Når roen falder over én

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg på ingen måde trives, med hverken vinter, mørke, blæst, regn eller kulde. Der er meget få ting jeg hader, men de vejrfænomener er jeg bare ikke ret gode venner med… sne kan være pænt ja, men da kun hvis jeg er inde i varmen og kan se det udenfor.

Dog må jeg alligevel indrømme at de her dage, hvor der er høj frost og solen skinner så vælter energien op i mig og jeg trækker gladeligt i min –ja køn er den ikke, men det er mig der griner af dem der fryser HA!-flyverdragt, tørklæde op om næsen, hue og vansker, fyrer noget P2 i ørerne og hunden i snor og så går vi bare.

Vi bor et meget naturskønt sted, så der er hverken langt til skov eller mark, og jeg simpelthen elsker det!

I dag er mine tanker fløjet vidt omkring, som de nu engang gør, når man bare går og ikke skal nå noget.

Ofte så er tankerne omkring min søn og hans fremtid. De var der naturligvis også i dag, men mest af alt så handlede de om accepten af min situation.

Som jeg har skrevet i et andet indlæg, så skulle jeg have hjælp til at forstå og acceptere mit ”nye” jeg (det er jo ved at være så længe siden) fra specialister indenfor neurorehabiliteringen. De sendte mig godt på vej, hvilket jeg naturligvis er enormt glad for. Jeg har lært at kompensere for mange ting, jeg har næsten lært at stoppe mig selv, inden der flyver tossede ting ud af munden på mig, og vigtigst af alt har jeg lært ikke at overgøre ting og huske min hvile. Alt det giver livskvalitet! Men der var ingen der fortalte mig, hvor lang processen i mig selv ville være. Og åh gud hvor har det taget lang tid, før jeg er kommet hertil.

Jeg tror det første ”vink med en vognstang” var da jeg blev førtidspensionist. ”alle muligheder for tilknytning til arbejdsmarkedet er udtømte” bum! Så kan man da lige stå der med en stationær hjerneskade og føle sig som intet mindre end en belastning for samfundet. Vinket kommer her: Find dit værd! Og jeg er så sandelig meget værd. Ikke i den der kontekst som regeringen udstikker, men som menneske og ikke mindst som mor. Min fornemmeste opgave i livet, er at sende et godt menneske ud i verden, når han engang flytter hjemmefra (og allerede nu kan jeg se at pilen peger i den helt rigtige retning). Har jeg gjort det, kan jeg faktisk ikke have gjort noget bedre. Hey…han er jo Danmarks fremtid.

MEN jeg er jo faktisk mere end en mor, som kæmper for sit barn, jeg er faktisk også Maj.

Det lyder nok ret kliché-agtigt, men lige præcist i dag på vores lange gåtur, fandt jeg hende sgu lige lidt. Maj som elsker roen, naturen, den klassiske musik, den friske luft og hun er faktisk helt god! Hun er venlig, empatisk, til tider energisk, lidt skør og skæv, lyttende, lattermild, helt enormt morsom (well… synes nogen) stille, klog, kærlig og elsker sin familie og venner. Maj har også de mørkere sider, hvor alt er uoverskueligt og trist, men hun er jo også et menneske på godt og ondt.

Det er da nogle fantastiske ord at kunne sætte på sig selv! Og det har dælme godt nok taget mig lang tid at nå hertil. Til det sted, hvor det er helt ok at rose mig selv og være glad for det menneske jeg er. For det er én af de ting der virkeligt har fulgt mig efter jeg fik min hjerneskade. Den gennemsyrende dårlige selvtillid. Først at ændre mig helt afsindigt fysisk af al den medicin de proppede i mig. Vægtøgning, strækmærker, ødelagt hud, hårtab, måneansigt, ar efter diverse operationer… well you name it… det var ikke just ønskeligt for en ung kvinde på 23.

Min daværende kæreste valgt at smutte fra mig (det kan jeg godt forstå idag, da den akutte fase ikke ligefrem gjorde at jeg tænkte rationelt, eller havde styr på humør og følelser) og det hjalp ikke på selvværdet. Så jeg har i rigtig mange år faktisk gået og troet at jeg ikke var god nok, og forbandet sygdommen langt væk. Det gør jeg nu stadig… forbander Susac syndrom og ønsker at den ikke eksisterede, men den er en del af mig. Min hjerneskade er en del af mig.

Hey… jeg laver stadig ”hjernebrølere” og ind imellem bliver jeg vred og flov over mine stunts, men bare det at jeg i dag kan reflektere over dem og faktisk genfinde de positive ting, frem for at blive ved med at gå og banke mig selv i hovedet over ting jeg ikke kan ændre. Det er nok noget nær det længste jeg er kommet, siden jeg skulle være den heldige vinder af en sygdom som rammer noget nær én ud af en million.

Jeg udvikler mig i mit tempo. Det gik op for mig idag. Og jeg skal ikke skynde på noget, eller forsøge at gennemtvinge noget som helst….det ville alligevel blot igen, ende ud i i god omgang stress med depression til følge. Og det gider jeg simpelthen bare ikke!
Så meget kan jeg få ud af en gåtur med hunden…og mange andre ting….det kører nogen gange ret stærkt deroppe…men det er da fantastisk!

Roen er i mig selv. Accepten er i mig selv. Ikke i alle dem jeg omgås med, men mig!

Og når der er styr på de ting, så er der også livsglæde på min helt egen finurlige, introverte måde.

Tak fordi du læste med!