Når man får et stik i hjertet

Det er nu 3,5 år siden Rasmus blev svært hjerneskadet, og vi har mange ting at være taknemmelige for i forhold til hvad vi blev stillet i udsigt efter den lange komafase (PTA).

Ændrede forhold har gjort at jeg og hans far har haft mere tid til Rasmus end tidligere, og det har vi udnyttet ved at lave flere korte ture/udflugter. For første gang siden han flyttede ind på sit bosted, har vi også prøvet en enkelt overnatning som foregik langt fra de trygge omgivelser – nemlig hos bedsteforældrene i Sverige.

En dag i Bon Bon-land blev også afprøvet i selskab med fætre og søstre.

Begge dele var en (næsten) ubetinget succes. Rasmus klarede den lange biltur til Sverige super flot, og hans store smil og glade øjne når han blev lagt i seng på sit ”gamle” værelse hos mormor og morfar, var ubeskriveligt. Vi var ikke i tvivl om at det var en god og rigtig beslutning at tage ham med.

I Bon Bon-land havde han ingen hæmninger i forhold til at afprøve forlystelser. Vores forsøg på at nægte ham en tur i ”Svend Svingarm” var totalt håbløst. Mit hjerte hamrede helt vildt da han, sammen med fætre, far og svoger sat sig op i den – og mange frygtelige tanker for igennem mit hoved. Hvad siger hans hjerneskade til det? Hvad med hans skadede ryg? Hvad nu hvis han bliver grebet af panik? Min lettelse var stor da hans søster kunne fortælle at han sad med et kæmpesmil på… puha…

På trods af en dum misforståelse fra Rasmus’ side da vi skulle hjem, og manglende forudseenhed fra os, følte vi alle at det var en succes. Hans hjerneskade gjorde at hjemturen blev en mareridt, og jeg kunne kun glæde mig over at hans hukommelse var slettet næste dag, og at vi havde filmet alle de gode oplevelser. (Og det kun var mig som gik med et dumt sug i maven).

Teknologi hjælper os afsindigt meget og betyder meget for at han kan genopleve de gode oplevelser. Uden video og billeder ville han kun få en tiendel ud af de aktiviteter han har. Ved hjælp af små filmklip fremkalder han i sin hukommelse det han oplever, og kan helt pludseligt også genfortælle oplevelserne.

Film fra Vig Festival, Sverigesturen, Bob Bon-land og fra Grøn Koncert bliver afspillet igen og igen. Bostedet arbejder fortsat med hans dagbog og er blevet rigtigt gode til at tage billeder og videoer som hjælper Rasmus’ hjerne. Visuelle indtryk genskaber og aktiverer hans hukommelse.

Der bliver stadigvæk satset stort på hans genoptræning og også de ting som går ekstremt langsomt fremad kan vi se fremgang på.

Alt i alt er jeg god til at se det positive og bevare troen på fremtiden. De gode oplevelser gør mig næsten lykkelig……og så helt pludseligt, som et klart lyn, oplever jeg en enorm sorg og savn… Små bitte detaljer som minder mig om den søn jeg havde og aldrig får igen. Tingene bliver bedre, men en gang i mellem knækker filmen. Heldigvis ikke så ofte som før – men…