Kommunen – en samarbejdspartner

Mødt med gensidig respekt

Vores første møde med det sociale sikkerhedsnet blev en positiv oplevelse, og indtil nu har vi haft et rigtigt godt samarbejde med kommunen. Ikke fordi de har opfyldt alle vores ønsker – men fordi de seriøst har prøvet på at løse opgaven på bedste vis og altid i samarbejde med os og fagfolk.

De kom ind i billedet på et meget tidligt tidspunkt – inviteret af socialrådgiveren på sygehuset. Set i bakspejlet blev de selvfølgelig adviseret på så tidligt tidspunkt fordi hospitalet vidste at dette var slemt – meget slemt. Som Rasmus’ læge sagde – ”her er der ikke tale om kun skjulte handicaps…”.

De kom to-tre mand fra kommunen hver måned og deltog i Hospitalets teammøder for at følge hans (manglende) fremskridt. Vi blev guidet igennem sygedagpenge (Rasmus var i lære som landbrugsmaskinmekaniker) og vores muligheder for at få tabt arbejdsfortjeneste og kørselsgodtgørelse (Rasmus var under 18 år) – praktiske ting vi slet ikke havde tænkt på skulle ordnes.

De hilste på Rasmus. Vi håbede at et ansigt ville gøre det nemmere at tænke på Rasmus som person og ikke blot som et sagsnummer.

Teammøder mindst hver 6. måned

I hele forløbet, efter hospitalsudskrivningen, mødes vi med kommunen ca. hvert 3-6 måned. På mødet deltager Rasmus’ sagsbehandler, hjerneskadekoordinatoren, specialrådgivningen, sagsbehandleren fra handicapområdet og hjælpemiddelområdet – derudover eksterne terapeuter, bostedets personale og ledelse samt os. Her bliver der drøftet handleplaner, opfølgning af hans fremskridt, justeret bevillinger og diskuteret nye tiltag.

En kontaktperson

Hjerneskadekoordinatoren var vores indgang til alt kommunalt og var den som ”holdt sammen” på alle parter. Hvis vi har spørgsmål eller andet, så henvender vi os til hende. Hun undersøger tingene og vender tilbage til os – en kæmpelettelse i vores hverdag at vi ikke skal holde styr på hvem som har ansvaret for hvad (eller hvem som har forladt kommunen eller er syg).

Forløbet – det første sted efter hospitalet

Der er truffet mange vanskelige beslutninger – men altid i et samarbejde med kommunen. Den første dræbende beslutning var, hvad Rasmus skulle udskrives til. Det var vanskeligt at finde et egnet sted da Rasmus var meget plejekrævende og krævede specialiseret træning. Hospitalet pointerede vigtigheden af at han ikke skulle ”opgives” – at der fortsat var en mulighed for opvågning, om end prognosen ikke var alt for god.

Kommunen fandt et sted for svært multihandicappede børn uden sprog i nabokommunen og bad os om at besøge dem. Vi blev modtaget med åbne arme og følte at personalet på stedet udstrålede varme og omsorg – men vi græd meget på vej hjem derfra. Kunne ikke forstå at Rasmus ikke skulle hjem og bo..

Et par måneder efter hospitalsudskrivningen var Rasmus hjemme på besøg for første gang. Et eller andet skete. Han begyndte langsomt at vågne op, vi fik respons på enkle spørgsmål, han begyndte at forflytte sig selv i kørestolen. Vi følte at et mirakel var ved at ske.

Regionen blander sig

Pludselig stod vi for første gang og var uenig med de offentlige. Regionen accepterede at tage Rasmus tilbage til rehabilitering da han nu var på det niveau patienter normalt er når de bliver udskrevet fra Hvidovre Hospital. Vi ville dog at Rasmus skulle til Kurhus som vi havde hørt meget godt om (og var blot 14 km fra os), men Regionen krævede at han skulle til Vordingborg Hjerneskadeafsnit. Hvis han skulle til Kurhus så skulle kommunen betale for opholdet – og så var det jo ligesom ikke et reel mulighed..

Rasmus’ oplevelser – og frem for alt vores oplevelser – på Vordingborg Hjerneskadeafsnit skal jeg nok fortælle om en anden gang. Men lad os sige at kommunen var enig med os om at Rasmus’ ophold i hvert i fald ikke skulle forlænges på det sted.

Rasmus bliver myndig og får førtidspension

Rasmus’ 18 års fødselsdag nærmede sig, og vi var lidt nervøse for om vi blev ”hægtet af” dialogen med kommunen – men intet var forandret og næste step var hvorhen skulle Rasmus nu? Vi blev enige om at han var blevet for ”god” til Heimdal og skulle videre til enten et genoptræningssted eller eventuelt et nyt privat botilbud i vores kommune. Efter lange overvejelser blev vi enige med kommunen om at Rasmus’ opvågning og forbedringer gik i sneglefart, og at hans tilknytning til os var en væsentlig faktor i hans udvikling. Han flyttede derfor ind på det private botilbud; Kildehaven, og kommunen sørger for hans fortsatte genoptræning.

Rasmus’ førtidspensionering var kun en formsag. Det var frygteligt at se papirer på at ens selvstændige, iværksættersøn, skulle leve på overførselsindkomst resten af sit liv. Men det var også en lettelse ikke at tænke på hvordan han skulle forsørge sig.

Kommunens reaktion på råb om akut hjælp

I dette forår oplevede vi store forandringer med Rasmus mentalt. I takt med bedre bevidsthed blev han mere trist, frustreret, til tider aggressiv og ville ikke leve mere – hans selvværd var helt i bunden. Hans læge udskrev lykkepiller som havde den modsatte virkning, og som vi valgte at fjerne igen øjeblikkeligt. Bostedet (og vi) var meget utrygge ved situationen og kommunen blev kontaktet. De reagerede meget hurtigt ved at søge VISO om hjælp, og vi fik bevilget et rådgivningsforløb.

Der blev lavet nye neuropædagogiske rammer omkring Rasmus og hjerneskadekoordinatoren fra kommunen deltog aktivt i flere af rådgivningssessionerne. Et helt fantastisk forløb som lærte os alle rigtigt meget om hvordan man skal møde, træne og arbejde med Rasmus. Igen var kommunen en aktiv samarbejdspartner for os, og vi blev medinddraget i hele rådgivningsprocessen.

Endnu en skillevej

Nu står vi endnu en gang ved en skillevej. VISO vurderer at Rasmus fortsat vil udvikle sig positivt de næste 2-3 år. Er det tid nu til at han skal til en genoptræningssted, eller er det bedst for ham at blive i kendte rammer (tæt på os) og opgradere genoptræningen i Kildehaven?

Endnu en gang oplever vi kommunens som vores samarbejdspartner – først indkalder de os til samtale. Hvad vil vi? Hvad synes vi? Hvilke alternativer er der? De lytter til vores meninger, vores bekymringer og hvilke tanker vi har gjort os. Vi bliver enige om at de kontakter Kildehaven (på ledelsesniveau) for at høre om Kildehaven kan give det rigtige tilbud til Rasmus? Kildehaven har nu lavet et oplæg som vi skal drøfte med kommunen. Intet er besluttet endnu.

Er alt godt?

Selvfølgelig har vi også haft ting som ikke har fungeret. Kørestole som har været uger om at blive repareret, kørselsgodtgørelse som først blev udbetalt efter et år, sygeplejeopgaver (som at give sondeernæring) som Kildehaven ikke måtte udføre på grund af træg sagsbehandling og andre ting. Men det har været småting i forhold til det som var vigtigt.

Jeg håber at det er lykkes for mig at beskrive hvordan et meget langt og følelsesbetonet forløb kan foregå med et godt samarbejde mod et fælles mål – at få Rasmus tilbage til livet.