remsen med hestenavne der gjorde jeg skulle i stalden igen. Navnene på dem der fortjente jeg gjorde alt jeg kunne for at komme dette levende mareridt igennem. Navnene på dem jeg elskede højest af alt. Navne der heldigvis stadig er omkring mig.

I går var det mandag d. 12. marts og dermed blev mit ‘nye’ liv 8 år.

Der er sket så meget og alligevel så lidt siden den dag jeg blev syg. Alting er anderledes. Men alligevel ikke.

Jeg kan stadig remsen med hestene. Den er stadig en af de ting jeg bruger for at finde indre ro når der er uro i tankerne eller smerterne er overvældende. Typisk for mig er der ret mange røde heste i remsen ;D

Nå, men jeg er nu en 8-årig kvinde på 33 … Det blev fejret med yndlings kakao, plante blomster i krukker og starte indretningen af min lille have op. Det kan lyde underligt. Hvordan kan man fejre at have en senhjerneskade. Men det er faktisk det modsatte jeg fejrer. Det er ikke sygdom, hjerneskade eller smerter. Det er livet. Hjerneskadeforeningen har det motto at liv der reddes også skal leves – så det gør jeg. Jeg fejrer hver en solopgang jeg har. Hver en solnedgang. Hvert et grin og smil, hvert et minut tilbragt med alt det jeg elsker at lave. Min familie, hestene. mine to pelsbabyer, at være kreativ. Fejrer at have alle de muligheder jeg trods alt stadig har. Og de er endeløse, selvom de er på en helt anden måde end før. Jeg ønsker at lære at tegne, at gå til sang, at blive para rytter, at kunne have part på en hest (jeg er ikke naiv nok til at tro på, at en pension kan klare, at jeg bliver heste ejer igen lige med det første). Jeg drømmer om at stille stævner, få undervisning, komme ud og opleve en masse. Jge drømmer om at være groom igen. Og det skal nok komme. Alt til sin tid. Hvorfor sortere i drømmene, når der er mulighed for at tage dem en af gangen og få det bedste ud af det?

Jeg er blevet så “gammel” nu, at jeg ikke længere kan huske hvordan det var at være at være udhvilet når jeg stod op. Hvordan det var ikke at have ondt. Jeg bilder mig selv ind at jeg kan huske følelsen af at kunne være i gang i timevis. Men helt reelt, så kan jeg faktisk ikke huske noget som helst andet end at jeg kunne. Jeg var afsted som groom i timevis og jeg arbejdede hårdt og længe i mine ansættelser. Men det er blot minder. Fjerne erindringer om at det var muligt. Men ikke noget konkret om hvordan det var og hvordan jeg gjorde. Min hjerne redder mig faktisk nu fra de hårdeste minder der var som en stor og uoverkommelig hæmsko. Kampen for det tabte er forbi. Jeg husker ikke længere hvordan det var før mit liv ændrede sig. Blot minderne om en fortid er lagret i min hjerne, men ikke noget der længere kan pine mig. For det der gjorde ondt er slettet. Erindringerne om hvordan det føltes at være ‘rask’ er væk. Nu er der kun nuet og fremtiden.

I denne uge er det Hjerneuge. Det er hvert år i uge 11. I år håber jeg du og alle omkring dig vil bruge denne uge til at glæde jer over hvert smukke, sjove og værdifulde øjeblik I får. Man ved aldrig hvor hurtigt alt kan forandres og så vil alle de gode minder, små som store, være det der skal bygges videre på bagefter.

Pas på hinanden, dig selv, jeres hjerner og husk lige at smile

Vi ses jo nok et sted i nærheden af heste eller noget kreativt ;P

Line