Nu er der kommet is i maven

Torsdag var jeg på Center for Hjerneskade til min samtale med psykologen (S). (S) gjorde mig opmærksom på at det er første gang jeg ikke har haft en lille note med omkring noget jeg ikke lige kunne takle!

Det fik vi en snak om, for det tyder jo på at jeg er begyndt at blive bedre til at takle de forskellige ting :O) bl.a. er jeg så småt begyndt at mærke efter i maven – for at bruge (S) udtryk “få is i maven”.

Jeg bliver jo nogle gange inviteret til forskellige ting/udflugter på FB, og da jeg før var sådan en med en masse bolde i luften, vil jeg jo stadigvæk gerne det hele………. Men må sande at det dur bare ikke for jeg bliver vildt stresset over ikke at kunne magte det….

Jeg blev inviteret til en udflugt gennem en hæklegruppe jeg er medlem af på FB, hvor vi skulle på bakken. Vi skulle selv have mad med og spise i det grønne eller på en cafe. I første omgang var min tanke at det kunne være hyggeligt…. men så sagde jeg : ”Hanne lige nu skal du få is i maven og mærke efter”, og det jeg kunne mærke var at hvis jeg tog med, ville jeg være vildt stresset op til turen, fordi jeg kun kender en anden.

Min lysfølsomhed ville gøre at jeg ville blive helt færdig inden der var gået så lang tid – lidt som min tur over Kongens Nytorv – og så ville jeg ende med at sidde og tude og bare rigtig gerne ville hjem = sådan har jeg bare ikke lyst til at udstille mig selv… så jeg takkede pænt nej.

Det snakkede (S) og jeg om. Hun synes det er fremskridt at jeg begynder at ”få is i maven”, og jeg kan godt mærke at jeg er begyndt at mærke mere efter om dette er noget jeg skal sige ja til eller nej.

Bl.a. var jeg med meget kort varsel på cafe i Rødovre center i mandags med en veninde, og det var bare så super hyggeligt. Jeg havde bestilt flextrafik sådan at jeg ville være på caféen i ca. 1½-2 timer, og det passede rigtig godt med at jeg var træt da jeg skulle hjem, men ikke banke træt ;O)

Da jeg kom hjem smuttede jeg ind og sov nogle timer, og jo jeg kunne da godt mærke dagen efter at jeg også var træt men onsdag var trætheden helt ude af kroppen, og det var altså skønt at komme ud og være social, men på en måde så jeg kunne klare det ;O)

Jeg ved jo godt at jeg kommer til at stå der igen hvor jeg glemmer at ”få is i maven” men sådan er livet jo også. Bare det at jeg er begyndt at mærke efter, er et kæmpe skridt for mig.