Når besparelser bliver dyre

For jer der har fulgt mig på min blog, Facebook eller blot har hørt om mig fra Familie Journal eller Hjerneskadet, så ved I mere om hvem jeg er. For dig der ikke har læst om mig, hørt om mig eller læst med her, så lad mig give et kort overblik. Jeg er nu 32 år gammel, fik hjerneskade i februar 2010 og jeg er for evigt en lille bitte brik i et enormt puslespil.

Mit helbred er blevet dårligere og dårligere det sidste lange stykke tid. Hvad jeg har brug for er frisk luft og at ride. Hjælpe min ryg til ikke at låse og blive stiv, hjælpe mine nerver til at huske forbindelserne til muskler og holde funktionen igang. Håbet om at holde spasticiteten så lavt som muligt og smerterne i et leje der kan leves med. Men så er der systemet. Et system der sparer i stor stil. Der bliver færre og færre af de varme hænder og hver eneste kommune mener at være klogest. Summerne der skal spares er enorme. Så store tal at jeg slet ikke kan forholde mig til dem. Men som en lille bitte brik i puslespillet ser jeg noget dem der skal lægge puslespillet ikke ser. Eller måske ikke ser.

Min hjerneskade er snart 8 år gammel. Jeg er blevet tilkendt hjælp af forskellig slags og alt burde jo være lige til. Men nej. Og det er det jeg ikke forstår. Når nu jeg ikke bare en gang, men hele to gange er bevilliget visse typer aflastning, så skal alt alligevel gøres om. I et samfund der går så utrolig meget op i effektivitet og besparelse, hvorfor i alverden laver vi så på denne måde Molboarbejde? Hvorfor føler vi os så overlegne at vi hellere vil spilde tid, kræfter og ressourcer på at genskabe det der allerede er lavet? Min journal og min “profil” ved hhv. sygehusene og kommunen er efterhånden meget omfattende. Alligevel insisterer den ene “specialist” efter den anden på at møde mig hvor jeg er. De siger det som en god ting. Men i stedet er det et utroligt spild. Der er gået årevis med at finpudse den viden der er om mig, min hjerneskade og mine behov, så at møde mig hvor jeg er uden at være farvet af papirerne fra andre er at spilde både værdifuld viden og tid. Jo længere alting tager og jo flere gange alting starter forfra, jo dårligere stilles jeg og alle som mig. Ligesom vi konstant hører at samfundet ikke har ubegrænsede midler, så har jeg og alle som mig ikke ubegrænsede ressourcer. At starte forfra er en straf, ikke en fordel.

Jeg flyttede hjem med alle papirer i orden og fra den hest der holdt mig ude af kørestolen. Straffen er stor og uden nåde. Derfor har jeg måttet vælge. Skal jeg klare mig igennem endnu en kamp med de offentlige systemer eller skal jeg jagte min drøm? Og hvor i alverden skal jeg finde den drøm når jeg ikke engang kan ride? Min ridefys er startet op, men der skal mere til at holde mig ude af kørestolen end 1 times ridefys pr. uge.

Når jeg læser det her igennem lyder det som en gang jammer. Men det er ikke så meget jammer, det er mere end enorm følelse af at være totalt uforstående over al den viden der smides ud af vinduet. Viden og erfaring der efterlades til at samle støv og så starter man forfra. Se på det på denne måde. Jeg har haft hjemmevejledning i 4 år efter §85. Men nu skal jeg så igennem en ny vurdering. EN vurdering der tager intet mindre end 3 mdr. Det er altså utroligt mange mandetimer der nu går til noget der reelt allerede er afklaret helt til bunds. Er det ikke i langt højere grad spild end det er besparelse?? Ja jeg spørger bare.

Min kalender er fuld af spild. Spild af penge, spild af energi, spild af tid. Min kalender er fuld af ting der gør besparelserne langt dyrere end de burde have været. Alt sammen krydret med for få varme hænder der har for meget at lave, for lidt viden til at de føler de kan gøre tingene ordentligt og masser af frustration. Både fra mig og dem jeg ser komme og gå i mit hjem.

Spild af alt for mange ressourcer, men hvordan i alverden skal man dog kunne stoppe det, når dem der lægger puslespillet ikke ser hvor meget spild der er på bunden…

I mellemtiden kan jeg kun ryste på hovedet, kæmpe for ikke at skulle genforenes med kørestolen og fortsætte min søgen efter min næste bedste ven i kampen for en fungerende hverdag.

Nogen der har en ledig hest